Ingen ved endnu, om Smukfest 2021 bliver til noget, men der krydses fingre hos arrangøren, som arbejder hårdt for at få alle ender til at mødes. Foto: Per Bille

Ingen ved endnu, om Smukfest 2021 bliver til noget, men der krydses fingre hos arrangøren, som arbejder hårdt for at få alle ender til at mødes. Foto: Per Bille

Nyt om Smukfest 2021:

"Vi tror på, at det bliver en realitet"

Arrangøren bag den populære festival er optimistiske omkring mulighederne for at afholde festival i 2021

skanderborg Walthers festivalfabrik har været fåmælt i en periode, men bag kulisserne er der travlt, og der kæmpes for, at der næste år kan blive afholdt Smukfest. Den bliver anderledes end sædvanligt, men to ting ligger helt fast 'Vi skal være sammen, og vi skal høre fed musik!', lyder det fra folkene bag festivalen.

Nedenfor er samlet tre af de hyppigst stillede spørgsmål, og under hvert af disse har arrangøren forsøgt at give et svar.

1. Tror I, at Smukfest 2021 bliver til noget?

"Ja, det gør vi. Det er klart, at vi bevæger os i ukendt farvand, men der er ingen påbud eller retningslinjer fra myndighedernes side for Smukfest i 2021. Så længe dette er tilfældet, gør vi det, vi er bedst til – at planlægge en helt igennem fantastisk fest i 2021."

2. Hvordan griber I det an?

"Vi må gå ud fra, at vi skal afvikle Smukfest 2021, mens Corona stadig findes i vores samfund. Det kræver stor omtanke, planlægning og samarbejde med både politikere, myndigheder og andre arrangører. Som festival har vi i forvejen en stor viden om, hvordan man samler mennesker, og hvordan mennesker agerer, når de er samlet. Den viden vil vi gerne sætte i spil, og vi arbejder for at man går på tværs af samfundets fagligheder for at finde ud af at få mange mennesker til at kunne mødes igen. På Smukfest og også generelt."

3. Hvordan vil Smukfest 2021 så være?

"Det kan vi ikke sige præcist endnu, desværre. Så ville alting ellers være meget nemmere. Smukfest har cirka 45 fastansatte, som efter en lang hjemsendelsesperiode er tilbage i arbejdstøjet. Omdrejningspunktet er at kigge fuldt fokuseret frem mod afholdelsen af Smukfest i 2021.

Planlægningen kører i to spor:

1. Festival på vanligt højt niveau. Primært i den form vi plejer, med hygiejneforanstaltninger og evt. andre myndighedskrav som følge af covid-19. Smukfest i videst muligt omfang, som vi kender og elsker det.

2. Alternativ afvikling på højt niveau. Udvikling af dette spor hænger tæt sammen med det arbejde, vi allerede er i gang med i festivalbranchen og rummer mange muligheder for alternative festivaloplevelser.

I begge spor er vi særligt interesserede i mulighederne for at finde nye veje og skabe holdbare løsninger, der kan gøre det muligt at gennemføre Smukfest i 2021 med minimal smitterisiko og uden nye store smitteudbrud. En af mulighederne er at skabe en testboble om arrangementet, der sammen med andre tiltag der minimerer risikoen for smittespredning, gør det muligt at holde en god fest."

Ønsker man svar på yderligere spørgsmål eller at få ovenstående uddybet kan man besøge www.skanderborgfestivalklub.dk/corona.

Kilde: Walter & co.

mj

Publiceret 14 October 2020 15:39