På rundtur med den afgående stadsarkitekt i foranderlige Aarhus:

"Det har været et kæmpe privilegium"

Efter otte og et halvt år som stadsarkitekt i Aarhus giver Stephen Willacy per 1. januar stafetten videre. Sammen med Willacy tog avisens journalist en tur med letbanen for at se og høre om et udpluk af de hundredvis af forskelligartede projekter inden for byfornyelse, byforskønnelse og bybevarelse, han har været involveret i

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS I mylderet af mennesker på vej fra A til B dukker Stephen Willacy op, som mange kender ham. Med det grånende fuldskæg, de karakteristiske briller og en sixpence i tweed trukket godt ned i panden.

Efter otte og et halvt år som stadsarkitekt i Aarhus Kommune er Willacys åremålsansættelse udløbet, og 1. januar 2021 overtager arkitekt og urban designer Anne Mette Boye posten. Otte og et halvt år der har budt på, hvad der synes som, en uendelig række af små og store arkitektoniske projekter.

Stephen Willacy har denne tirsdag formiddag fundet tid i sin ellers travle kalender til at vise og fortælle Århus Onsdags journalist om nogle af de mange projekter i byen, han har været involveret i igennem årene.

Stephen Willacy har været med til at bestemme, hvilke projekter der skulle bygges på Aarhus Ø. Et område han betrager som en arkitektonisk legeplads med plads til at eksperimentere.

Stephen Willacy har været med til at bestemme, hvilke projekter der skulle bygges på Aarhus Ø. Et område han betrager som en arkitektonisk legeplads med plads til at eksperimentere. Foto: Casper Dalhoff/RitzauScanpix

Et af de største projekter

Letbanen mod Lisbjerg holder allerede nede på sporet. Rejsekortet bliver scannet, og Stephen finder en plads i en af de første vogne. Linje 2 mod Lisbjergskolen sætter i gang.

"Jeg tænkte, det var oplagt at tage letbanen. Det er en god måde at se byen på, man kommer vidt omkring hurtigt, og så kører den meget smooth," siger den 62-årige arkitekt med en snert af engelsk accent. Stephen er født og opvokset i England. Han kom til Aarhus i 1984 for at være sammen med sin kæreste og finde arbejde som arkitekt.

Efter Stephen Willacys eget udsagn er Letbanen et af de største projekter, han har været involveret i.

"Sammen med ASAL-konsortiet og repræsentanter fra Aarhus Letbane og Midttrafik, har jeg været med til at bestemme alt fra udformningen af skilte og stoffet på sæderne til farven på togsættene. Togsættene er nemlig ikke bare grå. Man har lavet en collage af nuancerne i landskabet på det, der bliver letbanens endelige rute fra Grenå til Odder, og ud fra den har man skabt den grå-blå nuance, som changerer efter, hvilket landskab man kører igennem, og hvordan lyset er. Det har været meget spændende at være involveret i," siger Willacy med eftertryk på 'meget'.

Arkitektonisk legeplads

Et af de seneste projekter, stadsarkitekten har haft meget med at gøre, er miljøet omkring Sydhavnen.

"Hvordan integrerer man på bedst mulig vis de nyopførte boliger på Frederiks Plads og de mange nye erhvervsejendomme på havnesiden med de gamle slagteribygninger, værestederne for udsatte borgere og det kreative lag, som også er på Sydhavnen? Det har været vanvittigt spændende at finde ud af," siger Stephen, alt imens letbanen glider forbi de nævnte områder.

"Jeg er spændt på at se, hvordan det bliver, når den gamle kulkranbro over sporet bliver til en grøn forbindelsesvej mellem midtbyen og havnen, og jeg glæder mig til at følge områdets udvikling i de kommende år," føjer han til.

Letbanen smyger sig under Dokk1 og videre ad Havnegade og Skolebakken mod byens havnefront.

"Hele havnefronten er et af de største byggeprojekter i Danmark i nyere tid. Startende med Dokk1, som er et helt fantastisk sted og meget mere end et bibliotek. Den gamle toldbod der, den står så flot! Og så her hvor man har fjernet al industri, så der er udsigt til hele bugten og - lidt længere fremme - hele Aarhus Ø. Står man helt ude på spidsen af Aarhus Ø, kan man se i en lige linje helt ind til Domkirketårnets spir." Stephen peger ivrigt ud ad vinduet, i takt med at letbanen passerer havneområdet.

"Havnefronten er blevet et fantastisk område med masser af aktiviteter og interessante bygninger. Det smukke Navitas og Bestsellers hovedkontor. Også hele området omkring Bassin 7 med Havnebadet fungerer enormt godt, synes jeg," siger Stephen. Hans udtalte entusiasme gør ham en anelse stakåndet inde bag mundbindet.

