Karin Salling var i rampelyset, da pressen, fonde, leverandører og skuespillere var mødt op til hotdog-rejsegilde i Teatret Svalegangens Store Sal 12. august.

Karin Salling var i rampelyset, da pressen, fonde, leverandører og skuespillere var mødt op til hotdog-rejsegilde i Teatret Svalegangens Store Sal 12. august. Foto: M. Jeppesen

Karin Salling og højtflyvende hotdogs på Teatret Svalegangen

Sidste sommer donerede Salling Fondene fem millioner kroner til en opgradering af teknikken på Teatret Svalegangen. 12. august blev de tekniske herligheder indviet med gourmet-hotdogs serveret fra det nye lofttræk for særligt inviterede – heriblandt naturligvis Karin Salling

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Der blev hilst med albuer og sprittet omhyggeligt af, da Teatret Svalegangen havde inviteret fonde, leverandører, skuespillere og pressen til "en lille indvielse af teatrets Store Sal," som direktør og kunstnerisk leder, Per Smedegaard, formulerede det.

I juni sidste år donerede Salling Fondene 5 millioner kroner til en opgradering af teknikken i Teatret Svalegangens Store Sal. Nu står salen klar med nye podier, nye stole og elektriske træk, som udvider salens kunstneriske muligheder og letter sceneteknikernes dagligdag markant.

Det blev fejret med hotdog-rejsegilde i Store Sal onsdag 12. august.

Siddende fordelt på hvert andet sæde på rækkerne var alle tilstedeværendes øjne rettet mod scenen, hvor den nye teknik stod for at skulle demonstreres. Og mod dagens hovedperson, Karin Salling, som sad rank og smilende på forreste række.

"Nogen siger, at teknik fungerer bedst, når man ikke lægger mærke til den. Og jer der sidder her, vil måske umiddelbart tænke, at her ikke er sket noget. Men det er der!" indledte Per Smedegaard med at sige.

Direktør på Teatret Svalegangen, Per Smedegaard, rettede en stor tak til Salling Fondene med Karin Salling i spidsen for donationen på fem millioner kroner til fornyelse af teatrets teknik.

Direktør på Teatret Svalegangen, Per Smedegaard, rettede en stor tak til Salling Fondene med Karin Salling i spidsen for donationen på fem millioner kroner til fornyelse af teatrets teknik. Foto: M. Jeppesen

En bjørnekrammer i vente

Teaterdirektøren fortalte om det nye podie og de nye stole i salen, der er lettere end de gamle, om renoveringen af scenetårnet og om udskiftningen af sceneteknik og –lys. Og rettede en stor tak til Salling Fondene med Karin Salling i spidsen.

"Vi har fået etableret motoriseret træk, hvilket betyder, at vi nu kan gennemføre forestillinger uden dispensation fra Arbejdstilsynet. Og vigtigst af alt, så sparer vi vores scenefolk for tunge løft og en masse besvær," sagde han og fortsatte:

"Aarhus Kommune og Salling Fondene har holdt hånden under os. Det betyder, at vi på Teatret Svalegangen – trods corona-krisen – kan se fremad. Og det gør vi. Vi spiller forestillinger på teateret nu igen. Godt nok kun med halv så mange publikummer i salene, men vi kan se, at folk gerne vil os. De køber billetter til vores forestillinger – endda i en sådan grad at vi har oprettet ventelister på flere forestillinger."

Per Smedegaard rettede blikket mod Karin Salling og sagde så:

"Jeg skylder dig en kæmpe bjørnekrammer. Men som situationen er, må du have den til gode. Til gengæld har vi fået produceret mundbind med teatrets logo på. Og dem skal du selvfølgelig have et par stykker af." Karin Salling kvitterede med et nik og et endnu større smil.

Henvendt til resten af forsamlingen sagde Per Smedegaard:

"Nu vil vi gerne præsentere jer for vores nye sceneteknik. Og for at kunne demonstrere betydningen af denne vil vores sceneteknikere Morten og Mogens lægge ud med at vise jer, hvordan sceneteknikken så ud i gamle dage – det vil sige på Teatret Svalegangen i 2019."

Med de ord satte Smedegaard sig tilbage på forreste række, en stol fra Karin Salling.

Teatret Svalegangens sceneteknikere får lettet deres arbejde betydeligt med det nyetablerede motoriserede træk i loftet i Store Sal.

Teatret Svalegangens sceneteknikere får lettet deres arbejde betydeligt med det nyetablerede motoriserede træk i loftet i Store Sal. Foto: M. Jeppesen

Lettere og hurtigere

I det samme påbegyndte de to benævnte sceneteknikere arbejdet med at sætte en lampe op i loftet over scenen - på gammeldags manér. Med en enorm stige og tov-træk, armmuskler og tålmodighed, baksede de to lampen på plads til Chaplin-inspireret musik. Først efter adskillige minutter var lampen på plads.

Musikken stilnede af og Per Smedegaard rejste sig igen.

"Jeg har lavet forestillinger her på teatret med 250 lamper uden at blinke... Og I kan måske forestille jer, hvordan det er, når en instruktør - det kunne være mig selv – beslutter sig for, at en skuespiller skal stå et andet sted..."

Per Smedegaard kiggede på en af de to sceneteknikere og råbte:

"Morten! Gider du sætte lampen et andet sted?"

Endnu engang besteg Morten stigen, makkede med lampen og tog den ned.

"Nu vil Morten og Mogens så vise, hvordan det foregår med vores nye motoriserede træk i scenetårnet samt i hele loftet," annoncerede Smedegaard.

Til lyden af glade 80’er-beats kom en lang stang ned fra loftet. De to sceneteknikere monterede nemt en lampe på stangen, og den gled lydløst tilbage, op under loftet. Tydeligt lettere og hurtigere.

Der blev serveret gourmet-hotdogs fra det nye motoriserede træk i Store Sal til indvielsen af de nye tekniske virkenmidler doneret af Købmand Herman Sallings Fond.

Der blev serveret gourmet-hotdogs fra det nye motoriserede træk i Store Sal til indvielsen af de nye tekniske virkenmidler doneret af Købmand Herman Sallings Fond. Foto: M. Jeppesen

Gourmet-hotdogs til alle

"Nu vil jeg gerne invitere dig, Karin, herop for at trykke på den røde knap. Og så vil vi med vores nye scenetræk servere hotdogs til alle, der har lyst," lød det fra Smedegaard.

Karin Salling rejste sig fra sit sæde og trykkede på den store røde knap på forscenen. I det samme blev scene og sal badet i et gevaldigt og farverigt lysshow, og ned fra loftet kom et bord dækket med dug, glas, kandelaber og - selvfølgelig - hotdogs og tilbehør.

"Skal vi give Karin Salling en hånd?" opfordrede Per Smedegaard, og applausen rungede gennem Store Sal.

"Og så er der gourmet-hotdogs til alle!" proklamerede teaterchefen.

Publiceret 12 August 2020 16:05