Disse fyre keder sig på kontoret og beslutter sig for at give den gas. De kan opleves på danseteateret Bora Bora.

Disse fyre keder sig på kontoret og beslutter sig for at give den gas. De kan opleves på danseteateret Bora Bora. Pressefoto

Guide: Det kan du nu se på byens teatre

Aarhus Teater åbner som det første i Danmark og seks af byens øvrige scener følger skarpt efter. Der er action, fed musik og børneuniverser på programmet

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Aarhus Teatrene lukkede ned i marts på grund af corona og er nu igen klar til at åbne for publikum. Aarhus Teater bliver det første i Danmark, der byder indenfor til en premiere, og det sker 14. august med teaterkoncerten, CV Jørgensen.

Det gælder for alle byens scener, at man enten har fjernet sæder i salene eller at man sælger færre billetter og placerer publikum på rækkerne, så der er afstand imellem dem.

Aarhusianerne er tilsyneladende sprit klar til at gå ind i teatrene og opleve scenekunst. Både Svalegangen og Gruppe 38 har udsolgt til deres første forestilling og Aarhus Teater følger lige efter.

"Vi har et rigtig flot billetsalg og har valgt at køre to ekstra forestillinger på to mandage," siger pressechefen på Aarhus Teater, Morten Daugbjerg.

Det bliver en anderledes måde at komme i teateret på, fordi alle tager retningslinjerne for COVID-19 alvorligt.

"Skuespillerne testes løbende, og første række tæt på scenen kommer til at være tom. Vi sælger kun halvt så mange billetter som ellers, og man skal blive siddende i pausen, så vi er sikre på, at der er nok afstand mellem de 350 publikummer, vi maksimalt har inde i Store Sal," forklarer Morten Daugbjerg om situationen på Aarhus Teater.

CV Jørgensen teaterkoncert på Aarhus Teater.

CV Jørgensen teaterkoncert på Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

Aarhus Teater

14. august åbner Aarhus teater igen med teaterkoncerten C.V. Jørgensen. Hans melankolske og sært skarpe syn på danskerne serveres på en ny måde. Sange som Spildte bedrifter, Det Si’r Sig Selv og Lidt til og meget mer’ serveres på nye måder med instruktion af de to danske opfindere af teaterkoncerterne, Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkø.

På byens største teater gælder, at man får nummeret på en række men ikke på et sæde. Det tildeles, når man er mødt op. De først fremmødte placeres på de midterste pladser, så man ikke skal passerer hinanden på rækkerne.

Når man har fået sin plads, skal man blive siddende - med mindre man skal på toilettet. Så man skal gøre sine indkøb i baren ved ankomsten.

Salene bliver desinficerede indtil 10 minutter før, dørene åbner.

FU-SoMe er koreograferet af Palle Granhøj og danses på Svalegangen.

FU-SoMe er koreograferet af Palle Granhøj og danses på Svalegangen. Pressefoto

Svalegangen

Byens næststørste og kreative teater, Svalegangen, kan begynde den kommende sæson med at melde udsolgt til 'Julia and 500 years of freedom', som er en performance om Østafrika.

Dernæst har teateret en Danmarkspremiere, når koreografen Palle Granhøj 26. august indtager scenen. Det sker med danseforestillingen FU-SoMe, der handler om en like-hunter og hans fremstilling af sig selv på de sociale medier. Undervejs kan publikum like, det de oplever og være helt tæt på hans reaktioner.

Svalegangen opererer med unummererede pladser til alle forestillingerne og lukker publikum ind i salen løbende, så de kan holde afstand og fordele sig på pladserne. Baren er afskærmet, så man kan handle i den, og der er nu indrettet et område med Caféborde og stole på fortovet udenfor teateret.

'Den Sommer Far Blev Homo' kan ses på Teater Katapult.

'Den Sommer Far Blev Homo' kan ses på Teater Katapult. Pressefoto

Katapult

'Den sommer far blev homo' er teter katapults første forestilling siden nedlukningen i marts. Den spiller 31. august og 1. september.