"Da jeg tiltrådte stillingen som stadsarkitekt for godt otte år siden, var Lighthouse det eneste byggeri på Aarhus Ø. Isbjerget var på vej. Nogle af de bygninger, der står her i dag, var bestilt, inden jeg startede, men det har været et stort privilegium at få lov til at være med til at vælge, hvilke projekter der skulle bygges."

Netop Havneområdet og Aarhus Ø har været og er stadig genstand for hed debat. Startende med den udskældte benævnelse 'Aarhus Ø' til kritikken af de høje, spraglede og meget tæt beliggende bygninger.

"Der er konstant debat om byggeriet i området..." siger Stephen med antydningen af et suk.

"Jeg ser det sådan, at området ligger afskåret fra bymidten og derfor ikke skal tilpasses en gammel bydel. Så jeg betragter det som en arkitektonisk legeplads ude i vandet med plads til at eksperimentere," siger han så med et let træk på skuldrene. Han ser ud og kniber øjnene sammen. Som for at få alle detaljerne med.

Aarhus er en byggeplads

Letbanen drejer op ad Nørrebrogade og kører forbi Vennelyst parken og Universitetsparken. Stephen Willacy peger ud ad vinduet.

"Der på Kollegie 9. Det var der, jeg boede, da jeg kom til Aarhus i sin tid."

Nogle hundrede meter længere fremme gør han et nik mod grunden mellem Randersvej og Kalmargade.

"Her skal bygges rækkehuse og lejligheder. Tanken er at etablere en bygade i stil med den, vi har på Trøjborg."

Han betragter bulldozerne, kranerne, grusbjergene og betonelementerne på grunden.

"Aarhus er en stor byggeplads – det kommer vi ikke udenom. Men det er tegn på, at det er en by i udvikling, og at der er fremdrift. Det er fantastisk!"

Den 62-årige arkitekt taler med en smittende entusiasme.

Letbanen glider længere op ad Randersvej og stopper i krydset ved Hasle Ringvej.

"Der står det smukke gamle vandtårn. Og lige bagved, på grunden hvor det gamle Hotel La Tour stod, bliver der bygget ungdomsboliger; en cirkulær bygning, som med sine 31 etager bliver byens højest beliggende boligbyggeri. Stiller man sig op på toppen af bygningen, når den står færdig, bliver det det højeste sted i Danmark, fordi byggeriet ligger på Aarhus' højeste punkt."

Igen er den afgående stadsarkitekts entusiasme ikke til at tage fejl af.

Letbanen drejer ind ad Nehrus Allé og videre ad Oluf Palmes Allé. Forbi DR-bygningen, Aarhus Akademi og DMJX.

"Nu kører vi igennem byens vidensakse. Der er et projekt i fuld gang på den gamle journalisthøjskole, hvor blandt andet Museum Ovartaci flytter ind, når DMJX rykker til et helt nyt byggeri på Katrinebjerg. Og så skyder her en række blandede boligtyper op."

Willacy måtte bede om at få det første udkast til helikopterlandingsbanen på Aarhus Universitetshospital revurderet, da den efter hans mening ville skæmme skylinen. Resultatet af landingsplatformen, som den er endt med at se ud, er Willacy til gengæld tilfreds med.

Willacy måtte bede om at få det første udkast til helikopterlandingsbanen på Aarhus Universitetshospital revurderet, da den efter hans mening ville skæmme skylinen. Resultatet af landingsplatformen, som den er endt med at se ud, er Willacy til gengæld tilfreds med. Foto: Stine Rasmussen/RitzauScanpix

Space-agtig landingsbane

Letbanen fortsætter sin fremfærd i retning mod Skejby.

"Skejby er blevet en by i byen. Med sosu- og sygeplejeskolen. Erhvervsejendomme og boligbyggeri. Man har bygget hotel Zleep og Guest Apart med tanke på de mange mennesker fra ind- og udland, der rejser til og fra. Som patienter eller pårørende eller måske arbejder periodevis på Vestas eller i Agro Food Park, som også ligger her."

Få kilometer efter fylder Aarhus Universitetshospital hele udsynet i vognens venstre side.

"Dér! Se! Helikopterlandingsbanen på Skejby."

Willacy hæver sig lidt i sædet og retter blikket mod benævnte.

"Det var en lidt vanskelig proces... På det første udkast til landingsbanen, lignede den en olieplatform og var bestemt ikke noget kønt syn. Landingsbanen er en del af skylinen og kan ses mange steder fra, så den må ikke være skæmmende. Dengang måtte jeg standse processen og bede om, at projektet blev gentænkt. Det blev jeg ikke populær på..."

Willacy rynker sigende brynene.

