Linea Sandgren og hende hjælper, Sille Blaaberg (t.v.), er leveringsdytige i både noget til den søde tand og i en sund madpandekage.

Linea Sandgren og hende hjælper, Sille Blaaberg (t.v.), er levringsdytige i både noget til den søde tand og i en sund madpandekage. Foto: Tahmasbi

Pandekagerne hos Crebel er både sunde og søde

Det nye creperie i Vestergade er åbent og tilbyder et alternativ til den evige sandwich

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Aarhus Da Crebel slog døren op lørdag 12. juni, var det til en lang kø af glade gæster. De er blevet ved med at komme siden, dog i et mere roligt tempo.

"Når vi åbner klokken 11 om formiddagen, står den første kunde her fem minutter efter," siger Linea Sandgren, der har læst ernæring og sundhed og specialiseret sig i fødevarer og ledelse.

Hun har i nyere tid også specialiseret sig i pandekager, som hun har studeret flittigt på både fransk og dansk samtidig med, at hun har eksperimenteret med dem hjemme i sit køkken. Nu er hun klar til kunderne i det nye creperie. De har taget godt imod pandekagerne.

Masser af frisk grønt

Det er lidt tidligt at lave statistik på de mest populære, men indtil nu har der været stor efterspørgsel på dem med kartoffel, bacon og urtedressing.

"Man må gerne vælge nogle af ingredienser fra, hvis man for eksempel ikke ønsker kød. Der er friske og sprøde grønsager i dem alle, fordi det giver en god kontrast til den bløde pandekage," siger Linea Sandgren, mens hun skærer æble, agurk og tomat, som skal i en madpandekagerne sammen med salat, gedeost og balsamico.

"Vi steger de søde pandekager mere sprøde, fordi fyldet i dem er blød nutella, banan og chokolade," forklarer den pandekage-ansvarlige.

Døren går op, og to mænd i skriggule veste fra byggepladsen ved siden af kommer ind.

"Er her åbent? Kan vi få noget frokost her?" spørger formanden af byggepladsen.

Arbejdsmændene har flittigt fulgt med i, hvornår Crebel var klar til at lave pandekager til dem.

"Det bliver rart med noget andet end den sædvanlige rugbrødsmad," siger formandens makker.

De lover at give lyd på forhånd, hvis alle mand på pladsen beslutter sig for, at de skal have pandekager samme dag, så Linea Sandgren og hende hjælper, Sille Blaaberg, har en chance for at kunne lave pandekager til alle mand i en fart.

Manden bag det nye creperie, som ligger downtown Aarhus, er Jesper Overgaard. Han ejer både Crebel og Brætspilscaféen på den anden side af gaden.

Pandekageansvarlige Linea Sandgren og ejeren af Crebel, Jesper Overgaard, sidder her i gårdhaven bag creperiet.

Pandekageansvarlige Linea Sandgren og ejeren af Crebel, Jesper Overgaard, sidder her i gårdhaven bag creperiet. Foto: Tahmasbi

Genboen ejer Crebel

Han har fra brætspilscaféen haft udsigt til de tomme lokaler i mere end et år og har funderet over, om han kunne bruge dem til noget godt. Og så kom der pludseligt et godt tilbud fra ejeren, der skal have lejet lokalerne ud, mens der bygges på nabomatriklen indtil oktober næste år.

"Der er ikke andre pandekagesteder her i midtbyen. Og da jeg blev tilbudt lokalerne til en god pris, slog jeg til," siger Jesper Overgaard.

Der er også en hyggelig gårdhave og et lokale ovenpå, hvor man kan hænge ud og spise sine pandekager.

Publiceret 27 June 2020 11:00