Her arbejder Puk Ewdokia med illustrationen til Jens Blendstrups tekst. Den handler om det dagligdags liv på Bellevue Strand ud for det lokale hav.

Her arbejder Puk Ewdokia med illustrationen til Jens Blendstrups tekst. Den handler om det dagligdags liv på Bellevue Strand ud for det lokale hav. Illustration: Puk Ewdokia

Ny Aarhus-bog: En jordnær og lokal version af de 17 verdensmål

Puk Qvortrup, Hans Krull, Peter Laugensen og Jens Blendstrup har sammen med 30 andre forfattere og illustratorer lavet en bog, der bringer de store verdensmål ind i vores lokale hverdag

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Aarhus FN's 17 verdensmål kan virke abstrakte og meget overordnede. Det har 17 forfattere og 17 kunstnere gjort noget ved i en ny bog, de kalder: 'Det hul af lys'. De har i makkerpar fortolket og visualiseret et mål hver og bragt det helt ned på et dagligdags jordnært og lokalt plan.

Emnerne er blandt andre sult, fattigdom, ulighed og klima, som serveres for læserne i en mosaik af poesi, penselstrøg, tegneserie, linoleumstryk, noveller og collager. Det er Aarhus Litteraturcenter, Forlaget Silkefyret og Godsbanen, der har taget skridtet fra ord til handling ved at skabe bogen.

Helt lokalt og humoristisk

Jens Blendstrup skriver om mål nummer 14: Livet i havet. Han sætter scenen på Bellevue Strand, der er meget varm på grund af klimaforandringer. Der fører Dorte og Jan en dialog for to uden sko og spiser øko-is i genanvendeligt pap, mens robotterne slår græsplænerne og en mand på Themsvej får kold Corona galt i halsen.

Louise Juhl Dalsgaard har arbejdet med mål nummer to: Stop sult: " Jeg ved ikke hvor mange tommelfingre, man skal trille for at forbrænde et Whopper Meal, eller hvor højt man skal hoppe for at blive en engel. Jeg ved kun, at nogen tjener fedt på, at andre vil tabe sig, og at der dør et barn af sult et stede på jorden hvert ottende sekund," skriver hun.

Fra romantisk drøm til mareridt

En tredje forfatter er Kathrine Assels, der er opvokset i et dårligt vedligeholdt hus på Fyn. Hun har siden boet en årrække i Aarhus og er nu rykket til Ry. Det kom til at spille en rolle, fordi hun fik verdensmål nummer 11: Bæredygtige Byer og Lokalsamfund.

"Først var jeg noget forbeholden over emnet, men så fandt jeg ind i det. Jeg har selv oplevet spilttelsen mellem det at bo på landet eller i byen, så jeg har valgt at belyse konflikten mellem de valg, man træffer," siger hun om sit bidrag, der trods hendes egner erfaringer er fiktivt.

Kathrine Assels har idéudviklet sammen med sin makker, Anya Winquist, der har illustreret. De kendte ikke hinanden men mødtes, før det første ord var skrevet og har begge sat aftryk på den andens arbejde. Det er Kathrine Assels til venstre.

Kathrine Assels har idéudviklet sammen med sin makker, Anya Winquist, der har illustreret. De kendte ikke hinanden men mødtes, før det første ord var skrevet og har begge sat aftryk på den andens arbejde. Det er Kathrine Assels til venstre. Foto: Puk Qvortrup

Hun skriver om en mand, hvis kone har forelsket sig i et faldefærdigt bindingsværkshus med stokroser, udsigt og sydvendt terrasse.

"Huset strammer. Han fortrød i samme øjeblik, flyttebilen bakkede ud af indkørslen og efterlod dem dér i det sydfynske," skriver hun.

Og fortsætter:

"Det er som om, han har efterladt sin sjæl i København. På én af bænkene i Classens Have eller dér i karnappen, hvor hans skrivebord plejede at stå. Dengang flød ordene til rytmen af trafikken nede på gaden. Han skrev og skrev og skrev. Nu er han gået næsten helt i stå. Hver eneste sætning må hives og hales og tvinges frem og oser langt væk af idéforladthed. Han sidder dér ved sit skrivebord og kigger ud på brændenælderne og den gamle hønsegård og føler sig tom."