Det er en humoristisk pinlig ungdomsforestilling om at være en 13-årig skilsmissedreng i puberteten. Når ens far samtidig springer ud som homoseksuel på den første campingferie i Norge, lige efter at mor skred med den lidt for personlige pilatestræner, kan det hele føles uoverskueligt udfordrende.Det er et anmelderrost gæstespil af Hils Din Mor i co-produktion med Folketeatret.

Katapult har taget mange pladser ud af salg, hvilket fremgår af pladsoversigten på teatrets hjemmeside. Der kan man vælge mellem pladser i grupper på to eller tre mand eller enkelte sæder. Hvis det ikke passer med publikums behov, kan man kontakte teateret.

All This Coming And Going på Gruppe 38.

All This Coming And Going på Gruppe 38. Pressefoto

Gruppe 38

Teatergruppen på Aarhus Ø opfordrer til at købe billetter online eller over mail og til at betale elektronisk.

Gruppe 38 lægger ud med et udsolgt arrangement. Det er dokumentarfilm og vinsmagning med den danske premiere på Our Blood is Wine.

22. og 23. august slår teateret dørene op til 'All This Coming and Going', der er et bibliotek uden bøger, der fortæller myter og historier om den sidste rejse; mirakler; gåder, hjertegribende ængstelse; stille gråd, skibsforlis og frydeskrig.

Der er tale om en høreinstallation, der er under Aarhus Lydkunstfestival, som finder sted 22.-23. august.

Actionpakkede Blam kan ses på Bora Bora.

Actionpakkede Blam kan ses på Bora Bora. Pressefoto

Bora Bora

Danseteateret lægger eksplosivt ud med en forestilling, Blam, hvor fire kontorarbejdere leger actionmen på deres kedelig job. Det gør de på Bora Bora fra 29. august til 3. september.

I et vildt show forvandles den grå arbejdsplads til et univers af udlændinge, superhelte og Hollywood skurke. Der er halsbrydende stunts, åndeløse ventures, pulserende parkour og blyantpushere fulde af attitude. Du vil aldrig se på din arbejdsplads på samme måde igen.

Som de andre teatre har Bora Bora indrettet sig, så man kan holde afstand før, under og efter forestillingerne. Billetter bør købes på forhånd og man skal komme i god tid, så det er muligt at gå ind i salen uden at stå i kø.

Baren er desuden lukket.

'Finn og de fem fajl' på børneteateret Filuren.

'Finn og de fem fajl' på børneteateret Filuren. Pressefoto

Filuren

Børne- og ungdomsteateret Filuren viser deres første forestilling i denne sæson 20. september. Og så der skæres antallet af pladser ned, så der kan være 80 til en forestilling mod 125 tidligere.

Man bliver anvist sine pladser af teateret, så der kan holdes afstand. Og man skal forlade det i grupper, så der ikke opstår kø.

Finn har svært ved at finde ud af, hvem han er. De andre i skolen er gode til alt det, som Finn har svært ved. Matematik er ikke lige ham, men det er dansk heller ikke. Og så er der også lige hans klassekammerat Naiomi, der giver Finn svært ved at finde de rigtige ord. Til gengæld er Finn skide god til at tegne – men det kan man ikke leve af, siger hans mor. En forestilling om at finde sin rette hylde, og om, at det der er en fejl for én, kan væredet helt rette for en anden. I en moderne og genkendelig verden præsenteres Finns kamp for at retfærdiggøre sin plads i et visuelt elegant street-style univers.

Reflesion laver dukketeater sammen med familierne.

Reflesion laver dukketeater sammen med familierne. Pressefoto

Refleksion

Børneteater Refleksion rykker ud i Byparken under festugen med forestillingen 'Skønhedsmaskinen'.

Det er tilbage i sine vante lokaler i Frederiksgade 27. september, hvor det holder 'Særlig Søndag'. Det er en familie-workshop, hvor man laver dukker og kulisser til dukketeater og finder på sjove historier til det.

Animator Lasse Søndergaard står for dagen.

Når man skal i salen og se teater fordeles pladserne ved ankomsten og man skal købe billetter sammen, hvis man vil sidde ved siden af hinanden.

Markeringer på gulvene hjælper med at holde afstand på områderne uden for salen og bare er lukket ned.

Publiceret 13 August 2020 13:30