Thomas Helmigs familie holder julekomsammen i haven 23. december og i Renée Toft Simonsens familie skal alle testes, før de mødes 24. december. Selv om julen er svær og anderledes, opfordrer ambassadøren for PlanBørnefonden os til at tænke på de børn, der har brug for hjælp.

Thomas Helmigs familie holder julekomsammen i haven 23. december og i Renée Toft Simonsens familie skal alle testes, før de mødes 24. december. Selv om julen er svær og anderledes, opfordrer ambassadøren for PlanBørnefonden os til at tænke på de børn, der har brug for hjælp. Foto: Mingo

Renée Toft Simonsen beder om hjælp

Julen er børnenes fest, men ikke alle børn har en fest - eller en familie at holde den med. Det kan vi gøre noget ved, selv om vi er Corona-ramte. Selv holder hun jul med Helmig-familien i haven og med Toft Simonsen-familien, når de alle er testet

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Aarhus Hjemme hos Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig er der pyntet op med julelys i haven og i deres aarhusianske byhus. Og snart breder duften af nybagte julekager sig, for deres døtre kommer på besøg den sidste weekend op til jul.

"Vi bager og laver altid marcipan, når pigerne kommer hjem, for det er bare så hyggeligt. Ida Marie har vores barnebarn på to år med. Det glæder vi os rigtig meget til," siger Renée Toft Simonsen, der så småt er ved at komme i julestemning.

Hun fortæller om familiens juleforbredelser over telefonen, fordi den er Corona-sikker. Selv om vi alle skal blive hjemme og holde afstand, har Renée Toft Simonsen en særlig sag på hjerte.

Hun glæder sig til at være sammen med sine børn, sine forældre og sine søstre i julen. Men det er langt fra alle, der er så heldige, at de har en familie, og det optager både Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig. Hun er ambassadør for PlanBørnefonden og han er ambassadør for Red Barnet.

Giv en god gerning

"Julen handler om at tænke på andre og at give næstekærlighed. Men ikke kun til de nærmeste. Vi skal række ud over vores egne familier og huske dem, der ikke har en familie og som ikke kan holde jul. Jeg tænker især på børnene," siger Renée Toft Simonsen.

Hun vil gerne inspirere alle, der kan, til at sætte sponsorater og donationer på ønskesedlen. I PlanBørnefonden gør seks kroner om dagen stor forskel i et lille barns liv. Pengene sikrer børnene skolegang og bedre sundhed.

"Det er da verdens bedste julegaveidé, at give et sponsorbarn gennem PlanBørnefonden eller et bidrag til Red Barnet. Mange af os har jo alt, hvad vi har brug for," foreslår hun og bryder ud sin charmerende latter.

Hun har selv været sponsor i mere end 20 år og har nu sit tredje planbarn, fordi de to første er blevet voksne og klarer sig selv på baggrund af den skolegang, de har fået.

Renée Toft Simonsen var faktisk med til at starte PlanBørnefonden i Danmark. Hun sad i bestyrelsen i 11 år og besøgte som en del af jobbet fattige og udsatte børn i Uganda, Indien og Bolivia.

"Blandt andet lavede Thomas og jeg en tur i 1997, hvor vi besøgte mit fadderbarn, den smukkeste lille pige, Joaquina. Hun boede i en lillebitte lerklinet hytte sammen med deres far og mor og fem andre søskende," husker Renée Toft Simonsen.

I dag er hun sponsorer for Gabriela, som er fra Bolivia ligesom hendes to første fadderbørn. I alle årene har den aarhusianske familie fulgt med i de tre børns liv.

"Det har været en gave for mig og min familie at få lov til at give noget af alt det, vi har fået, videre til nogen, der ikke har så meget," siger Renée Toft Simonsen, der håber at flere vil opleve den fornøjelse at have et planbarn.

Thomas hjælper Red Barnet

Samtidig med at hun taler PlanBørnefondens sag, bakker hun også op om Thomas Helmigs arbejde for Red Barnet, som han blev ambassadør for i september i år.

I forrige weekenden lagde de en video på Instagram, hvor Thomas Helmig og Renée Tofts Simonsens niece, Clara Toft Simonsen, sang hittet, 'Så er det jul igen'. Renée Toft Simonsen var også med i rollen som nummerpige og vimsede frem og tilbage med et skilt med MobilePay-nummeret til Red Barnet.

