Bådcafé ligger ved den yderste mole på Marselisborg Havn. Caféen har åbent alle ugens dage.

Bådcafé ligger ved den yderste mole på Marselisborg Havn. Caféen har åbent alle ugens dage. Foto: M. Jeppesen

Folk troede hele tiden, at Preben og Tinas flydende hjem var en café:

Så nu er den blevet det

På den familieejede Bådcafé på Marselisborg Havn er alt på menuen lavet fra bunden. Blandt gæsternes favoritter er fiskefrikadellerne; caféens signaturret som har været på frokostkortet fra dag et

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Bådcafé ligger i sin sort-hvide pragt i Marselisborg Havn med udsigt over havet, omgivet af den beroligende lyd af sagte bølgeskvulp.

Bag Bådcafé står Preben Hald og Tina Steen. Parret bor med to ud af parrets tre børn på båden 'Albatros', der ligger få 100 meter fra Bådcafé. Deres ældste datter bor på nabobåden - lige ved siden af Bådcafé.

"Vi har boet på en båd i ti år. Albatros var en gammel toldbåd, som jeg byggede om til bolig tilbage i 2010," siger Preben. Han går om bag den smukke bar i teak på Bådcafés nederste dæk og sætter espressomaskinen til at brygge.

           

Indslaget er produceret af Nikolai Milman, TV Aarhus

"Ofte når vi lå i havn, og folk gik forbi Albatros, så troede de, at båden var en café. Flere gange oplevede vi, at folk næsten blev helt forurettet, når vi måtte meddele dem, at de altså ikke kunne købe noget." Preben ler.

"Tina og jeg har altid holdt af at gå på café og ud at spise. Når vi var ude, talte vi tit om, hvad vi syntes, der fungerede, og hvordan vi ville gøre det, hvis det var os, der skulle åbne en café. Og en dag, da nogle tilfældige forbipasserende igen spurgte, om Albatros var en café, kiggede vi på hinanden og sagde nærmest samtidig; ‘Skal vi ikke bare åbne den café?!," husker Preben.

Ejer af Bådcafé Preben Hald købte båden, der har navnet Sorte Louis, tilbage i 2016 og indrettede den til café.

Ejer af Bådcafé Preben Hald købte båden, der har navnet Sorte Louis, tilbage i 2016 og indrettede den til café. Foto: M. Jeppesen

Fra Endelave-færge til Bådcafé

Som sagt så gjort. Parret søgte alle de tilladelser, som skulle til for at drive café på Albatros, og imod alle odds fik de dem.

"Vi åbnede café på Albatros i 2015, og i en god lang sæson serverede vi øl og kaffe for masser af glade gæster. Men det stod hurtigt klart, at det simpelthen blev for småt på Albatros, og at vi havde for lidt tid og plads til at være os selv," fortæller Preben. Han læner sig op ad baren og nipper af sin cortado, før han fortsætter:

"Jeg kan huske fredage, hvor vi egentlig havde besluttet at holde caféen lukket og bare være familien. Men når folk så kom forbi og spurgte, om de kunne købe en kop kaffe eller en øl, kunne vi alligevel ikke sige nej. Og inden vi så os om, havde vi alligevel en større flok mennesker til at sidde i vores dagligstue og se Disneysjov med vores unger." Han ler ved mindet.

Nok var det hyggeligt, men det var ikke holdbart i længden, så i januar 2016 besluttede Preben og Tina sig for at satse lidt større og købe den gamle Endelave-færge, Sorte Louis, fra 1950. Siden Endelave havde båden desuden sejlet mange andre steder i landet – blandt andet til Tunø og Samsø.

"Det var en skipper her i havnen, der, da han hørte om vores plan, sagde: ‘Du skal sgu da købe Sorte Louis!'. Sorte Louis lå på daværende tidspunkt i havn i Holbæk, så jeg tog en tur til Holbæk, så den og købte den," beretter Preben.

Båden kom til Marselisborg Havn i januar 2016, parret fik den renoveret og indrettet og har drevet Bådcaféen her lige siden.

Hjemmelavede fiskefrikadeller à la Bådcafé med hjemmerørt remoulade, citron, kålsalat og friskbagt brød.

Hjemmelavede fiskefrikadeller à la Bådcafé med hjemmerørt remoulade, citron, kålsalat og friskbagt brød. Foto: Nikolai Milman.

Fiskedeller med fra start

Bådcaféen er – som navnet antyder – mere café end restaurant. Menuen byder på forskellige frokostretter indtil klokken 16, og på menuer bestående af op til fire retter sammensat efter eget ønske om aftenen. I weekenden er der brunch fra klokken 10 til 12.

