Anne Tækker har fået mange personlige hilsner og autografer fra Christopher.

Anne Tækker har fået mange personlige hilsner og autografer fra Christopher. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Har brugt 120.000 kroner på koncerter:

Anne er Danmarks største Christopher-fan

Popsangeren Christophers største fan bor i Viby - hun hedder Anne Tækker og er 21 år

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

fan-liv Mere end 130 koncerter i Danmark og rundt i verden, 120.000 kroner, bunker af autografer og personlige hilsner, hundredvis af billeder og oplevelser for livet.

21-årige Anne Tækker fra Viby er selvudnævnt Danmarks største Christopher-fan. Kort og enkelt: Når Christopher tager på tour, tager Anne også på tour. Hendes fan-liv blev født i 2012, da hun var til sin første koncert med det lyshårede popidol, her greb hun hans håndklæde, som hun aldrig har vasket. Hun har lyttet til ham siden.

Anne Tækker har lavet en collage med nogle af de mange billeder, hun har af hende og Christopher.

Anne Tækker har lavet en collage med nogle af de mange billeder, hun har af hende og Christopher. Foto: Privat

"Der var mange, der sagde til mig, at det nok ville stoppe igen, men her otte år efter hører jeg ham stadigvæk. Jeg stopper aldrig. Hans personlighed og hans sange er årsagen. Han er altid imødekommende og værdsætter sine fans," lyder det fra en storsmilende Anne Tækker, der havde udklip med Christopher på alle vægge og i loftet, da hun stadig boede hjemme. Det er dog ikke kommet med til den lille lejlighed i Viby, men alt er stadig gemt, og hun kigger ofte på det.

"Du er overalt"

I 2013 spurgte Anne Tækker, om han kunne kende hende, og dertil lød et smilende svar fra popprinsen: "Ja - du er jo alle steder."

Det gjorde hende glad, og i dag følger Christopher Anne Tækkers private Instagram- og fanprofil, hvilket gør den unge aarhusianer stolt.

Da Anne Tækker havde været i Go' Morgen Danmark fik hun en personlig hilsen fra Christopher.

Da Anne Tækker havde været i Go' Morgen Danmark fik hun en personlig hilsen fra Christopher. Foto: Privat

I begyndelsen af sommeren var hun med i Go' Morgen Danmark, hvor hun fortalte om sit fan-liv med Christopher.

           

Indslaget er produceret af Palle Hansen, TV Aarhus

"Han skrev en personlig hilsen til mig i min indbakke på Instagram bagefter. Det havde jeg slet ikke regnet med - jeg blev så glad - og ringede til min familie med det samme. Jeg tror faktisk ikke, han selv ved, hvor meget det betyder for ham, når han gør sådan noget," fortæller Anne Tækker, der tager af sted i op til 30 timer før en koncert for at komme til at stå i forreste række.

Så overnatter hun i sovepose foran koncert-stedet og har medbragt snacks og mad. Med tiden har hun lært, at hvis det er på en festival, han spiller, så behøver hun kun at være der fem-seks timer før, for at komme til at stå i første parket.

Corona-pres

Hun er vant til at bruge det meste af sin sommerferie på at høre Christopher rundt i hele landet og verden, men i år har corona sat en stopper for glæden, og det har været nogle hårde måneder.

"Jeg kan godt mærke, at det har været meget tomt i år - jeg er ikke ladet op, som jeg plejer, fordi jeg ikke har været til hans koncerter. Jeg har været lidt i kontakt med ham under coronaen, og det har været rart, men jeg glæder mig til at komme til koncert igen. Jeg håber, at han får lov til at afholde dem til efteråret, men jeg frygter det ikke kommer til at ske."

Vildeste koncert

Ud af de mere end 130 koncerter hun har været til, er der især én, der har været vild. Nummer 100. Da hun var til sin nummer 99, sagde hun til ham: Næste gang vi ses, så er det min nummer 100, og det huskede han.

"Han dedikerede sangen 'Heartbeat' til mig, og takkede mig for at følge ham. Det var ret vildt, og efter sangen kom han ned og krammede mig," siger Anne Tækker, der har mødt og talt med til cirka halvdelen af koncerterne.

Da Anne Tækker var til sin koncert nummer 100 dedikerede Christopher en sang til hende og efterfølgende fik hun kram af ham.

Da Anne Tækker var til sin koncert nummer 100 dedikerede Christopher en sang til hende og efterfølgende fik hun kram af ham. Foto: Privat

Hun er kommet backstage, enten fordi hun har vundet billetter til det, men også fordi hun efter så mange koncerter kender tricksene.

Når Anne ikke følger Christopher, læser hun til sygeplejerske.

Et lille udpluk af Anne Tækkers mange ting, hun har med Christopher.

Et lille udpluk af Anne Tækkers mange ting, hun har med Christopher. Foto: Privat

Publiceret 25 August 2020 15:50