"Ha ha. Det er da dejligt at blive kaldt nummerpigen i en alder i 55 år," ler hun, da vi spørger ind til det lille show.

"Det var sjovt at lave. Clara har masser af god energi og er virkelig godt selskab. Og Thomas' lyserøde hårfarve havde da sin egen charme - nu er den endelig gået væk efter en række hårvaske," griner hun og hentyder til, at Red Barnet-ambassadørerne og generalsekretær Johanne Schmidt Nielsen alle farvede deres hår lyserødt, da de i sidste uge havde nået deres første indsamlingsmål på 50.000 kroner.

Renée Toft Simonsen synes selv, at hun er heldig og at hun har alt det, hun har brug for - og mere til. Så hun ønsker sig ikke fysiske pakker i pænt papir til jul. I stedet håber hun på, at mange af os vil støtte de børn, der har brug for hjælp.

Renée Toft Simonsen synes selv, at hun er heldig og at hun har alt det, hun har brug for - og mere til. Så hun ønsker sig ikke fysiske pakker i pænt papir til jul. I stedet håber hun på, at mange af os vil støtte de børn, der har brug for hjælp. Foto: Mingo

Helle Thorning hjalp

Hårfarvningen skete med hjælp fra Helle Thorning Schmidt, der for et par uger siden tiltrak stor opmærksomhed, da hun lagde et foto på Instagram af sig selv med lyserødt hår. Hun ville sætte fut i en julefrokost med veninderne ved at møde op med nyt hår, og den idé bredte sig hurtigt.

"Thomas og de andre mødtes med Helle Thorning Schmidt på det mest hotte mødested for tiden - Zoom. Og så farvede de hår sammen - hver for sig," forklarer Renée Toft Simonsen.

Hun får, mens vi taler sammen, et opkald fra sin søn, Jens-Kristian, og undskylder lige et øjeblik.

"Thomas," kalder hun.

"Kan du ikke lige ringe til Jens-Kristian og høre, hvad han vil?" spørger hun sin mand og vender straks tilbage til interviewet, da hun har fået styr på hjemmefronten. Den er meget vigtig for hende, især i denne tid, som er præget af nedlukning og Corona-restriktioner.

Helmig holder jul i haven

"Jeg kørte gennem Aarhus i dag, og der er bare ingen mennesker på gaden. Det er da underligt, at der ikke er nogen, der traver rundt i gaderne og køber julegaver eller hænger ud på caféerne. Men vi må alle tage vores forholdsregler. I Thomas' familie mødes vi udenfor i haven med varm kakao og på afstand om eftermiddagen 23. december," siger Renée Toft Simonsen.

Selve juleaften foregår i hendes familie. Hvor de plejer at spise god mad, skråle på livet løs, spille spil og hygge.

"Vi er i samme boble, men i år skal vi alle have en test, inden vi mødes. Og så må vi finde ud af, hvad vi gør med det der skråleri. Måske skal vi bare nynne. Vi har tit spillet Vertellis, der er et spørgsmålsspil, hvor alle fortæller, hvordan de har haft det i løbet af året. Det er rigtig godt, for hvis man ikke lige har set hinanden, får man samlet op. Det giver et dejligt nærvær," siger Renée Toft Simonsen.

Hun synes selv, at hun er heldig og at hun har alt det, hun har brug for - og mere til. Så hun ønsker sig ikke fysiske pakker i pænt papir. I stedet håber hun på, at mange af os vil støtte de børn, der har brug for hjælp.

Renée Toft Simonsen glæder sig til at være sammen med sine børn, sine forældre og sine søstre i julen.

Renée Toft Simonsen glæder sig til at være sammen med sine børn, sine forældre og sine søstre i julen. Foto: Mingo

Fakta

Renée Toft Simonsen er ambassadør for PlanBørnefonden i Danmark

Hun opfodrer til at man bliver sponsor

Man kan gøre det som sig selv, som familie, som virksomhed og som delesponsor, hvor man går sammen om sponsoratet

PlanBørnefonden

Thomas Helmig er ambassadør for Red Barnet

Han har sammen med Johanne Schmidt-Nielsen, Mathilde Falch og Le Gammeltofts lavet julemission

Den går ud på at samle penge ind til danske børn, så de kan få oplevelser, udflugter og ferieminder

Han opfodrer til at sende et beløb på:

Han opfodrer til at sende et beløb på:

MobilPay 95667

Publiceret 19 December 2020 11:19