Kunstner og medarrangør af rooftop udstillingen på Skovkollegiet, Maja Helene Vestergaard, med sit værk 'Anatomy of an earthworm'.

Kunstner og medarrangør af rooftop udstillingen på Skovkollegiet, Maja Helene Vestergaard, med sit værk 'Anatomy of an earthworm'. Foto: M. Jeppesen

Corona gav idé til alternativt - og helt gratis - udstillingslokale i Aarhus

Fire nyudsprungne kunstnere er gået sammen om en popup udstilling på Skovkollegiets tagterrasse i Aarhus V

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS På en vindblæst tagterrasse på Skovkollegiet i Aarhus V udstiller fire unge, lokale kunstnere deres værker på en popup skulpturudstilling, som kan opleves frem til og med 19. juli.

Lokationen på Vintervej 15 levede denne søndag eftermiddag fuldt ud op til sit navn. Her stod en isnende vind ind fra alle sider og viste ingen nåde, da de fire kunstnere Lea Emilie Hansen, Maja Helene Vestergaard, Bjørg Dyg Nielsen og Julie Smilla var i gang med at sætte deres værker op og gøre klar til fernisering.

"De af værkerne, som ikke er tunge nok, sørger vi for at surre godt fast med strips, kroge og ståltråd, så de ikke flyver nogen steder," næsten råber Maja i forsøg på at overdøve blæstens insisterende susen og piben.

Hun og Lea er idékvinder og arrangører bag rooftop popup udstillingen.

"Det så jo ud som om, sommeren ville byde på en meget tom kalender, da meget er aflyst på grund af corona. Og så fik jeg den idé at arrangere noget selv her på tagterrassen, som jo er udendørs og derfor smittevenlig. Jeg bor selv på Skovkollegiet og tog derfor kontakt til Arbejdernes Andels Boligforening, som har ejendommen, og spurgte, om jeg måtte lave en udstilling her. Jeg fik lov til at bruge tagterrassen – endda helt gratis," fortæller Lea glad.

Da lokationen var på plads, tog hun fat i Maja, Bjørg og Julie for at høre, om de havde lyst til at være med til at lave en udstilling. Det havde de.

"Vi søgte midler hos Puljen til Ung Kunst og Kultur (PUKK) og fik et beløb til dækning af materialer, pr samt honorar til de performere, vi har fået til at komme og optræde heroppe blandt skulpturerne. Blandt andet kan man opleve kunstnergruppen '!LD ! D!T ANS!GT' til vores finissage 19. juli, som er vores sidste udstillingsdag," siger Lea.

Bjørg Dyg Nielsen i færd med at hænge sin installation 'Road kill' op på Skovkollegiets vindomsuste tagterrasse.

Bjørg Dyg Nielsen i færd med at hænge sin installation 'Road kill' op på Skovkollegiets vindomsuste tagterrasse. Foto: M. Jeppesen

Knogler og menneskehår

De fire kunstnere kender hinanden fra byens kunstinstitutioner. Lea og Maja har mødt hinanden på basisholdet på Aarhus Kunstakademi, hvor de begge blev færdiguddannet i maj i år. Maja har desuden gået på Tørring Gymnasium sammen med Bjørg, og Julie, Bjørg og Lea har gået sammen på Byhøjskolen.

"Det er fedt at lave en udstilling som den her sammen med fire af sine venner. Så kan vi gå og hygge os sammen, samtidig med at vi arbejder," siger Bjørg. Med hjælp fra Julie kæmper hun en brav kamp for at få en af sine to installationer på udstillingen - et vindspil med dyreknogler støbt i tin - til at makke ret i stiv kuling.

"Værket hedder 'Road kill' og er lavet af dyreknogler. Knoglerne, som jeg har fundet i skoven, har jeg taget gipsafstøbninger af og siden støbt i tin," fortæller Bjørg, alt imens hun fæstner endnu en tin-knogle på en tynd metalkæde, som blæsevejret gang på gang sender ud i utilregnelige svingninger.

Herudover har Bjørg sit værk 'Nina' med på udstillingen. Et værk bestående af fire kakler i stentøj, hvorpå der er fæstnet menneskehår.

"Af en eller anden grund, føler vi afsky ved kroppens afstødelser - så som hud, hår og afklippede negle. De færreste har jo problemer med hår, så længe det sidder på hovedet af en person. Det, synes jeg, er tankevækkende... Værket undersøger, hvorfor vi som mennesker, har det sådan," fortæller hun.

Jaka bov-farvede værker

Samtlige kunstværker på rooftop popup udstillingen er skulpturer eller installationer.

"Vores eneste udgangspunkt for udstillingen har været, at værkerne skulle kunne leve udendørs. I regn og blæst. Det får vi testet af i dag. Indtil videre ser det lovende ud," siger Maja. Hun har et fast tag i sin kasket med den ene hånd, så den ikke flyver væk, mens hun med den anden er ved at fæstne, hvad der ligner en overdimensioneret, lyserød regnorm på nogle kødkroge på et af terrassens stålgitre.

