Hofnaren Rigoletto forsøger af alle kræfter at beskytte sin smukke datter, Gilda, mod magtsyge mænds grove udnyttelse. Men det går ikke som planlagt. Selv om handlingen i Verdis stykke foregår i 1560, er temaerne stadig aktuelle.

Hofnaren Rigoletto forsøger af alle kræfter at beskytte sin smukke datter, Gilda, mod magtsyge mænds grove udnyttelse. Men det går ikke som planlagt. Selv om handlingen i Verdis stykke foregår i 1560, er temaerne stadig aktuelle. Pressefoto: Den Jyske Opera

Den Jyske Opera serverer drama og død

Efter en turné rundt i landet slutter Den Jyske Opera af i Musikhuset i Aarhus, med deres roste forestilling Rigoletto. Verdis store værk imponerer stadig

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Aarhus For lidt mere end en måned siden havde Rigoletto premiere i Sønderjylland. Den er siden blevet opført i København og Odense, og den har fået gode anmeldelser. Den høster mellem fire og seks stjerner, og i Jyllands-Posten får den fem for musikken, sangpræstationerne og kostumerne.

Det er forskellige symfoniorkestre, der spiller alt efter hvor i landet operaen opføres. Det giver den nye dirigent, Christopher Lichtenstein, meget travlt. Om dagen øver han med et orkester i Sønderjylland, på Fyn eller i Aarhus og om aftenen står han på scenen et andet sted i landet. I disse dage sidder han enten i et tog eller svinger taktstokken i orkestergraven.

"På den ene side er det meget udfordrende, men på den anden side er det en fantastisk chance for mig. Hver gang jeg arbejder med et andet orkester, opdager jeg noget nyt og får inspirationen fra musikerne. Det også aftenens forestillingen, som er med et andet orkester," forklarer Christopher Lichtenstein, der kan opleves i Aarhus 20.-28. november.

Alt går galt

Rigoletto er skrevet af komponisten Verdi og blev ved opførelsen i 1851 en meget stor succes, selv om den er meget politisk og kritisk overfor overklassens ubeherskede udnyttelse af sin magt.

Den bygger på Victor Hugos skuespil, ’Kongen forlyster sig’ og foregår i 1560. Selv om det er næsten 500 år siden, er magtmisbrug, korruption og udnyttelse af kvinder stadig meget aktuelle emner.

Personen Rigoletto er en hofnar, der arbejder for hertugen af Mantua. Som hofnar er han ansat til at skulle underholde på en grovkornet, hånende og spydig måde. Hans smukke datter, Gilda, er hans eneste lyspunkt, og han forsøger at skærme hende fra hertugen, der har et ualmindeligt stort forbrug af kvinder.

Gilda er håbløst forelsket i hertugen, som hun tror er en ung studerende. Efter nogle fejlslagne forsøg på at skille de to ad, hyrer Rigoletto hårdt presset en lejemorder, men det går ikke som planlagt.

Ulykkelig kærlighed

Der opstår forviklinger og misforståelser om hvem der er hvem, og hvilke relationer de har. Og i det spil taber Rigoletto. Han ender alene og ulykkelig.

"Operaen handler om rådne sjæle i et råddent samfund. Alle er onde - også Rigoletto, der prøver at være god, men som gør onde ting, når han arbejder som hofnar. Det er et svært job, for der er ikke meget at grine af," siger instruktøren Ulrich Peters.

Hertugen af Mantua holder hof og har den særlige glæde at gøre sine hoffolk til hanrejer. Han vælter sig i både gifte og helt unge kvinder. Hans hof består i denne opsætning af en flok lurvede gutter med langt fedtet hår og sorte jeans, der blender ind imellem renæssance-kostumerne og gør stykket tidsløst.

Hertugen af Mantua holder hof og har den særlige glæde at gøre sine hoffolk til hanrejer. Han vælter sig i både gifte og helt unge kvinder. Hans hof består i denne opsætning af en flok lurvede gutter med langt fedtet hår og sorte jeans, der blender ind imellem renæssance-kostumerne og gør stykket tidsløst. Pressefoto: Den Jyske Opera

Det er et vigtigt fortællegreb, at publikum hele tiden ved mere end handlingens hovedpersoner. For eksempel tror den overbeskyttede og smukke Gilda, at hun oplever ægte kærlighed, da hun møder hertugen, som udgiver sig for at være en anden for at indsmigre sig. Alle andre ved, at han på grummeste vis bare udnytter hende og at hendes store kærlighed til ham vil gå galt.

Hendes rolle synges af Clara Thomsen og Susanna Andersson, der begge har fået stor ros blandt andet for imponerede med en krystalklar og nærmest perlende klang. For det aarhusianske opera-publikum er de begge kendinge, for de har før sunget her i byen sammen med Den Jyske Opera.

Verdi er helt særlig

Der er to solister til hver rolle i operaen, der er så omfattende, at sangerne ikke kan stå på scenen hver aften.

"Verdis Musik rammer altid mit hjerte under en forestilling, selvom jeg sommetider ikke havde forventet så meget emotion. Når sangerne, musikerne og jeg fornemmer musikkens kraft i samme øjeblik, sker der noget helt særligt. Det er krævende at holde fast i den stemning hos Verdi, for han skifter så hurtigt fra den ene til den anden. Men på den måde er Verdis musik så enestående medrivende," mener Christopher Lichtenstein.

Rigoletto indeholder en række meget kendte numre som for eksempel 'La donna è mobile', der er en arie sunget af hertugen om jo flere kvinder jo bedre. Melodierne er nogle af de mest kendte i musikhistorien.

Rigoletto og hoffet, der i denne opsætning består af en flok lurvede gutter med langt fedtet hår og sorte jeans, der blender ind imellem renæssance-kostumerne og gør stykket tidsløst.

Rigoletto og hoffet, der i denne opsætning består af en flok lurvede gutter med langt fedtet hår og sorte jeans, der blender ind imellem renæssance-kostumerne og gør stykket tidsløst. Pressefoto: Den Jyske Opera

Fakta

Rigoletto

Musikhuset 20.-28. november

Dirigent Christopher Lichtenstein

Instruktør Ulrich Peters

Scenograf Rifail Ajdarpasic

Kostumedesigner Ariane Isabell Unfried

Publiceret 14 November 2020 08:00