Ved siden af jobbet som jurist, bruger Isse mange timer om ugen ved klaveret eller med guitaren, hvor hun skriver sine egne sange.

Ved siden af jobbet som jurist, bruger Isse mange timer om ugen ved klaveret eller med guitaren, hvor hun skriver sine egne sange. Foto: M. Jeppesen

Isse er sangerinde og jurist: "Kombinationen gør mig til et helt menneske"

Sangerinden Isse deler døgnets timer lige mellem juraen og sangskrivningen – og elsker begge dele. Hun optræder over hele landet i eget navn som solo, duo og trio - og som ny forsanger i Le Freak. Med trioen lægger hun vejen forbi Café Støj 25. september

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Ringetonen fra mobilen forstyrrer den afslappede fredagsstemning på Café Støj og får et par af gæsterne til at dreje hovederne.

"Hej, det er Isse. Jeg bliver lige ti minutter forsinket. Jeg havde undervurderet, hvor meget trafik der er sådan en fredag eftermiddag," siger den sangerinden undskyldende fra sin bil et sted på ruten mellem Gjern og Aarhus centrum.

Små ti minutter senere træder Isse ind på Café Støj i bunden af Jægergårdsgade. Den høje, blonde sangerinde er klædt i langskaftede støvler og en sort kjole og får ikke bare et par, men samtlige caféens gæster til at dreje hovederne. Hun bestiller en cola, stryger de lyse lokker væk fra ansigtet og tager en tår.

"Min kæreste og jeg har købt en ældre ejendom i Gjern, mellem Hammel og Silkeborg, hvor jeg er født. Så på en måde kan man sige, jeg er flyttet hjem," smiler hun og sætter sig ved et hjørnebord.

Den 26-årige sanger og sangskriver udgav EP'en 'Går på vandet' i 2018 og singlen 'Så snart jeg forlod din by' i 2019. Men det var med sin deltagelse i DanskPOP Talent konkurrencen på dk4 i 2017, som hun vandt med egenkomponeret musik, at hun for alvor fik sit professionelle gennembrud.

"Det var min fætter, der tilmeldte mig dk4's talentshow DanskPOP Talent, hvor jeg deltog med min egen musik. Den første sang, jeg optrådte med, samt finalesangen skrev jeg under forløbet - specifikt til POP Talent," fortæller Isse.

"Efter POP Talent udgav jeg for første gang min egen musik. Konkurrencen gav mig modet til at springe ud i det. Det, at det var seerne, der havde stemt på mig som vinder af POP Talent, gav mig en følelse af, at der var nogen, der faktisk kunne lide det, jeg lavede," fortsætter hun.

Isse rejser rundt i landet, hvor hun optræder under eget navn med sin egen musik - både som solo, duo og trio. Samtidig er hun ny frontsangerinde i discobandet Le Freak.

Isse rejser rundt i landet, hvor hun optræder under eget navn med sin egen musik - både som solo, duo og trio. Samtidig er hun ny frontsangerinde i discobandet Le Freak. Foto: M. Jeppesen

Et helt menneske

Isses fulde navn er Marie Louise Sandorf Jacobsen, men af venner og familie er hun altid blevet kaldt Isse.

"Som lille havde min lillebror svært ved at sige Marie Louise – det blev til Isse. Og det har hængt ved siden. Så for mig gav det god mening også at bruge Isse som kunstnernavn," forklarer Isse.

Siden hun var helt lille, har hun holdt af at optræde med sang og dans.

"Modsat mine forældre og min bror har jeg altid elsket at optræde. Som barn benyttede jeg enhver lejlighed til at synge og danse. Allerede som tre-fire årig lavede jeg en sang om småkager, og jeg var meget opsat på en dag at skulle deltage i Børne MGP." Isse ler og tager endnu en slurk af sin cola. Hendes mørkerøde læbestift efterlader et svagt aftryk på glasset.

Isse kom på Gjern Musikskole og senere på Den Kreative Skole, hvor hun fik undervisning i solosang og begyndte at spille klaver og guitar. Som 19-årig blev hun færdig på gymnasiet og begyndte herefter at læse jura på Aarhus Universitet.

