Eigil Sørensen er kommet på biblioteket hver anden uge i 40 år. Han kom for at aflevere de bøger, han lånte i februar - han har nået at læse dem både to og tre gange.

Eigil Sørensen er kommet på biblioteket hver anden uge i 40 år. Han kom for at aflevere de bøger, han lånte i februar - han har nået at læse dem både to og tre gange. Foto: Tahmasbi

Bibliotekerne i Aarhus er genåbnet - men du kan langtfra alt som du plejer

Mandag åbnede bibliotekerne, så vi kan gå derind og finde bøger, musik og film. Men man må ikke hænge ud, læse avis eller drikke kaffe. Stolene er simpelthen væk

Af
Sofie Amalie Skovsager

og Bente Tahmasbi Hansen

Aarhus Det er et anderledes bibliotek, der åbnede mandag formiddag som et led i fase 2-genåbning af Danmark.

30 af de mest trofaste gæster stod klar, da dørene åbnede klokken 10. De satte kursen mod terminalen for ind- og udlån. Nu med håndsprit, handsker og afstandsmærker. Chefen for bibliotekerne, Marie Østergaard, stod klar og hilste på de kendte ansigter.

"Jeg er kommet på biblioteket hver anden uge i 40 år, så det er dejligt at være tilbage, så jeg kan aflevere de bøger, jeg har lånt i februar. Jeg har læst dem både to og tre gange," smiler Eigil Sørensen.

Stolene og sofaerne er fjernet, fordi det for tiden ikke er tilladt at tage plads i dem og blive lidt længere.

"Jeg mødes nogle gange med en ven, så sidder vi og taler lidt og finder bøger sammen. Det er især godt om vinteren," siger Eigil Sørensen, der glæder sig til, at det igen er muligt.

Man skal ikke hænge ud

Lige nu er er der møbleret på en anden måde, end der plejer at være.

"Vi har sat en række reoler med materialer op, der hvor sofaerne og stolene stod, så her ikke ser tomt ud. På bordene er der udstillinger, som inspirerer læserne," siger bibliotekschef Marie Østergaard.

Man kan lige nu ikke benytte læsesale, studere, lege, printe, bruge pc'er, eller deltage i arrangementer .

"Vi åbner dørene, så folk kan gå rundt og selv finde de ting fra reolerne, som de har lyst til. Vi vil rigtig gerne have, at folk kommer ind til os, så vi får liv på bibliotekerne igen."

Bibliotekerne har øget sikkerhedsforanstaltningerne i forhold til coronasmitten, så de lever op til de gældende retningslinjer, som regeringen har besluttet.

Kontrolleret genåbning

"Vi har lavet opstribning, afstandsafmærkning og målt op, hvor mange vi må være i forhold til kvadratmetertal. Vi har sprittet af alle vegne og placeret håndsprit, der hvor folk er i berøring med kontaktflader," fortæller Marie Østergård til Århus Onsdag.

Endnu en ting er anderledes end sædvanligt: De biblioteker, der ligger på skoler, er ikke åbnede.

"Hvis det er der, man hører til som låner, skal man være opmærksom på, at man ikke kan bestille materialer via det bibliotek, men skal vælge et andet, hvis man bestiller online," forklarer Marie Østergaard.

Lederen af bibliotekerne i Aarhus, Marie Østergaard, stod klar, da Dokk1 åbnede mandag klokken 10. Hun hilste på på de faste brugere, som var klar, da dørene blev slået op.

Lederen af bibliotekerne i Aarhus, Marie Østergaard, stod klar, da Dokk1 åbnede mandag klokken 10. Hun hilste på på de faste brugere, som var klar, da dørene blev slået op. Foto: Tahmasbi

Rigtig mange materialer er lånt ud i øjeblikket. Hvis man satte alt materialet ved siden af hinanden, ville det fylde 2,8 kilometer. Det håber biblioteket at få hjem igen - men helst ikke det hele på en gang. Man må meget gerne vente lidt med at dukke op.

Borgerservice er lukket

Fristen for at aflevere sit lånte materiale fra biblioteket er udskudt til 14.juni, og der bliver ikke pålagt afgifter i perioden.

De reserverede materialer står klar og kan hentes hen over ugen, når man får besked om det i en mail. Legepladsen ved Dokk1 er fortsat delvist lukket af hensyn til forsamlingsforbuddet, og fordi det ikke er muligt at afspritte de store legeredskaber.

Borgerservice på Dokk1 er midlertidigt lukket for personligt fremmøde, og har ikke tilladelse til at åbne yderligere.

I lukningsperioden har Borgerservice været åbnet for nødbetjening med tidsbestilling, hvor borgerne gennem elevatorer blev ført op til betjening. Det er der fortsat, men det er nu tilladt at benytte hovedindgangen på lige fod med bibliotekets øvrige gæster.

Fakta

  • Kontakt bibliotekaren. Hverdage klokken 10-19
  • Book en bibliotekar, hvis du skriver en større opgave. Hverdage klokken 10-16
  • Matematikeksamens-café. 18 og 19. maj klokken 16-20. 20. maj klokken 10-14
  • Vejledning om videregående uddannelse. 19. maj klokken 10-16
  • Bogcafé med tips til foråslæsning. 19. maj klokken 16-16.40
  • Skak online. 20. maj klokken 19-21 og 22. maj klokken 10-12

Fakta

Online-tilbud

  • Kontakt bibliotekaren. Hverdage klokken 10-19
  • Book en bibliotekar, hvis du skriver en større opgave. Hverdage klokken 10-16
  • Matematikeksamens-café. 18 og 19. maj klokken 16-20. 20. maj klokken 10-14
  • Vejledning om videregående uddannelse. 19. maj klokken 10-16
  • Bogcafé med tips til foråslæsning. 19. maj klokken 16-16.40
  • Skak online. 20. maj klokken 19-21 og 22. maj klokken 10-12

Publiceret 18 May 2020 06:00