Teaterkoncerten 'C.V. Jørgensen' har verdenspremiere i Store Sal på Aarhus Teater 14. august. Forestillingen er den første på Aarhus Teater siden corona lukkede landet ned - og startskuddet på teatrets sæson 20/21.

Teaterkoncerten 'C.V. Jørgensen' har verdenspremiere i Store Sal på Aarhus Teater 14. august. Forestillingen er den første på Aarhus Teater siden corona lukkede landet ned - og startskuddet på teatrets sæson 20/21. PR Foto

Skuespillere skal testes flere gange for coronavirus

Med den udvidede genåbning af Danmark påbegynder skuespillerne på Aarhus Teater nu prøver. Teatret gør samtidig klar til at modtage publikum i smittefri rammer efter sommerferien

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Ultimo april gik Aarhus Teater på tvungen sommerferie grundet corona-virus. En række igangværende og planlagte forestillinger blev aflyst og alt lukket ned, sådan som regeringen foreskrev.

Inden teateret lukkede ned for sommerperioden, præsenterede teaterdirektør Trine Holm Thomsen en spændende ny sæson, som skydes i gang med en verdenspremiere på teaterkoncerten ‘CV Jørgensen' 14. august.

20. maj fremrykkede og udvidede regeringen fase to af genåbningen af Danmark. Det betød, at landets teaterscener måtte åbne og byde publikum velkommen tilbage før end ventet. Selvfølgelig med de givne retningslinjer for afstand og hygiejne for øje.

“Det er en klar forbedring af tingenes tilstand, at teateret åbnes, og det er vi rigtig glade for. Men vi har været nødt til at aflyse seks forestillinger grundet Covid-19, og skuespillerne har ikke haft mulighed for at have prøver i perioden med corona, så der bliver ikke noget at opleve for publikum på Aarhus Teater før efter sommerferien,” siger pressechef på Aarhus Teater, Morten Daugbjerg og tilføjer:

“Det er selvfølgelig en stor skam at have været nødt til at aflyse forestillinger, som publikum har glædet sig til. Men vi har fuld forståelse for, at regeringen har taget de foranstaltninger, de har.”

Skuespillerne testes

Den udvidede genåbning af landet betyder til gengæld, at teatrets ensemble kan komme i gang med prøverne til nogle af de forestillinger sæson 20/21 byder på.

“Skuespillerne påbegynder prøver fra 8. juni. Først der ved vi, at vi med sikkerhed kan have rammerne på plads, så det er trygt for skuespillerne at færdes på teatret uden at skulle være bange for smittefare,” fortsætter Morten Daugbjerg.

I coronamæssig forstand er skuespillere en udsat gruppe, da de står tæt og taler med så stor kraft, at små dråber af spyt af og til fyger dem om ørerne. Således skal skuespillere ifølge myndighedernes retningslinjer under prøver stadig holde to meters afstand. I modsætning til den ene meters afstand som gælder for alle andre mennesker.

“Teater er en særlig kunstart, hvor man taler, råber og skriger og er fysisk tæt på hinanden. Derfor har myndighederne også udfærdiget særlige retningslinjer for skuespillere. Heldigvis har vi mulighed for at få dispensation fra kravene, således at skuespillerne må være tættere end de to meter, men i kortere perioder. Forudsætningen for, at vi kan få dispensation, er, at vi lader skuespillerne teste for Covid-19. Ikke bare en enkelt gang, men hyppigt. Så det arbejdes der lige nu på,” fortæller Morten Daugbjerg om de fremtidige prøver på teatret.

Ubesvarede spørgsmål

Myndighedernes retningslinjer justeres og tilpasses hele tiden, og hverken Aarhus Teater eller branchen som helhed har endnu det endegyldige svar på, hvordan man kan modtage publikum i salene efter sommerferien.

“Vi gør os en masse overvejelser i forhold til at invitere publikum indenfor på Aarhus Teater igen. Blandt andet har vi købt et elektrostatisk anlæg, som det er planen, teatrets rengøringspersonale desinficerer salene med imellem hver forestilling. For os er det afgørende, at vi kan skabe trygge rammer for vores publikum. Når vi genåbner, skal publikum kunne være helt sikre på, at vi har gjort alt for at hindre smittefare,” siger pressechefen.

Som det ser ud nu, skal hver gruppe af publikum sidde med en meters afstand, når Aarhus Teater byder velkommen indenfor efter sommerferien. Derudover er der stadig en række ubesvarede spørgsmål.

“Hvad gør vi eksempelvis i forhold til pauser og toiletbesøg under en forestilling? De spørgsmål er vores interesseorganisation Dansk Teater i fuld gang med at finde svar på,” lyder det.

Indtil Aarhus Teater blænder op for 'CV Jørgensen' teaterkoncerten i Store Sal fra 14. august, er der mulighed for at høre teater som podcast.

“Forestillingen ‘Made in China’, som skulle have spillet på Aarhus Teater, fra 30. april til 16. maj, har vi konverteret til en podcast, som blandt andet kan findes på aarhusteater.dk samt på Politiken Podcast. Så vi har tænkt og tænker stadig i alternative metoder at formidle teater på,” slår Morten Daugbjerg fast.

Publiceret 06 June 2020 10:00