Filminstruktør Niels Arden Oplev og Sofie Gråbøl

Filminstruktør Niels Arden Oplev og Sofie Gråbøl Foto: Roger Do Minh

De næste måneder kan du støde ind i Sofie Gråbøl, Søren Malling og Anders W. Berthelsen i Aarhus

Optagelserne til Niels Arden Oplevs kommende storfilm 'Rose' finder netop nu sted i Østjylland

Flere kendte danske filmskuespillere er i øjeblikket i gang med optagelserne til Niels Arden Oplevs næste film 'Rose', og de næste uger foregår det i Østjylland, hvor der optages flere steder i Aarhus.

Det oplyser Den Vestdanske Filmpulje, som støtter filmen, i en pressemeddelelse.

Filmen optages blandt andet på lokationer som Fuglsøcenteret i Knebel, Gudenåen ved Randers, Viby Torv, Amtssygehuset i Aarhus og Filmby Aarhus’ Studier.

”Vi er enormt stolte over at støtte Niels Arden Oplevs nyeste og meget personlige film, der har stærke rødder i det jyske. Vigtigheden af at film repræsenterer hele Danmark – både locations og menneskelige skæbner – er i disse tider indlysende. Det giver en bedre forståelse og dermed respekt for forskelligheder, der resulterer i et nært sammenhold danskerne i mellem. Den Vestdanske Filmpulje støtter derfor op om vigtige fortællinger fra Vestdanmark, og der er Niels Arden Oplev i den absolutte top,” fortæller Ronnie Fridthjof, der er CEO hos Den Vestdanske Filmpulje, i pressemeddelelsen.

Filmen forventes at få premiere i sensommeren 2021. Den produceres af Thomas Heinesen for Nordisk Film Production A/S og har blandt andre Sofie Gråbøl, Lene Maria Christensen, Anders W. Berthelsen, Søren Malling, Peter Gantzler, Christiane G. Koch, Karen-Lise Mynster, Luca Ben Coker og Yale Arden blandt de medvirkende.

Med bus til Paris

Handlingen i 'Rose' udspiller sig henover en uge i efteråret 1997. En turistbus ruller ud fra Aalborg Rutebilstation med kurs mod byernes by, Paris. I bussen sidder Inger (Sofie Gråbøl), hendes søster Ellen (Lene Maria Christensen) og svogeren Vagn (Anders W. Berthelsen) sammen med en gruppe glade forventningsfulde nordjyder, som er uvidende om, hvad den næste uge vil bringe. Iblandt de rejsende er viceskoleinspektør Skelbæk (Søren Malling) og hans familie. Skelbæk er en retskaffen mand og gør sig hurtigt til modstander af alt, hvad der afviger fra normaliteten. Men næppe er bussen, som køres af tour-guide Ole (Peter Gantzler), nået frem til den jyske motorvej, som skal føre dem sydpå, før Inger delagtiggør resten af selskabet i sin egen sindslidelse, hvilket lægger en dæmper på alle, ikke mindst på Skelbæk.

Ved ankomsten til Paris bliver det klart, at Inger har en skjult dagsorden. Gensynet med den franske hovedstad rejser en lang række spørgsmål for Inger, og snart involveres hendes søster og svoger i jagten på svarene, fremgår det af pressemeddelelsen.

”ROSE er fortællingen om de to søstre Inger og Ellen, hvordan deres forhold bliver udfordret på en busrejse til Paris, som på alle måder udvikler sig i både rørende og ufrivilligt komiske og dramatiske retninger. Det er en film om at drive omsorg og kærlighed for hinanden på trods af vores forskelligheder. Og så er det en fim om, at vi ikke altid skal skue hunden på hårene, - for de indre og sande kvaliteter opfanges kun sjældent af øjet, der ser,” siger instruktør Niels Arden Oplev i pressemeddelelsen.

jwh

Publiceret 02 November 2020 17:22