"Heldigvis endte det godt. Jeg synes, landingsbanen, som den står nu med sådan et lidt space-agtigt udtryk, ser godt ud. Og så er den funktionel!"

Den røde og grå hospitalsby toner ud og bliver til åbne marker.

"Jeg holder meget af lige præcis det her sted, hvor man får et smukt kig ud over Ådalen. Det her slip med åbent landskab giver en smuk kontrast til den tætte bebyggelse." Stephen Willacy dvæler ved markerne, der suser forbi uden for vognens vinduer.

Letbanen stopper ved sin midlertidige endestation: Lisbjerg Skole. Vi står af, tager mundbindene af for at trække lidt frisk luft og betragter landskabet.

"Man vil skabe en hovedgade i Lisbjerg med børnehave, dagligvarebutikker og boligbyggeri. Man er i gang med at opføre 60 almene boliger, Circle House, som er verdens første almene boligbyggeri bygget efter cirkulære principper. Det betyder blandt andet, at byggeriet kan skilles ad igen, og at cirka 95 procent af de brugte elementer kan genanvendes. Generelt er der stort fokus på bæredygtighed, når der bygges nyt. Det er godt." Stephen Willacy nikker anerkendende og indsnuser begærligt nogle mundfulde kold novembervind.

Afgående stadsarkitekt Stephen Willacy fortæller om en række af de mange arkitektoniske projekter i Aarhus, han har været involveret i igennem sine otte og et halvt år på posten.

Afgående stadsarkitekt Stephen Willacy fortæller om en række af de mange arkitektoniske projekter i Aarhus, han har været involveret i igennem sine otte og et halvt år på posten. Foto: M. Jeppesen

Arkitektdrøm

Vi går over på modsatte spor, ifører os atter mundbind og træder ind i letbanevognen igen.

Køreturen fra Lisbjerg gennem Skejby og via Randersvej tilbage mod centrum er en gentagelse af turen nordover. Stephen Willacy læner sig tilbage i sædet og betragter bybilledet, der bliver tættere og tættere. Det giver anledning til for en kort stund at fjerne fokus fra Willacys byggeprojekter til hans baggrund.

"Lige siden jeg var barn, har jeg været glad for at tegne og male. Jeg har altid gerne villet være arkitekt. Eller egentlig ville jeg gerne være kunstner, men det kunne min familie ikke støtte op om. Min far var tømrer og havde sit eget entreprenørfirma, som havde været i familien i flere generationer. Han ville gerne have haft, at jeg overtog virksomheden, men da jeg blev ved med at tale om tegneriet, foreslog han mig at tage et job på en tegnestue. Så det gjorde jeg. På det tidspunkt var jeg 12 år gammel. Jeg arbejdede på tegnestuen igennem hele min skoletid og blev rigtig godt fedtet ind i det miljø. Derfra var der ingen tvivl: jeg skulle være arkitekt," fortæller Stephen og slår ud med armene. Han åbner et rum i sin rygsæk og fisker en termokop ud.

"Jeg havde glemt, jeg havde kaffe med," siger han og fjerner mundbindet kortvarigt for at tage en tår.

"Som 13-årig arbejdede jeg i en periode på en gård, hvor ejeren skulle have opført en ny staldbygning. Han vidste, jeg kunne tegne, og bad mig komme med mit bud på den nye staldbygning. Det var den første bygning, jeg tegnede, og den står der endnu – i det nordlige England. Jeg kan stadig huske, hvor fantastisk en følelse det var, at noget, jeg havde tegnet, blev opført...," fortsætter han. Hans øjne bliver smalle og vidner om, at han inde bag det grønne mundbind smiler ved mindet.

Da vi ruller under Dokk1, forbi Mindet og Centralværkstedet, lægger Stephen Willacy termokoppen tilbage i rygsækken og rykker frem på sædet. Klar til at pege og fortælle på ny.

"Området omkring Godsbanen er fantastisk, og jeg synes, det er så fedt med det lidt 'quirky' ('finurlige', red.) miljø ved Institut for X. Der sker enormt meget i det, vi kalder Aarhus K. Med ny arkitektskole og masser af almene boliger og studieboliger. Og opførelsen af en ny, bæredygtig Lidl," siger han i takt med, at Godsbanearealet glider forbi på vores højre side.

Få minutter efter toner den omdiskuterede Systematics-bygning på Søren Frichs Vej frem i horisonten.

"Der har været så meget debat om den bygning. Fordi den er så høj. 60 meter. Men efter opførelsen har flere tilkendegivet, at det er blevet et flot byggeri med sine kobberfarvede facader. Og jeg synes, det er vigtigt at huske, at Systematics med bygningen får plads til de 300 nye stillinger, virksomheden har skabt i løbet af det seneste år..." Den sidste sætning synes at være et tungtvejende argument for bygningens eksistensberettigelse.

