Foto:

Foto: Stine Rasmussen/Ritzau Scanpix

Chokerende melding:

Tvivl om Northsides fremtid

Revisor sår tvivl om Northsides fortsatte drift, skriver Jyllands-Posten på baggrund af festivalens netop offentliggjorte regnskab

Coronapandemien har haft voldsomme konsekvenser for kulturlivet i alle dets afkroge. For den aarhusianske festival Northside kan pandemien få en fatal betydning. Der er nemlig tvivl om festivalens fortsatte drift, skriver Jyllands-Posten, der har læst festivalens seneste regnskab.

"Pandemien COVID-19 og konsekvenserne heraf medfører væsentlige usikkerheder, der kan rejse betydelig tvivl om selskabets mulighed for at fortsætte driften," står der ifølge Jyllands-Posten i Northside Entertainment ApS’ årsregnskab for 2019.

I regnskabet står der også, at der er udarbejdet handlingsplaner og budgetter ud fra den forudsætning, at det er muligt at afholde festivalen i 2021. Det indebærer dog, at Northside får en del af kompensationspakkerne, samt det fremtidige billetsalg er på niveau med tidligere regnskabsår.

Jyllands-Posten har tidligere snakket med festivalens talsmand, Brian Nielsen, som forventer, at festivalen bliver afholdt næste år.

"Vi forventer at kunne gøre det mindst lige så sikkert at gå til festival, som det er at gå ned i det lokale supermarked. Vi vil så gerne have en dialog med sundhedsmyndighederne, som har så travlt med at komme med dommedagsprofetier. Det var bedre, at de brugte kræfterne på at støtte kulturen, i dette tilfælde festivalerne, med deres viden, så vi sammen kan skabe sundhedssikre festivaler i 2021," sagde Brian Nielsen dengang til Jyllands-Posten.

jwh

Publiceret 02 September 2020 16:56