Koreograf Nønne Mai Svalholm (th.) og performer Sisse Lunøe er sammen på scenen i Svalholms nye performanceforestilling 'Primus'.

Koreograf Nønne Mai Svalholm (th.) og performer Sisse Lunøe er sammen på scenen i Svalholms nye performanceforestilling 'Primus'. Foto: Peter Ravnsborg

70-årig danser nøgen på Godsbanen

Koreograf Nønne Mai Svalholm står selv på scenen sammen med 70-årige Sisse Lunøe i 'Primus'; det første værk af tre med temaet 'skabelse'

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Sidste år satte koreograf og iscenesætter Nønne Mai Svalholm punktum for sin første dansetrilogi med temaet 'Rethink Ageing' med forestillingen 'Gravity'. Nu er hun klar med sit første værk 'Primus' i en ny trilogi med titlen 'Big Bang'. 'Primus' præsenterer publikum for nye perspektiver på begrebet skabelse. Det sker på Godsbanens Åbne Scene fra 1. til 6. september.

'Primus' er en danseforestilling, hvor Nønne Mai Svalholm for første gang i seks år selv er på scenen. Med sig har hun den 70-årige performer Sisse Lunøe, som tidligere har medvirket i Svalholms forestillinger.

"Oprindeligt var Primus en soloforestilling til Sisse, men i arbejdet med værket så jeg pludselig dynamikken i, at vi var to performere på scenen. Derfor er Primus blevet en duet med to kvinder i forskellige aldre. En koreograf og en performer. En tildækket og en nøgen," siger Nønne Mai Svalholm. Hun sidder på en bænk i skyggen på Godsbanens terrasse med udslået hår og iklædt en smuk kongeblå kjole.

Koreograf og iscenesætter Nønne Mai Svalholm står selv på scenen for første gang i seks år i sit værk 'Primus' - det første i trilogien 'Big Bang'.

Koreograf og iscenesætter Nønne Mai Svalholm står selv på scenen for første gang i seks år i sit værk 'Primus' - det første i trilogien 'Big Bang'. Foto: M. Jeppesen

Skabelse i bevægelse og scenografi

Primus befinder sig i krydsfeltet mellem det skulpturelle i samtidskunsten og det performative og sansende i scenekunsten.

"Det er svært at afkode kroppen, når den er nøgen og ligger ned, og Sisse bevæger sig på en måde så hverken køn, alder eller etnicitet bliver afsløret. Samtidig har jeg arbejdet meget med lys og skygge, som giver publikum mulighed for at tænke og tolke på, hvad og hvem de bliver præsenteret for," fortæller Nønne.

Med reference til temaet skabelse arbejder Nønne Mai Svalholm og Sisse Lunøe under deres prøver med at finde frem til følelsen af, at hver eneste bevægelse de tager, er for første gang.

"Vi har koncentreret os om at opleve hver bevægelse, vi tager, som var det første gang, vi tog den. Når man har taget de samme skridt tusindvis af gange, sådan som vi har, kræver det koncentration og fordybelse at finde den følelse frem, men det kan lade sig gøre," siger hun med overbevisning i stemmen.

Til ligeledes at illustrere temaet skabelse har Svalholm samarbejdet med visuel kunstner Signe Klejs, som blandt andet står bag lysinstallationen på Ringgadebroen i Aarhus; 'The Hesitation of Light'. Sammen har de skabt et foranderligt lysdesign, der består af lyset og farverne fra samme morgens solopgang.

"Hver morgen bliver lyset og farverne fra solopgangen optaget. Optagelserne bliver så programmeret ind i lyssætningen og brugt ved aftenens forestilling. Det betyder, at lyssætningen vil være forskellig fra forestilling til forestilling. Ser man 'Primus' her i Aarhus, vil det således være lyset fra solopgangen i Aarhus samme morgen, man vil opleve under aftenens performance," siger Nønne. Tydeligt imponeret af den avancerede teknik - og tilfreds med resultatet.

"Primus undersøger, hvordan vi oplever verden omkring os, når vi bliver præsenteret for en krop og for et menneske i et rum, der er blottet for forudindtagede forestillinger, kun påvirket af lyset fra en ny dags begyndelse," tilføjer hun.

Med en enorm cirkelformet figur som en del af Primus' beskedne scenografi, trækker værket røde tråde til to af Svalholms tidligere forestillinger; 'Circuit' der involverede en stor spejlkugle, og 'Gravity' med en bevægelig, pink mobile.

"Udover lysdesign har Signe Klejs og jeg også arbejdet sammen om at skabe en stor cirkel, som kommer til at optræde på bagvæggen under forestillingen. Som en solopgang eller en solnedgang, der melder en ny dags – eller nats - komme og dermed en ny begyndelse," lyder det fra Nønne.

Performer Sisse Lunøe på 70 år har tidligere medvirket i Nønne Mai Svalholms værker. Senest i 'Gravity' i 2019. Denne gang optræder hun nøgen på scenen.

Performer Sisse Lunøe på 70 år har tidligere medvirket i Nønne Mai Svalholms værker. Senest i 'Gravity' i 2019. Denne gang optræder hun nøgen på scenen. Foto: Peter Ravnsborg

Grænseoverskridende åbenbaring

'Primus' har Nønne Mai Svalholm udviklet henover 2019 og 2020 med blandt andet et residensophold af en måneds varighed på Kunstmuseet Aros' Atelier.