"Værket hedder 'Anatomy of an earthworm' og er lavet i silikone. Jeg har malet ormen i den her lyserøde Jaka bov-farve, som jeg er ret vild med i øjeblikket, spiddet den og hængt den på kødkroge," forklarer Maja og fortsætter:

"Silikonen har jeg valgt, fordi det er et materiale, man får lyst til at røre ved. Personligt er jeg mest til udstillinger, hvor man ikke alene må se, men også røre."

Majas andet værk på rooftop udstillingen er en organisk skulptur i stentøj, ligeledes lyserød.

"Værket her har ligesom en indre energi, som om det er i kredsløb om sig selv. Det har hverken en top eller en bund, et oppe eller nede," siger Maja og kører fingerspidserne hen over skulpturens glaserede overflade.

Kunstner Julie Smilla har surret sit værk 'Mother Natura stands for comfort' godt fast til metalstængerne i tagterassens rækværk, så det ikke risikerer at flyve væk.

Kunstner Julie Smilla har surret sit værk 'Mother Natura stands for comfort' godt fast til metalstængerne i tagterassens rækværk, så det ikke risikerer at flyve væk. Foto: M. Jeppesen

Fantasi og surrealistisk realisme

Helt ude ved rækværket godt surret fast til tremmerne står Julies værk; 'Mother Natura stands for comfort'. Værket består af et sammenrullet liggeunderlag med udskårne tegninger; blandt andet en playboy kanin og en kryds og bolle plade. Ud af liggeunderlaget kommer noget, der ligner en stor dyrepote med sorte klør.

"Med værket vil jeg gerne give et billede af, at noget menneskeskabt muterer sig i naturen. Da det desværre er en utopisk tanke, har jeg givet poten store, sortlakerede akrylnegle. Som for at understrege det urealistiske," forklarer Julie.

I en diagonal linje fra Julies værk står Leas værk 'Kabinet for mystik'. Det består af et loppefund af en ældre, cremefarvet kommode med blå skuffer.

"Tanken er, at kommodens ydre med dens ramponerede, slidte look skal skabe en kontrast til det, som er i skufferne." Lea Hansen åbner skufferne en for en.

I dem ligger der indtørret citrusfrugter, farvet gummibånd og små artefakter lavet af gips, tapetklister og maling.

"Her kommer til at være et skilt, hvor folk opfordres til at åbne skufferne." Lea peger demonstrativt på stålwirene bag sit skuffedarium, hvor det omtalte skilt er tiltænkt en plads.

"Og selvfølgelig kommer vi også til at have masser af håndsprit, så man ikke skal tænke på smittefare," forsikrer hun.

Indholdet i skufferne, håber hun, vil tale til folks fantasi.

"Når folk åbner skufferne og ser indholdet, håber jeg, det vil sætte deres fantasi på arbejde. Selv synes jeg, flere af tingene minder om videnskabelige forsøg eller alkymistiske fund, men der er ikke noget facit," lyder det fra Lea. Med en fingerspids trykker hun let på det bordeaux gummibånd, som vibrerer gelé-agtigt i den nederste skuffes dyb.

19. juli bliver der sat punktum for rooftop popup udstillingen. Men det betyder ikke et punktum for kommende udstillinger fra de fire kunstneres hånd.

"At udstille på en utraditionel og let tilgængelig platform som tagterrassen her, det kan noget. Nu har vi jo lige taget hul på vores tilværelse som kunstnere, og det her er den første udstilling nogensinde, som vi selv har stået for. Men det, at det lader sig gøre, har været en meget bekræftende oplevelse, og jeg tror sagtens, vi kunne finde på at lave en udstilling i lignende rammer igen," siger Lea.

"Havde vi skulle ud og leje os ind i dyre lokaler, havde det ikke kunnet lade sig gøre at lave en udstilling som den her. Ikke lige nu i hvert fald. Så det er helt perfekt, at vi kan være her på tagterrassen," supplerer Maja. Lea nikker bekræftende.

"Vi har sat plakater op i nærområdet, og jeg har også opfordret beboerne på kollegiet til at kigge op. Så vi håber da, at rigtig mange kommer og ser vores udstilling. Også selv om den er på en lidt atypisk lokation," siger hun og gør store øjne. Store, håbefulde øjne.

Hver skuffe i kunstner og arrangør Lea Emilie Hansens værk 'Kabinet for mystik' indeholder små artefakter, som sætter fantasien på arbejde.

Hver skuffe i kunstner og arrangør Lea Emilie Hansens værk 'Kabinet for mystik' indeholder små artefakter, som sætter fantasien på arbejde. Foto: M. Jeppesen

FAKTA: Rooftop popup udstilling

Hvor: Skovkollegiet, Vintervej 15, 8210 Aarhus V

Udstillingsperiode: 6.-19. juli 2020

Kunstnere: Lea Emilie Hansen, Maja Helene Vestergaard, Bjørg Dyg Nielsen og Julie Smilla

Fri entré

Publiceret 08 July 2020 07:00