'Da jeg blev født, var begge mine forældre ansat ved politiet. Ved siden af arbejdet læste min far jura, så den har jeg på en måde fået ind med modermælken," siger Isse.

Samtidig med at Isse studerede, tog hun ud og spillede til bryllupper, fødselsdage og diverse fester. Og i august 2018 indspillede hun sin EP - sideløbende med at hun skrev speciale.

"Da jeg læste, oplevede jeg ofte, at mine medstuderende på jurastudiet havde svært ved at forstå, at jeg brugte så megen tid på musikken. Omvendt havde mine bekendte i musikmiljøet svært ved at forstå min interesse for juraen. Selv føler jeg, at det både at have juraen og musikken i mit liv er med til at gøre mig til et helt menneske," fortæller Isse.

Isse giver koncert på Café Støj i Jægergårdsgade 25. septemberklokken 20 - sammen med pianist Jacob Lee (tv.) og den aarhusianske sanger og sangskriver Peter Christian.

Isse giver koncert på Café Støj i Jægergårdsgade 25. septemberklokken 20 - sammen med pianist Jacob Lee (tv.) og den aarhusianske sanger og sangskriver Peter Christian. Foto: Ida Bogø Olsen

Jurist og musiker på fuld tid

I dag arbejder Isse fuld tid som jurist og har etableret sit eget firma. Blandt andet løser hun opgaver for sin far, som ligeledes er jurist og har et juridisk rådgivningsfirma i Gjern.

"Jeg arbejder fuld tid med juraen og fuld tid med musikken. Det lader sig gøre, fordi det for mig kan virke afstressende at sætte mig med guitaren og skrive sange, efter en dag på advokatkontoret. Simpelthen fordi det er noget helt andet, og så fordi jeg elsker det. Så er det nemt at finde energien," siger Isse.

Hun støder ofte på up coming musikere, som helst vil undgå at tale om, hvad de laver ved siden af musikken.

"Jeg kan huske, at Bruce Springsteen for mange år siden stolt fortalte om, hvordan han havde knoklet på sit day time job, mens han arbejdede sig frem i musikbranchen. Selv Bruce Springsteen kunne ikke leve af musikken fra dag et. Det er der ingen musikere, der kan, og det er jo helt reelt. Jeg siger det, som det er - også når jeg er ude at spille; at jeg lever for musikken, men lever af juraen. Og elsker begge dele," lyder det fra Isse.

I kølvandet på DanskPOP Talent showet tog Isse kontakt til dk4 for at gøre dem opmærksom på, at hun var frisk, hvis de havde en værtsrolle eller lignende, de kunne se hende i.

"Nogen tid efter blev jeg kontaktet og fik tilbudt jobbet som vært og tilrettelægger på dk4's juridiske oplysningsprogram 'Den juridiske brevkasse', hvor jeg i hvert program har et ekspertpanel inde, som besvarer spørgsmål fra seerne," forklarer hun.

Isse vandt DanskPOP Talent konkurrencen på dk4 tilbage i 2017. Siden har hun fået modet til at udgive sin egen musik.

Isse vandt DanskPOP Talent konkurrencen på dk4 tilbage i 2017. Siden har hun fået modet til at udgive sin egen musik. Foto: Gabriel Uth Nielsen

Fra intimkoncert til glitterfest

Ind i mellem arbejdet som jurist og sangskrivningen tager Isse rundet i landet for at give koncerter. 25. september giver hun koncert på netop Café Støj sammen med pianist Jacob Lee og den aarhusianske sanger og sangskriver Peter Christian.

"Peter Christian deltog også i POP Talent showet. Nogen tid efter mødte vi hinanden tilfældigt på Café Smagløs her i Aarhus. Vi kunne genkende hinanden fra showet, selv om vi faktisk aldrig mødte hinanden der. Vi faldt i snak og blev enige om at mødes og spille sammen. Det har vi så gjort siden." Isse læner sig op ad væggen bag sig og krydser højre ben over venstre.

