Courtney Marie er en af de mange musikere, der har stået på scenen på Atlas, som sammen med Voxhall, Radar og Café Støj gør en stor indsats for at skubbe musiklivet i gang.

Courtney Marie er en af de mange musikere, der har stået på scenen på Atlas, som sammen med Voxhall, Radar og Café Støj gør en stor indsats for at skubbe musiklivet i gang. Pressefoto: Atlas

Billetterne til livekoncerter i Aarhus går som varmt brød

Der er rift om pladserne på de spillesteder, der har livemusik for et mindre og siddende publikum

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Aarhus Radar, Voxhall og Atlas er igen åbne og afholder koncerter - ligesom Café Støj, der allerede åbnede post corona 18. maj. Og de røde lamper er tændt, for rigtig mange af de annoncerede events er udsolgt.

"Vi kan melde alt udsolgt hver aften," siger Claus Quiding, der er kommunikationsansvarlig på Café Støj.

"Billetterne bliver i mange tilfælde revet væk. Aarhusianerne er bare klar til at komme ud og høre musik," siger Mia Holm, der er leder på Radar.

"Vi har udsolgte arrangementer, men vi vælger i en række tilfælde at lade artisterne optræde to gange, så der bliver plads til alle interesserede," siger Tom Fjederholt.

Musikfolkene er rørende enige om, at succesen skyldes det ganske lille antal gæster, de har fået tilladelse til at lukke ind. Café Støj har 35-40 publikumspladser afhængigt af hvor mange musikere, der står på scenen. Radar må lukke 50 gæster ind, Atlas 100 og Voxhall 175.

Helt tæt på musikerne

Alle spillestederne oplever utroligt glade gæster og artister, der er taknemmelige for, at der igen er gang i musikscenerne.

"Det er gået bedre, end vi turde håbe. Afstanden mellem gæsterne betyder, at de snakker mindre og lytter mere. Publikum synes, det er spændende, og det giver næsten nogle af musikerne præstationsangst," ler Mia Holm.

Radar har bygget en scene midt i lokalet, så publikum sidder hele vejen rundt musikerne, som derfor får meget mere opmærksomhed end nogensinde før.

Bo Evers er blandt de optrædende på Café Støj.

Bo Evers er blandt de optrædende på Café Støj. Pressefoto

På Café Støj er alle glade for den helt særlige og intime oplevelse, man får, når der kun er 40 mennesker til stede. De sidder helt tæt på navne som Cæcilie Norby, Claus Hempler eller Ginne Marker.

"Musikerne er så nøgne, når de optræder så lille et sted. Claus Hempler var meget begejstret og valgte at synge alle otte vers i en lang sang, som han ikke plejer at synge til ende. han vurderede, at det nærværende publikum kunne holde til det," siger Claus Quiding.

Han glæder sig i øvrigt over, at den lillebitte café kan tiltrække store navne for tiden, fordi der er så få spillesteder og koncerter.

"Folk er mere fokuserede til corona-koncerterne, der bliver andægtigte i en eller anden form. Der er sikkert delte meninger om, hvorvidt det er fedt, men det er det muliges kunst, og vi oplever, at folk er utroligt glade for at komme ud og høre musik," siger Tom Fjederholt, der er leder på Atlas og Voxhall.

Tjener ikke penge

De få gæster udfordrer naturligvis økonomien på spillestederne, der insisterer på at give musikerne en ordentlig løn. De vil hellere leve med et lille underskud end slet ikke leve.

"Vi regner med at gennemføre resten af året med det nuværende program, fordi vi får noget hjælp fra staten. Normalt har vi 300 gæster til vores arrangementer mod de nuværende 50, så vi balancerer økonomisk på en knivsæg," forklarer Mia Holm.

På Café Støj har de endnu ikke fået nogen hjælp, fordi de var nyåbnede, da corona satte ind. Ejerne håber på at få kompensation fra reglen om at kunne fremvise måneders regnskab. De har faktisk plads til 100 gæster, hvilket er tre gange så meget som det nuværende antal.

"Hvis gæsterne også spiser hos os, kan det løbe rundt. Men hvis fire mand drikker en enkelt cola med fire sugerør i, går det ikke," siger Claus Quinding.

En sikker oplevelse

Fonden Atlas og Voxhall har en egenkapital at trække på, og det er heldigt, for i disse måneder giver spillestedet underskud.

"Vores arrangementer giver underskud, så vi kommer ikke til et tjene penge i september og november, som det ser ud lige nu. Vi afvikler langt de fleste koncerter i Atlas, hvor vi kan få det til at fungere med 100 gæster. På Voxhall, der kan rumme 700 gæster, har vi i mange tilfælde solgt flere end 500 billetter, og det harmonerer ikke med den nuværende grænse på 175 koncertgæster," siger Tom Fjederholt.

Arrangørerne på byens små og mellemstore spillesteder ærger sig over, at kulturen er så hårdt ramt i denne cortona-tid, men glæder sig over, at det er lykkes at lave en række corona-koncerter, som fungerer godt og sikkert.

"Vi håber, at både vores spillesteder, teatrene og stadion kan bevise, at man sagtens kan færdes i kulturlivet uden at blive smittet. Og at der snart bliver plads til mere kultur," siger Tom Fjederholt.

Atlas og Voxhall gør sammen med blandt andre Radar og Café Støj en stor indsats for at skubbe musiklivet i gang.

Atlas og Voxhall gør sammen med blandt andre Radar og Café Støj en stor indsats for at skubbe musiklivet i gang. Pressefoto: Voxhall

Publiceret 09 September 2020 10:00