Bag Teaterkoncert C.V. Jørgensen står det erfarne makkerpar instruktør Nikolaj Cederholm og musikalsk arrangør Kåre Bjerkø.

Bag Teaterkoncert C.V. Jørgensen står det erfarne makkerpar instruktør Nikolaj Cederholm og musikalsk arrangør Kåre Bjerkø. Foto: Emilia Therese

C.V. Jørgensen bliver hyldet i Aarhus

Skuespiller Emil Prenter er ny i Aarhus Teaters ensemble. 14. august står han på Store Scene sammen med otte andre for at hylde C.V. Jørgensen og hans musik, når Teaterkoncert C.V. Jørgensen har premiere

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS "Jeg har hørt C.V. Jørgensens musik, siden jeg var 15-16 år gammel, så jeg føler det lidt som om, han altid har været der. Jeg brændte cd'er med forskellige af hans numre og tog dem med, når jeg var på bilferie med mine forældre, og vi skulle køre langt," siger Emil Prenter. Skuespilleren er med på en telefon fra sin lejlighed i København. En lejlighed han har brugt de seneste dage på at pakke ned og sætte i stand. Per 1. august rykker han nemlig til Aarhus, hvor han er blevet ansat i Aarhus Teaters ensemble. Fra 14. august står han på scenen sammen med otte andre, når Teaterkoncert C.V. Jørgensen får premiere på Store Scene. En teaterkoncert, der bygger på C.V. Jørgensens fyldige sangkatalog.

"Teaterkoncerten er en hyldest til C.V. Jørgensen og til den musik og den sangskat, som han er synonym med. Vi har prøvet at puste liv i et udpluk af C.V. Jørgensens numre på en ny måde og putte dem ind i et univers, som, vi synes, er dramatisk og spændende. Der er et hav af fede sange at tage af, og vi kan ikke have dem alle sammen med, men jeg synes, vi kommer godt omkring ved at spille både nogle af de humoristiske, nogle af de mere følelsesladede og nogle mere up tempo numre," fortæller Emil.

"Vi synger 'Entertaineren' og 'Sæsonen er slut' - begge sindssygt fede numre. Og 'Elisabeth', som C.V. Jørgensen har skrevet til sin mor; nummeret er nærmest en ballade med en rørende tekst. Jeg har hørt ham synge 'Elisabeth' live, og det var helt fantastisk... Så synger vi selvfølgelig også 'Bellevue', 'Lidt til og meget mere' og ja, mange flere..." lister Emil op. Han holder en lille pause, før han fortsætter:

"C.V. Jørgensen skriver sange om at være menneske, sange der taler til os alle sammen og connecter til os på en helt særlig måde, fordi han synger på vores modersmål. Rigtig ofte rammer han lige i hjertekulen med sine tekster..."

Modsat en musical er der i en teaterkoncert ikke en decideret handling eller en fast rollefordeling. Således heller ikke i Teaterkoncert C.V. Jørgensen.

"Forestillingen er en collage af forskellige billeder og med en scenografisk tematik, men den har ikke som sådan en handling fra A til Z. Som publikum inviteres man længere og længere ind i et univers, som lige så stille bliver åbnet op, og hvor der bygges mere og mere på," forklarer Emil.

Emil Prenter synger 'Hotel Halleluja' og 'Pligterne kalder' solo i Teaterkoncert C.V. Jørgensen, som har premiere på Aarhus Teaters Store Scene 14. august.

Emil Prenter synger 'Hotel Halleluja' og 'Pligterne kalder' solo i Teaterkoncert C.V. Jørgensen, som har premiere på Aarhus Teaters Store Scene 14. august. Foto: Emilia Therese

Teaterkoncert vækkede skuespillerdrømmen

Teaterkoncert C.V. Jørgensen er skabt af det erfarne makkerpar instruktør Nikolaj Cederholm og musikalsk arrangør Kåre Bjerkø, der tilbage i 1994 opfandt teaterkoncerten som genre med Teaterkoncert Gasolin.

"Jeg kan huske, at jeg for små ti år siden var inde at se Bob Dylan Teaterkoncert på Østre Gasværk, som Cederholm også lavede. Det var der, min interesse for teater for alvor blev vakt. Jeg syntes, det var så vild og fantastisk en forestilling. Så at medvirke i C.V. Jørgensen teaterkoncerten, hvor vi kombinerer teater, sang og musik, er lidt en drøm, der går i opfyldelse," siger Emil med hørbart smil i stemmen.

gheder

28-årige Emil Prenter blev uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2018.

"Det kom relativt sent til mig, det med drama og teater. Faktisk var det først i 3. g, jeg stiftede bekendtskab med det. Jeg fik drama som valgfag i gymnasiet og fandt ud af, at det var noget, jeg havde flair for - hvis man kan sige det sådan... Der var ligesom noget ved skuespillet, som talte til mig," reflekterer Emil.

Efter gymnasiet sparrede Emil Prenter op, og for pengene tog han et ophold på Teaterhøjskolen Rødkilde.

"På Rødkilde fik jeg for første gang rigtig dramaundervisning, og her fandt jeg hurtigt ud af, at det var skuespillervejen, jeg gerne ville. Så jeg søgte ind på Den Danske Scenekunstskole og kom ind i København i andet forsøg."