"Jeg synger kor på nogle af numrene på Peter Christians seneste udgivelse. Og når vi er ude at spille, skiftes vi til at synge kor på hinandens numre, ligesom vi har flere duetter. Vi er et godt team. Som inkarneret aarhusdreng har Peter Christian en masse kontakter og adskillige års erfaring fra branchen, som jeg kan trække på. Til gengæld er jeg ret aggressiv i forhold til at tage kontakt til spillesteder og få os booket," lyder det fra Isse, som også selv har stået for at få koncerten på Café Støj i kalenderen.

"Den 25. september her på Støj, kan publikum forvente en velspillet koncert, hvor vi synger på dansk og mikser pop, rock og folk genren. Og så breder vi os over hele følelsesspektret - fra numre der giver lyst til at danse, til numre som er mere følelsesladede," siger Isse.

Intimkoncerterne med trioen er én ting. En anden er koncerterne på de større scener med et stort partyband i ryggen. Dem kan Isse se frem til flere af – som ny forsanger i det aarhusianske 80'er discoband Le Freak.

"Jeg er blevet ny fast forsanger i Le Freak. Vi skulle have spillet første livekoncert sammen i foråret, som opvarmning for Boney M., men koncerten blev aflyst på grund af corona. I stedet spillede vi en fed koncert til et privat arrangement i august." Isse lyser op, tydeligt begejstret for den nye udfordring.

"Le Freak er jo glitter og pop i allerhøjeste grad, og det kan jeg ikke få for meget af. Måske derfor har jeg også altid drømt om at deltage i Melodi Grand Prix. Jeg har set det, siden jeg var tre år gammel, og det er bare en stor glitterfest, som jeg har lyst til at være en del af." Hun kaster et blik ud ad vinduet, ud på den befærdede Strandvejen.

"Det at spille små intime koncerter med Peter Christian og Jacob Lee er jo vidt forskelligt fra at stå på en stor scene med et helt band i ryggen med Le Freak. Det er fantastisk at få lov til begge dele," slår hun fast, mens hendes blik finder tilbage i caféen.

Stoler på mavefornemmelsen

Isse har fundet sit ståsted både privat og professionelt, og hun er glad for at være, hvor hun er.

"Jeg arbejder med juraen, har mit eget tv-program, udgiver musik og spiller koncerter i hele landet. Så lige nu er jeg glad, og det håber jeg at kunne blive ved med at være," siger hun. Hun skifter stilling og lægger venstre ben over højre.

"Jeg har en drøm om at kunne udgive endnu en EP til næste år. Ellers vil jeg gribe de chancer, der viser sig og gå efter min mavefornemmelse. Det har jeg gode erfaringer med..." Hun drikker det sidste af sin cola, finder læbestiften i tasken og frisker sine læber op. Så rejser hun sig, glatter kjolen og går tværs igennem caféen til scenen, som er placeret i den bagerste ende. Hun sætter sig ved klaveret.

"Jeg glæder mig til at spille her den 25. Det bliver godt – det siger min mavefornemmelse mig." Hendes røde læber breder sig fra øre til øre, idet hun lægger fingrene på tangenterne. Øvet og hjemmevant. Klar til at lade sin musik fylde Café Støj. Som ét sted ud af mange.

Fakta: Isse

  • Døbt Marie Louise Sandorf Jacobsen
  • 26 år
  • Opvokset og bosat i Gjern
  • Uddannet jurist fra Aarhus Universitet i 2018
  • Vandt DanskPOP Talent konkurrencen på dk4 i 2017
  • Udgav EP’en ‘Går på vandet’ i 2018 og singlen ‘Så snart jeg forlod din by’ i 2019
  • Forsanger i discobandet Le Freak
  • Turnerer landet rundt i eget navn med egne sange
  • Spiller i en trio med pianist Jacob Lee samt sanger og sangskriver Peter Christian
  • Trioen giver koncert på Café Støj 25. september klokken 20
  • Billetter på cafestoj.dk/live
  • Se mere på isse.info

Publiceret 23 September 2020 12:30