Huxi Bach kommer fra Aarhus og kommer til sin hjemby med sit nye show.

Huxi Bach kommer fra Aarhus og kommer til sin hjemby med sit nye show. Pressefoto.

Huxis indre rockstjerne sprang ud i Aarhus og landede som visesanger

Huxi Bach besøger sin ungdomsby med sit nye show og sin guitar. Her fødtes hans indre rockstjerne, som siden er blevet en satirisk og skarp visesanger

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Når Huxi Bach kommer til Aarhus med sit nye show, er det en tur tilbage til fortiden. Til dengang han pjækkede fra Marselisborg Gymnasium for at spille musik, og siden i kraft af et pædagogmedhjælper-job blev den ene halvdel af et Gøg og Gokke-setup i skovbørnehaven på Gl Ajstrup Strandskole. Guitaren var i de dage det vigtigste.

"Jeg solgte min fine cykel, jeg ligesom alle andre drenge i Aalborg havde købt for mine konfirmationspenge, og købte i stedet en guitar. Den tog jeg med som mit kæreste eje, da jeg flyttede til Aarhus og begyndte at gå i 9. klasse. Jeg lærte at spille på den, og det åbnede mange døre. Jeg mødte andre drenge, der spillede musik, og så spillede vi sammen, fordi det er meget lettere og mere umiddelabrt end at finde et fælles sprog," siger Huxi Bach, hvis far er klassisk musiker og komponist.

Et job som rektor for Det jyske Musikkonservatorium traf familien til Aarhus, hvor den boede på hjørnet af Jyllands Allé. Huxi Bach kom på det lokale Marselisborg Gymnasium, der dengang blev kaldt Marx-Leninsborg og rummede alt fra DKP-tilhængere til de pæne drenge i lyseblå skjorter. Der dyrkede han stadig sin guitar og det i en grad, så det gik ud over gennemsnittet.

Musik frem for lektier

"Aarhus blev min musikby. Den har fostret mange store musiknavne gennem tiden, så der er en arv, der skal løftes. Det ligger i luften. Byen ved det godt og er tilrettelagt efter at skabe et godt musikmiljø. Det var grobrund for gymnasiedrenge som mig, så vi kunne spille alle mulige steder. Det gjorde vi på bekostning af gennemsnittet," siger Huxi Bach, der med glæde mindes hans andet hjem: Billabong Bar, Bridgewater og Fatter Eskild. Han husker også tydeligt Århus Onsdag, som har fanget ham på telefonen en travl dag.

Når han denne gang går på scenen er det ikke i et af byens down town musikværtshuse men i uptown Musikhusets Store Sal. Drengen med den trygge barndom i rolige Aalborg og den harmoniske ungdom i smilende Aarhus rykkede til København og skabte sig en karriere som satiriker, komiker, samfundsrevser og ikke mindst politiker-politibetjent.

I det civile liv er han stadig rolig og harmonisk men nu familiefar med hus i Brønshøj og havearbejde. Det vildeste man har hørt fra den kant er, at han kører uden cykelhjelm.

Kæmper mod magthavere

"Jeg er nok gennemført en pæn dreng. Det kan nogen opfatte som kedeligt og ufarligt. Det sagde Karen Thisted tit til mig. Hun var jo selv en blanding af krydderi og krudt og levede vildt i nuet. Hendes savner jeg meget. Alle burde have en Karen i deres liv," siger Huxi Bach om sine mangeårige tætte samarbejdspartner, Karen Thisted, der døde i marts i år.

"Det spændende i mit liv er mit job. Jeg kommer hele tiden i konflikt med magthaverne, som ikke vil stille op til interview og som synes, jeg bare svarer dem igen. I min indbakke bliver jeg kaldt hjernevasket, regeringens hånddukke og en rød lejesvend. Der kæmper jeg mine kampe," forklarer showmanden.

"Når man stiller sig op på en scenen, skal man være klar til at folk ikke gider at købe billetter og være med eller at de, der møder op, råber buuh. Det er også temmelig spændende," konstarer han underspilelt som altid.

A la Hausgaard

I tidligere shows har Huxi Bach ifølge Politikens anmelder leveret nederdrægtig morsom politisk visekunst, ind imellem begavet satire og historier om Lars Løkkes ualmindeligt korte arme, der kun passer i specialsyede jakker. Denne gang bliver et af temaerne den mærkelige tid, vi lever i.

One-man-showet hedder 'Nye Tider', fordi det er nye tider for Huxi Bach. Han har fået tvillinger. Og hvordan undgår han, at de bliver psykopater? Og hvad med deres kønsidentitet? Skal de være drenge eller piger eller en af de andre 74 kønsidentiteter, der efterhånden findes. Og kan man egentlig skrive en kærlighedssang til en omnikønnet?

Han synes i det hele taget, at samfundet opfører sig mere og mere bizart. Bankerne snyder og svindler, uden at nogen gør noget, pengene fosser stadig ud af Skat, og så kom coronavirus.

"Jeg bruger lang tid på at researche og gør det hele tiden. Derfor er der ikke to shows, der er ens på denne tur, for jeg bruger det aktuelle, der sker undervejs. Jeg sidder simpelthen på hotelværelset og tjekker, om der er gang i for eksempel Aarhus for tiden. Hvis noget stikker ud, bruger jeg det," lover Huxi Bach, der er blevet sammenlignet med Hausgaard og Tom Lehrer.

"Det er jeg svært beæret over, men det er en unfair sammenligning. De er min to helte, men jeg når dem ikke til sokkeholderne. Jeg har gennem mange år tænkt, at de kritiserer magthavere på en begavet og elegant måde. Det vil jeg øve mig i," siger den jordbundne jyde.

Tjekker politikerne

Til spørgsmålet om, hvorfor han næsten altid lader sin trang til satire gå ud over politikerne, svarer han:

"Jeg synes, at satire i sin rene form kan noget, når man sparker opad. Nogle skal holde øje med politikerne, fordi de træffer beslutninger på dine og mine vegne. Det er især vigtigt, når de beslutter noget helt hyklerisk, mærkeligt og uforståeligt," siger manden, der ikke ser sig selv som journalist men som alligevel i høj grad agerer samfundets vagthund. Han begyndte på journaliststudiet i Aarhus, men blev smidt ud på grund af for meget fravær. Han havde så travlt med at arbejde i DR, at han ikke kunne nå at gå i skole.

"Jeg bruger journaliste værktøjer men laver noget, der er sjovere end TV-Avisen, fordi tingene bliver komisk forstørret og sat på spidsen," siger Huxi Bach, som på dette tidspunkt i telefonsamtalen bliver hentet af sin lydmand i hjemmet i Brønshøj. De skal til Odense og være helt klar til at underholde en sal fuld af fynboere samme aften.

"Men vi ses i Aarhus," siger Huxi Bach, der kører to shows i Musikhuset 2. oktober.

Fakta

Huxi Bach

Kan opleves i Musikhuset 2. oktober med showet: 'Nye Tider'.

Lover nederdrægtig morsom politisk visekunst og guitarspil er en del af det.

Er 42 år. Var barn i Aalborg, ung i Aarhus og voksen i København.

Arbejder som radio-og tv-vært, entertainer og satiriker.

Har lavet Boogie, Den Løse Kanon på DR P3, Ugen plus det løse, Altinget og meget mere. Har desuden turneret med flere one-man-shows.

Er søn af komponist Erik Bach.

Publiceret 27 September 2020 16:00