"Arbejdet med 'Primus' har været en vild og fed proces. Noget, der virkelig rykkede mig personligt og kunstnerisk, var residensopholdet i Aros' Atelier sidste år. Atelieret var meget anderledes end vores vante øvelokale, hvor der er mørkt, og hvor vi kan fordybe os uden forstyrrende elementer. I Atelieret var der lyst og glas til alle sider. Så alle – ansatte og besøgende på museet, folk der gik forbi på gaden – kunne følge med i vores arbejde. Det var mega grænseoverskridende at blive fulgt i hver en bevægelse, man foretog sig. Faktisk så grænseoverskridende at jeg indimellem var nødt til at stikke af til udstillingen 'Objects of wonder' på et af museets øverste niveauer for at være mig selv lidt." Nønne smiler skævt. Så fortsætter hun:

"Men i den periode skete der noget. Særligt bagefter sad jeg med en virkelig fed følelse. At have lyst til og at turde at sætte sig selv i spil, det kan virkelig noget!"

Med sin muse på scenen

For Nønne Svalholm har 'Primus' udviklet sig til noget helt specielt. Særligt fordi hun og Sisse Lunøe er sammen på scenen.

"Sisse er blevet min muse. Jeg har skabt koreografi særligt til Sisses krop siden 2016, og hun er den kunstner, person og krop, jeg har været mest fascineret af i længst tid. At skulle gå fra at være koreograf til at være koreograf og performer sammen med Sisse på scenen er med til at gøre den her performance helt særlig for mig. Og det er både en ære og lidt frygtindgydende at stå på scenen sammen med sin muse." Nønne gør store øjne under pandehåret.

Sisse Lunøe er uddannet musiker fra konservatoriet. Hun er elektronisk komponist og organist, korleder og sanger. Og så har hun ifølge Nønne Svalholm et kæmpe bevægelses- og performativt talent.

"En performance, som den vi laver her, ville ikke kunne fungere, hvis ikke Sisse var det store talent, som hun er. Hun har stor faglighed og et kæmpe talent – og så er alderen underordnet. Hun kan være 70 år, eller hun kunne være 15," siger Nønne.

Nønne Mai Svalholm glæder sig til sammen med sin muse, Sisse Lunøe, at invitere publikum med på en nærværende og intens skabelsesrejse i forestillingen 'Primus'.

Nønne Mai Svalholm glæder sig til sammen med sin muse, Sisse Lunøe, at invitere publikum med på en nærværende og intens skabelsesrejse i forestillingen 'Primus'. Foto: M. Jeppesen

Nærværende og intens performance

Da Nønne Svalholm tog beslutningen om at gøre 'Primus' til en duet med Sisse og sig selv, blev den store udfordring at finde nøglen til, hvordan hun med sin professionelle baggrund kunne bidrage til det, hun i første omgang havde skabt til Sisse alene.

"Til at begynde med oplevede jeg, at det, jeg lavede, virkede kedeligt ved siden af Sisse. Jeg kan stort set alt med min krop, mens Sisse har nogle naturlige begrænsninger. Og det er de begrænsninger, der gør Sisses performance så levende, nærværende og indtagende. Så min opgave var at koreografere forestillingen, så man kan mærke, at der er noget på spil for os begge. Det har taget lang tid. Men efter hårdt arbejde og sparring med en række konsulenter og dramaturger, synes jeg, vi er lykkedes med det." Nønne nikker for sig selv.

Oprindeligt skulle 'Primus' have haft premiere 1. april i år. Men grundet corona-pandemien måtte premieren udsættes.

"Tiden med corona og nedlukning har været hård for rigtig mange. Inklusive mig selv. Men samtidig gjorde det noget fantastisk, at alle deadlines pludselig forsvandt. Det gav tid til fordybelse og til at se muligheder. Perioden brugte jeg på at finde tilbage i form, så nu kan jeg nogle ting, jeg ikke hverken har gjort eller har kunnet i 20 år - som eksempelvis at stå på hænder." Nønne gør et kast med sit lange, rødlige hår og ler.

Nønne Mai Svalholm har befundet sig godt i rollen som koreograf og kunstnerisk leder, og det er længe siden, det for alvor har trukket i hende selv at stå på scenen.

"Det er fantastisk, at den kunstneriske idé kan gå igennem mig også rent fysisk. Derudover giver det bare så god mening, at Sisse og jeg er sammen på scenen. Vi får bygget et stærkt nærvær og en helt speciel intensitet op, som jeg er overbevist om, publikum vil kunne mærke. Og jeg håber, de vil få en følelse af, at noget udvikler sig i løbet af forestillingen. At noget skabes og bliver til," lyder det fra Nønne.

"Sisse og jeg glæder os i hvert fald meget til at invitere publikum med på en rejse. Til en ny begyndelse," slår hun så fast.

Invitationen er hermed givet videre.

FAKTA: 'Primus'

  • Første værk i Nønne Mai Svalholms nye trilogi under titlen 'Big Bang'
  • Spiller ni gange fra 1. til 6. september 2020 på Åbne Scene, Godsbanen, Skovgaardsgade 3, Aarhus C
  • Består ud over den fysiske performance af tre videoværker med titlerne 'Blue', 'Purple' og 'Pink', som kan ses fra 27. august på Kvindemuseet, Domkirkepladsen 5, Aarhus C

Kunstnerisk leder og koreograf: Nønne Mai Svalholm

Dansere: Sisse Lunøe og Nønne Mai Svalholm

Komponist: Olga Szymula

Filminstruktør: Michael Dinesen

Scenografi og lysdesign: Signe Klejs og Nønne Mai Svalholm

Publiceret 30 August 2020 07:00