Som en del af sin udstilling tager Jonas Kjeldgaard Sørensen skikkelse af et får. Han sminker desuden to frivillige som får.

Som en del af sin udstilling tager Jonas Kjeldgaard Sørensen skikkelse af et får. Han sminker desuden to frivillige som får. Foto: Cecilie M. Penny

Foranderlig udstilling af samtidskunst

Aarhus Artspace har indrettet glascontaineren i Valdemarsgade til galleri og byder hver dag frem til 24. juli på foranderlig og eksperimenterende samtidskunst

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Skulpturer, installationer og performative indspark indtager glascontaineren iå Valdemarsgade 1F i Aarhus, når frivillige kræfter fra Foreningen for Samtidskunst arrangerer Aarhus Artspace for femte år i træk. Hver dag frem til 24. juli vil man kunne opleve en ny kunstner og en ny udstilling. Her er tale om ny, eksperimenterende samtidskunst, og fælles for alle udstillede værker er, at de forholder sig til begrebet midlertidighed, enten i form eller indhold.

Billedkunstner Jonas Kjeldgaard Sørensen var årets første udstiller i glascontaineren. Han er uddannet fra det Fynske Kunstakademi i 2018 og arbejder med performance, installation, teater og objekter. Hans udstilling på Aarhus Artspace 2020 har titlen 'Elsker ikke-elsker' og trækker referencer til trekantsdramaet mellem helten Odysseus, kyklopen Polyfemos og fåret fra den græske mytologi. Fåret er det overskyggende centrum for Jonas’ udstilling.

"Efter at have boet i London, tog jeg til Rømø i en periode. Her var får overalt. Og da jeg kom tilbage til London, var der også får over det hele. Bare på en anden måde. I form af uld. Blandt andet uldne jakkesæt. Det fik mig til at dykke ned i fårets betydning gennem historien, i kulturen og i sproget," fortæller Jonas. Hans udstilling 'Elsker ikke – elsker' ligger i forlængelse af dette researchprojekt, som har varet i omtrent fire år.

Fra venstre Kurator Filippa Francke, kunstner Jonas Kjeldgaard Sørensen og projektleder Lone Juul Jensen foran Jonas' plakatsøjle i glascontaineren i Valdemarsgade, hvor Aarhus Artspace 2020 folder sig ud.

Fra venstre Kurator Filippa Francke, kunstner Jonas Kjeldgaard Sørensen og projektleder Lone Juul Jensen foran Jonas' plakatsøjle i glascontaineren i Valdemarsgade, hvor Aarhus Artspace 2020 folder sig ud. Foto: M. Jeppesen

Fra menneske til får

'Elsker ikke - elsker' består af tre fysiske værker; en plakatsøjle, et støbt hoved uden ansigt samt en fladskærm på højkant, hvor en video kører i loop. Som skuespillere på en scene indtager skulpturerne de tre roller fra den klassiske græske tragedie om Odysseus og etablerer en fortælling for publikum.

"Jeg deltager selv performativt som en del af udstillingen. Man vil opleve mig iklædt et fåre-outfit, bestående af en fåremaske i silikone, et lilla jakkesæt i uld og sko udformet som hovene på et får," fortæller kunstneren. Han åbner en papkasse, tager en fåremasker i hudfarvet silikone op og sætter sig ved et lille bord i containerens fjerneste ende.

"Det tager mig omtrent halvanden time at få masken på. Den tid bruger jeg samtidig til at transformere mig mentalt. Ikke sådan at forstå at jeg spiller et får. Jeg er stadig mit eget subjekt, transformeret til skikkelsen af et får. Det er interessant at opleve, hvad det kan," siger Jonas. Han skifter brillerne ud med kontaktlinser og gør de nødvendige remedier til påføringen af fåremasken klar.

"I min udstilling er der en masse clash; imellem køn, imellem menneske og dyr... Og den rejser aktuelle spørgsmål vedrørende ansigtsgenkendelse, maskering og identitet," lyder det.

Han rejser sig og går hen foran fladskærmen. Videoen, der ruller hen over skærmen, viser Jonas’ ansigt iklædt fåremasken helt tæt på. Den varer to og et halvt minut og kører i loop.

"De fleste kender den her gule firkant, der kommer frem på skærmen, når man optager video med sin mobiltelefon. Den firkant kan man også se her." Han peger på den gule firkant, der indrammer ansigtet på skærmen. Et ansigt der fremstår robotagtigt, men samtidig menneskeligt og virker både dragende og uhyggeligt.

"Firkanten, som indrammer mit ansigt, søger at genkende. Det er interessant at betragte, hvornår kameraet genkender ansigtet bag masken, og firkanten forsvinder. Og på den måde få en fornemmelse af hvor mennesket starter, og hvor dyret tager over," fortsætter Jonas.

Med værket ønsker han at undersøge, hvad der sker, når masken rent teknologisk sletter muligheden for at registre ansigtet som værende et ansigt.

Jonas Kjeldgaard Sørensen i færd med at transformere sig til skikkelsen af et får.

Jonas Kjeldgaard Sørensen i færd med at transformere sig til skikkelsen af et får. Foto: M. Jeppesen

Reference til græsk mytologi

Plakatsøjlen er tapetseret med plakater i sort-hvid, der trin for trin viser Jonas’ transformation fra menneske til får.