Træhusene i Lisbjerg, der blev opført sidste år af AL2 Bolig, er et eksempel på byggeri, hvor bæredygtighed har været i fokus.

Træhusene i Lisbjerg, der blev opført sidste år af AL2 Bolig, er et eksempel på byggeri, hvor bæredygtighed har været i fokus. Foto: Morten Lau-Nielsen/RitzauScanpix

Katalysator for udvikling

Letbanen synes at rulle opad. For kort efter at rulle nedad igen.

"Turen med letbanen er lidt som en rutsjebanetur, når man kører sydpå!" udbryder Stephen Willacy og ler fornøjet.

Rutsjebaneturen fortsætter til Viby J, forbi de gamle FDB-bygninger, der i dag huser Erhvervsakademi Aarhus. Så forbi Arlas hovedkontor og videre til Rosenhøj.

"Rosenhøj er noget af det ypperste inden for renovering af udsat alment byggeri. Alle bygningerne er energireducerede, og der er opført 90 handicapboliger og en flot park, som binder det hele sammen.. Der er desuden bygget helt nye ungdomsboliger, alle sammen beklædt med træ. Tæt på gymnasiet og lige ved letbanestoppet. Det betyder, at området er absolut fremtidssikret, og det er vigtigt; at fremtidssikre og udvikle oplandsbyerne og gøre dem attraktive også for kommende generationer," slår Stephen fast.

"Også her har Letbanen en funktion; den skal fungere som katalysator for udviklingen af de små stationsbyer," tilføjer han.

På strækningen fra Rosenhøj til Tranbjerg er der igen et landskabsslip. Grønt, landligt og idyllisk. Denne afgang har kun fire stop mellem centrum og Malling, og snart annoncerer damen i højtaleren, at vi er ved Mårslet station.

"Mårslet er en smuk gammel bydel, med et gammelt mejeri og en gammel kirke." Blandt villatage og spredte trætoppe dukker Mårslet Kirkes tårn op.

"Og så har Mårslet et fællesråd, der er gode til at samarbejde og er meget proaktivt. Det er vigtigt, hvis man vil råbe rådmænd og politikere op og blive hørt. Og det er helt essentielt; at vi, hver gang vi forandrer eller bygger nyt, husker at høre på de mennesker, som allerede bor i området," understreger han.

Ikke en slutstilling

Vi hopper af letbanen på Mårslet station, krydser sporet og springer på en vogn i modsat retning. Tilbage mod Aarhus C.

"Jeg har været involveret i rigtig mange projekter i Aarhus Kommune i mine år som stadsarkitekt. Flere hundrede. Og det har været et kæmpe privilegium," medgiver Stephen og gør en synkebevægelse.

"Som du kan nok høre på mig, er det med lidt vemod, jeg stopper som stadsarkitekt. Men det er godt, at der kommer nye kræfter til. Godt otte år i stolen har givet mig unik viden, stor erfaring og forståelse for byens kompleksitet. Og dermed også rig mulighed for at skifte spor. Jeg ser ikke stillingen som stadsarkitekt som min slutstilling," understreger han.

"Jeg underviser og har masser af forskellige projekter i gang – herhjemme, i England og i Kina. Jeg har indgået i mange forskellige teams med rådgivere, arkitekter, ingeniører og politikere, så jeg har et kæmpe netværk. Og rigtig mange idéer. Jeg synes, jeg har et interessant cv og har planer om at starte op som freelancer. Der findes 98 kommuner i Danmark, og kun otte af dem har en stadsarkitekt. Så måske nogle af de øvrige kommuner kunne have brug for min viden og erfaring?" Spørgsmålet bliver hængende i luften, da letbanen i samme sekund ruller ind på Aarhus Hovedbanegård.

Vi stiger af, Stephen Willacy scanner sit rejsekort, og vi følges op ad trappen til Banegårdshallen. Her gør han holdt, sætter sin sixpence tilbage på hovedet og fjerner mundbindet.

"Tak, fordi du ville køre turen med mig. Det betyder meget for mig at runde af på en god måde. Og komme videre på en god måde," siger han så. Han tager sig søgende til jakkelommerne, skyder tasken frem på maven og klapper prøvende på forlommen. Så ser han op og planter en hånd på sit hoved.

"Jeg troede lige, jeg havde glemt min sixpence i letbanen. Og så har jeg den på! Men så havde jeg selvfølgelig haft en undskyldning for at tage turen igen. Jeg holder meget af den tur. Jeg holder meget af Aarhus." Uden mundbindet kan man nu se hans smil. Et bredt og oprigtigt smil.

Publiceret 12 December 2020 06:00