Kisser Jensen bliver en af trænerne på det nye seniorhold 'Bevægelse i det fri' og Søren Brøndsted bliver en af deltagerne. Holdet mødes tirsdag klokken 10.30.

Kisser Jensen bliver en af trænerne på det nye seniorhold 'Bevægelse i det fri' og Søren Brøndsted bliver en af deltagerne. Holdet mødes tirsdag klokken 10.30. Foto: Tahmasbi

Seniorer tilbyder motion og fællesskab:

"Op af sofaen og ud i naturen!"

Tre ildsjæle på 60+ oplever, at der mangler god motion og hyggeligt fællesskab i dagtimerne. De tilbyder nu motion i det fri for alle - også dem, der ude af form

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Motion Tre frivillige ildsjæle, der har trænererfaring fra Aarhus 1900 Atletik og Løb, kaster sig nu ud i et nyt tilbud: 'Bevægelse i det fri', kalder de det nye hold.

De er selv over 60 år og oplever, at der mangler hold for seniorer, der ikke er vant til at motionerer og som ikke deltager i foreningslivet. Der er især et behov for at komme ud og deltage i fællesskaber i dagtimerne.

"Alle er velkommen, man behøver ikke at være på et bestemt niveau. Det primære er at komme op af sofaen og ud i naturen, hvor der er nogen, der venter på en. Det er også vigtigt at være en del af en forening, som bygger på fællesskab," siger Kisser Jensen.

Ude i og med naturen

Hun er en frisk 65-årig efterlønner, der løb sit første maraton i en alder af 62 år. Hun er et bevis på, at det aldrig bliver for sent at gå i gang.

"Det eneste krav til deltagerne på det nye hold er, at de skal kunne bevæge sig uden hjælpemidler. Men vi har ikke noget mål om at de skal lære at løbe langt eller hurtigt. Vi ser på dem, der møder op og skræddersyr aktiviteterne i forhold til lige præcis dem," fortsætter hun.

Trænerne har mulighed for at dele sig op, så en gruppe kan gå en tur i skoven, hvor de laver øvelser undervejs, mens en anden gruppe måske småløber.

"Vi vil lave øvelser i naturen med naturen. Der bliver fokus på koordination, balance og bevægelse. Vi skal for eksempel samle en pind op og kaste den bagover. Til det bruger man mange muskelgrupper. Vi kan også bruge træningsredskaberne i Mindeparken og skovens Tarzanbane, der egentlig er lavet til børn," uddyber Kisser Jensen, som mener, at Tarzanbanen også er god til barnlige sjæle.

For alle aldre

'Bevægelse i det fri' er for folk i alle aldre. Blandt de interesserede er en kvinde med kroniske smerter, en førtidspensionist - der ikke er senior, og Søren Brøndsted, der er pensionist.

"Jeg har løbet i 10 år men kan ikke lige nu, fordi jeg har været gennem et sygdomsforløb. I stedet er jeg begyndt at gå tre gange om ugen. Det er dejligt at mødes og gøre noget sammen, for så har man noget at snakke om," siger han.

"Kroppen er beregnet på at blive brugt, og man bliver glad i låget af det. Det er også en god måde at komme ud i naturen på," siger det aktive medlem af Aarhus 1900 Atletik og Løb.

'Bevægelse i det fri' passer perfekt ind i Aarhus 1900's strategi, fordi klubben har forpligtet sig til at søge partnerskaber.

"Vi øver os i ikke at lukke os om os selv og kun gøre det, vi selv finder på. Det nye hold bliver til i et samarbejde med Aarhus Kommunes senioraktivitetspulje, som særligt lægger vægt på ’Den tredje halvleg’, hvor man mødes efter træning og spiser madpakker og drikker kaffe sammen," siger afdelingsformanden, Ulla Kolding.

Man kan deltage gratis den første gang.

Fakta

Bevægelse i det fri

Hver tirsdag kl. 10.30-12.00

Trænerne er Leif, Kisser og Jan

Der er løbende optagelse

Aarhus Atletik & Løbeakademi, Havreballe Skovvej 11, 8000 Aarhus C

Publiceret 04 October 2020 08:00