Emil Prenter er ny i Aarhus Teaters faste ensemble. Han debuterer som sådan i Teaterkoncert C.V. Jørgensen.

Emil Prenter er ny i Aarhus Teaters faste ensemble. Han debuterer som sådan i Teaterkoncert C.V. Jørgensen. Foto: Emilia Therese

Ensemble stod øverst på ønskelisten

Emil Prenter spillede rollen som Orestes i det klassiske græske drama Orestien på Aarhus Teater sidste år. Teaterkoncert C. V. Jørgensen bliver hans første forestilling som en fast del af teaterets ensemble. Og hans første optræden på Store Scene.

"Som ung skuespiller er det vigtigt at få nogle kilometer i benene, og det får man som en del af et ensemble. Derfor var jeg vanvittigt glad, da jeg fik tilbudt at blive en del af Aarhus Teaters ensemble. Da vi var ved at være færdige på skolen, kan jeg huske, at jeg gik og tænke over, hvad jeg kunne tænkte mig at lave. Der er jo rigtig mange områder, man kan være indenfor som skuespiller. Øverst på min liste var at komme i et ensemble og prøve det. Det er jo en fantastisk mulighed for at få trænet sine teatermuskler og for at bruge alt det, man har lært og er blevet god til på skolen," siger han.

Under sin medvirken i Orestien, boede Emil Prenter tre måneder i Aarhus, så han ved, hvad der venter ham, når han lægger København bag sig og iklæder sig titlen som aarhusianer i de næste to år. Minimum.

"Jeg synes, Aarhus er en virkelig dejlig by. Den er selvfølgelig noget mindre end København, men med masser af muligheder og masser af hjertevarme," lyder det fra den unge skuespiller.

Ialt ni medvirkende skuespillere, sangere og musikere puster nyt liv i C.V. Jørgensens fyldige sangskat.

Ialt ni medvirkende skuespillere, sangere og musikere puster nyt liv i C.V. Jørgensens fyldige sangskat. Foto: Emilia Therese

Et turbulent prøveforløb

3. august starter holdet prøver på Teaterkoncert C.V. Jørgensen. Efter endt sommerferie og et – inden da – noget turbulent prøveforløb.

"Vi havde første prøve 9. marts. Tre dage senere lukkede corona Danmark ned. Det betød, at vi selvfølgelig skulle blive hjemme ligesom de fleste andre. Så vi mødtes over Zoom, hvor vi havde videomøder og live-dansesessions. Vi stod hver især hjemme i vores stuer og forsøgte at følge vores koreograf Anja Gaardbo på skærmen. Det var ind i mellem svært at se alle trin og bevægelser, ligesom vi jo ikke kunne mærke hinanden på samme måde, som når vi står sammen i en prøvesal. Det var virkelig en udfordring..." Emil puster, så det suser i mobilens mikrofon.

Skuespillerne fik hver især tildelt sange, de skulle lære og øve på derhjemme.

"Corona har på mange måder sat begrænsninger for vores prøveforløb. Noget af det mest frustrerende har været, at vi ikke vidste, hvornår vi kunne komme rigtigt i gang med prøverne. Nedlukningen af landet blev hele tiden forlænget. Vores kreative team var på kontrakt til 1. maj, så på et tidspunkt valgte de at trykke på pauseknappen, så der var timer at tage af også på den anden side af pandemien. I den periode måtte vi ni spillere, der er med på scenen, selv holde prøverne kørende. Så vi mødtes på Aveny-T, hvor vi stod med stor afstand imellem og sprittede af og sprittede af, mens vi øvede musikken i nogle uger, indtil de andre kom tilbage," refererer Emil det noget alternative prøveforløb.

"Da Nikolaj var tilbage, knoklede vi på, og det lykkedes os næsten at få alt færdigt inden sommerferien. Nu glæder jeg mig bare, til vi starter op igen 3. august på Aarhus Teater. Med prøver, hvor håndsprit og afstand stadig indgår, men som dog ligner noget mere de prøver, vi har været vant til." Emil lyder lettet.

"Og så glæder jeg mig til forhåbentlig at kunne være med til at give publikum en fornemmelse af at genopleve C.V. Jørgensen og hjælpe dem til at huske på ham, hvis han måtte være røget i glemmebogen," tilføjer han så.

Tue West kender vi bedst som sanger og musiker. Han er blandt de medvirkende på scenen i Teaterkoncert C.V. Jørgensen.

Tue West kender vi bedst som sanger og musiker. Han er blandt de medvirkende på scenen i Teaterkoncert C.V. Jørgensen. Foto: Emilia Therese

FAKTA: Teaterkoncert C.V. Jørgensen

Premiere i Aarhus Teaters Store Sal 14. august. Spiller frem til 19. september. Tirsdag til fredag klokken 19.30 og lørdag klokken 16

Tekst og Musik: C.V. Jørgensen

Koncept og iscenesættelse: Nikolaj Cederholm

Musikalske arrangementer: Kåre Bjerkø

Medvirkende: Tue West, Mark Linn, Nive Nielsen, Simone Tang, Emil Prenter, Nana Schwartzlose, Johan Klitgård, Sif Vintersol og Carl-Christian Riestra

Aarhus Teater præsenterer Teaterkoncert C.V. Jørgensen i samarbejde med Aveny-T på Frederiksberg

Se mere og find billetter på aarhusteater.dk

Publiceret 10 August 2020 06:00