"Billederne viser forvandlingen fra menneske til får og kan virke både fascinerende og makabre. De stiller spørgsmålet: hvornår er man menneske, og hvornår er man dyr? Grænsen udviskes ligesom," fortæller Jonas. Han sætter strøm til søjlen og en lille sort figur af et får, i hvad der ligner tæt omfavnelse med et menneske, på søjlens ene side drejer rundt om sin egen akse.

"Figuren er fra et to-dimensionelt relief af sagnet om Odysseus, der flygter fra kyklopen Polyfemos under en vædders bug. Jeg har printet figuren i 3D og ved at lade den dreje rundt, ændres magtforholdet mellem dyr og menneske hele tiden, ligesom publikums associationer ændres," fortæller han med blikket stift rettet mod den drejende figur. Den drejer som den skal. Langsomt og glidende.

På containerens gulv få meter fra plakatsøjlen ligger hovedet i mørkt metal, balancerende på issen.

"Jeg har lavet en afstøbning af mit eget hoved og skåret ansigtet af med en vinkelsliber. Som en reference til Odysseus, der smadrer Polyfemos’ ansigt, inden han flygter. Og med en samtidsreference til den digitale ansigtsgenkendelse. Ingen ansigtsgenkendelsesalgoritme kan identificere Polyfemos. Hvad gør vi, når der ikke er noget ansigt at genkende?" Jonas lader spørgsmålet hænge i luften og sætter sig tilbage til sit lille bord og påbegynder sin transformation til får.

Video-værket af Jonas Kjeldgaard Sørensen som leger med ansigtsgenkendelse.

Video-værket af Jonas Kjeldgaard Sørensen som leger med ansigtsgenkendelse. Foto: M. Jeppesen

Hver dag byder på nyt

Kurator Filippa Francke skæver til Jonas og søjlen og smiler. Ud af en lang række ansøgere er Jonas en af de kunstnere, hun har valgt ud til at deltage på dette års Aarhus Artspace.

"Jeg valgte Jonas ud blandt ansøgerne, fordi hans ansøgning var for vild. Jeg blev på en gang forundret og forvirret over hans projekt, men også draget af det. Så jeg var nødt til at vide mere. Og da Jonas fortalte om tankerne bag sine værker, var der kun fascination tilbage. Og så er jeg pjattet med masker,"siger Filippa, der er med som kurator ved Aarhus Artspace for første gang.

Sammen med projektleder hos Aarhus Artspace Lone Juul Jensen, er hun ved at få de sidste finesser på plads i glascontaineren, inden udstillingen åbner for offentligheden om små to timer.

"En præmis for årets program er, at de udstillede værker ikke er statiske," siger Lone. Hun har været kurator for Aarhus Artspace siden 2017. I i år er det første år, hun har projektlederhatten på.

"Det betyder, vi ikke har malerier og billeder, der skal hænges op, hvilket kun er godt, da det ville giver problemer her i glascontaineren," tilføjer hun med henvisning til containeren sider af glas og jern.

"Aarhus Artspace har ikke noget fast udstillingssted og skifter derfor lokation fra år til år. I år har foreningen lånt Børnekulturhusets glascontainer her. Derudover har vi i år etableret et udstillingsarkiv i en container ved Lynfabrikken i Vestergade. Hver af årets udstillere vælger en effekt fra deres udstilling, når de har udstillet, som kommer ned i arkivet. På den måde forandrer udstillingen der sig hele tiden. Så det kan betale sig at gå forbi flere gange," fortæller hun.

"Ligesom det kan betale sig at kigge forbi flere gange her, da der er en ny udstiller på hver dag i udstillingsperioden. Og det håber jeg, folk vil gøre. Kigge ind, blive nysgerrige og lade sig inspirere," tilføjer hun så opfordrende.

"Det håber jeg også!" indskyder Jonas fra sin plads ved bordet.

"Altid når jeg udstiller, har jeg selvfølgelig en forhåbning om, at nogen ser det, jeg laver. Og om at det kan føre til nye samarbejder," siger han og fortsætter så med koncentreret at pensle lim i sit ansigt. Et ansigt der om to timer vil ligne et fårs til forveksling.

FAKTA: Aarhus Artspace 2020

10.-24. juli 2020

Glascontaineren, Valdemarsgade 1F, Aarhus C samt LYNfabrikkens BOX, Vestergade 49, Aarhus C

Kunstnere:

  • 15. juli, kl. 15-19 Mette Hommel: INTimprovisation (koncertinstallation)
  • 16. juli, kl. 15-19 Linn Mina Paasche (lyd- og videoinstallation)
  • 17. juli, kl. 13-21 Sasha Lindegaard (værker i genbrugsplast)
  • 18. juli, kl. 15-19 Simon Nielsen-Englyst (videoinstallation)
  • 19. juli, kl. 15-18 Mette Holtet Skov (performance)
  • 21. juli, kl. 15-19 Sanne Moe (mime-performance)
  • 22. juli, kl. 15-19 Mathias Riis Andersen (digital udstilling)
  • 23. juli, kl. 15-19 Rebecca Birch Roulund & Marie Ravn (udstilling)
  • 24. juli, kl. 16-20 Clara, Line & William (tekst, lyd og bevægelse)

Arrangør: Foreningen for Samtidskunst

Gratis

Se mere på aarhusartspace.com

Følg Jonas Kjeldgaard Sørensen på Instagram: #jonaskjeldgaardsørensen

Publiceret 15 July 2020 20:30