Stolt over at være med

"Jeg skriver instinktivt og jeg er fascineret af folks tanker og det indre. Især hvis de har dystre tanker, der er komplicerede og langt ude. Min far læste psykologi, da jeg var barn , så jeg er vokset op med at tale om alt det, der foregår inde bag facaden," siger forfatteren, hvis hovedperson flirter med tanker om, hvordan han kan få det klaustrofobiske hus og den kvælende idyl til at forsvinde.

Kathrine Assels har idéudviklet sammen med sin makker, Anya Winquist, der har illustreret. De kendte ikke hinanden men blev hurtigt enige om at arbejde med noget dystert men også tragikomisk.

"Vi mødtes før det første ord var skrevet og har begge sat aftryk på den andens arbejde. Det var en skøn proces," siger forfatteren, der er blevet mere opmærksom og nysgerrig på verdensmålene end hun var før bogprojektet

"Jeg er stolt over at være med og beæret over at blive inviteret til det. Det er sjovt at arbejde med benspænd og samtidig frie tøjler. Desuden støtter bogen et rigtigt godt formål i form af de uledsagede børn," siger Kathrine Assels.

Et velgørende projekt

Puk Qvortrup, der sidst år debutterede som forfatter med bogen 'Ind i en stjerne', er sammen med lederen af Aarhus Litteraturcenter, Jette Sunesen, initiativtager til bogen.

"Ideen til bogen opstod over en ostemad i Godsbanens fælleskøkken. Vi sad en gruppe og talte om, hvordan tekster og billeder kan smitte af på hinanden, og at man sjældent ser illustreret litteratur til voksne. Fordi vi allesammen arbejder med kunst eller kultur på den ene eller anden måde, blev vi hurtigt enige om, at det ville være spændende at lave et projekt, der kombinerer forskellige kunstarter," siger Puk Qvortrup.

"Samtidig havde vi længe talt om behovet for at knytte bånd mellem århusianske kunstnere. Og så kiggede vi hinanden i øjnene og sagde: Lad os samle dem og lave en bog!" fortsætter Puk Qvortrup, der selv har bidraget med en tekst.

Idémagerne fandt hurtigt på et koncept og blot et par uger senere havde de stillet et hold af redaktører og kunstnere:

"Egentlig har vi kørt på dén energi lige siden. Der har været en enorm opbakning til projektet, og det har været meget bevægende at se helt nye samarbejder blomstre og unikke værker tage form," uddyber Puk Qvortrup.

Jette Sunesen supplerer:

"Vi er overbeviste om, at de litterære og billedkunstneriske fortolkninger af de 17 verdensmål vil være med til at rejse nye spørgsmål og give stof til eftertanke."

Fakta

'Det hul af lys' udkommer 1. september.

Udpluk fra bogen vil være udstillet på Godsbanen i perioden 28. august til 13. september.

Al indtjening fra bogen går ubeskåret til De Uledsagedes Rejsehold, der sørger for familiesammenføring til mindreårige, uledsagede flygtningebørn.

Forfatterne:

Hanne Højgaard Viemose, Louis Jensen, Mette Østgaard Henriksen, Louise Juhl Dalsgaard, Sebastian Bune, Dea Sofie Kudsk, Lise Haurum, Søren Jessen, Jesper Gaarskjær, Allan Lillelund, Mads Mygind, Kathrine Assels, Anna Klahn, Jens Blendstrup, Noa Kjærsgaard Hansen, Puk Qvortrup og Peter Laugesen.

Kunstnerne

Signe Parkins, Ulrik Myrtue, Hans Krull, Thomas Kruse, Mads Braad, Bodil Nygaard, Lise Haurum, Anne Marie Pedersen, Gitte Lægaard, Kirstine Falk, Maria Molbech, Anya Winqvist, Line Høj Høstrup, Puk Ewdokia, Tine Keller, Malene Rauhe og Ole C. Hansen.

Borgmester Jacob Bundsgaard har skrevet forord.

Der afholdes reception med debat, oplæsning og fernisering på Godsbanen, Skovgaardsgade 3, 8000 C, tirsdag 1. september kl. 17.00-19.00.

Publiceret 19 August 2020 09:30