"Man kan sige, at vores koncept er ‘enkelt men godt'. Alt bliver lavet fra bunden, og det stort set hver dag, da vi har begrænset køle- og fryseplads ombord. For os er det vigtigere at give vores gæster en god, afslappet og lidt skæv oplevelse, end at være et fint, formelt spisested," slår Preben fast.

Udover 30 timeansatte er der på Bådcaféen tre faste kokke, hvoraf en er køkkenchef.

"Vores køkkenchef, Carsten Bentzon, har været løst tilknyttet lige siden, vi åbnede i 2016. Han har været med til at få konceptet fra land. Fra 1. januar lykkedes det os så endelig at få ham fastansat, og det er vi glade for." Preben gør store øjne.

"Carsten har blandt andet været med til at udvikle opskriften på vores fiskefrikadeller, som absolut er vores signaturret. De har været på menuen fra dag et og er ikke blevet ændret på siden. Simpelthen fordi folk elsker dem!" fortsætter han.

I samme øjeblik træder Tina ind i caféen med en laptop og en stak papirer under armen.

"Vores søn er jo nærmest flasket op på de fiskefrikadeller!" indskyder hun med et smil.

De omtalte fiskefrikadeller serveres kun til frokost og kommer med hjemmerørt, grov remoulade, citronbåde, nybagt brød og en bulgursalat på siden.

"Fiskedellerne hører til blandt vores gæsters favoritter på menukortet, så dem holder vi fast i," lyder det stålsat fra Preben.

Carsten Bentzon er køkkenchef på Bådcafé og har været med til at sammensætte opskriften på caféens populære fiskedeller.

Carsten Bentzon er køkkenchef på Bådcafé og har været med til at sammensætte opskriften på caféens populære fiskedeller. Foto: M. Jeppesen

Hjemmerørt remoulade og friskbagt brød

I bådens nederste del står Carsten Bentzon klar i kabyssen med samtlige remedier, der skal til for at lave de roste fiskedeller.

"Vi får frisk fiskefars fra Havnens Fiskehus hver dag. Farsen rører vi så op med hakket rødløg, dild, citronskal og lidt salt og pepper, for at sætte vores eget præg på fiskefrikadellerne," forklarer han, mens han rutineret hakker de nævnte ingredienser og vender dem i en skål med fiskefarsen.

Med en ske former han dellerne en for en og lægger dem forsigtigt ned i den sydende olie på panden. En frisk duft af fisk og dild blander sig med den friske havbrise i det lille køkken.

Også remouladen er – naturligvis – hjemmelavet.

"Remouladen er rørt på blandt andet gulerødder, selleri, blomkål, lidt broccoli og så vores hjemmelavede mayonnaise," siger Carsten og fylder med gavmild hånd en mellemstor porcelænsskål med remouladen.

Han vender fiskefrikadellerne, så den brunede side kommer op, griber et nybagt brød på bordet og skærer det i skiver.

"Vi bager brød med durum- og hvedemel hver morgen," fortæller han.

Da også dellernes anden side har taget farve, kommer de i ovnen i små ti minutter.

"Så de er gennemstegte uden at være sorte. De kan sagtens steges færdig på panden, det tager bare længere tid. Og når vi har mange mennesker igennem til frokost, og en stor del af dem bestiller vores fiskefrikadeller, er den hurtigste og meste effektive måde at få frikadellerne færdige at putte dem i ovnen," konkluderer han.

Han anretter de færdigstegte fiskefrikadeller på en tallerken med alt tilbehøret.

"Sådan! En gang Bådcafés fiskefrikadeller!" siger han og lader tallerkenen gå videre til en af bådcaféens tjenere, som iført matroslignende skjorte med guldstriber på skulderen serverer den lækre anretning.

"Velbekomme!"

Fiskedellerne steges i godt med olie på panden, så de får den indbydende gyldne farve.

Fiskedellerne steges i godt med olie på panden, så de får den indbydende gyldne farve. Foto: M. Jeppesen

FAKTA: BÅDCAFÉ

Marselisborg Havnevej 54 (den yderste mole, bro C) Aarhus C

Åbningstider: Mandag til fredag klokken 11-23. Lørdag og søndag klokken 10-23.

Se mere på baadcafé.dk

Signaturret: Århus Onsdag og TV Aarhus stiller skarpt på signaturretter hos en række restauranter i Aarhus. Se hvordan retterne bliver lavet i tv-indslaget og læs om idéen og historien bag retterne og restauranten i Århus Onsdag samt på lokalavisenaarhus.dk.

Publiceret 03 August 2020 07:00