'Angående mig' er et af de lokale, musikalske indslag på programmet for den digitale Transmission! Festival.

'Angående mig' er et af de lokale, musikalske indslag på programmet for den digitale Transmission! Festival. Foto: Johan Pedersen

Aarhusiansk ungekultur på digital festival

Corona har ramt byens unge kulturskabere hårdt. Nu arrangerer Frontløberne den digitale festival Transmission!, som kan fungere som udstillingsvindue og kulturel hjælpepakke

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Transmission! er en digital to-dages festival arrangeret af Frontløberne. Festivalen spænder af 2. og 3. maj og har til formål at sætte fokus på det unge kulturelle vækstlag i Aarhus i en tid, hvor alle kulturelle aktiviteter er udskudt eller aflyst.

Hos Frontløberne har man tydeligt fornemmet ærgrelsen og frustrationen iblandt byens unge kulturskabere, hvor tiden med corona har tæret betydeligt på både fællesskab, motivation og økonomi.

“Mange af vores medlemmer havde jo en fuldt booket forårs- og sommerkalender, hvor de skulle rundt i landet og vise de projekter frem, som de har knoklet med. Alt det arbejde og momentum er med ét blevet revet væk, og det har virkelig været en mavepuster for mange. Ungekulturen lever af energi og engagement – når man er afskåret fra at dele den med hinanden, bliver det svært,” siger Mathias Brander Skovsted fra Frontløbernes ledelsesteam.

Derfor har Frontløberne i samarbejde med Tuborgfondet besluttet sig for at gøre noget ved sagen. Det sker med den digitale festival Transmission!, som via 13 live-streams fordelt over to dage vil transmittere et udvalg af byens alsidige ungekultur, som i øjeblikket ellers er afskåret fra sit publikum og det vante fællesskab. De enkelte kunstnere og kulturaktører vil på den måde få et udstillingsvindue og et økonomisk rygstød med på vejen.

“For os drejer det sig om at samle folk om et fælles projekt i disse tider. Aarhus’ ungekultur er stærk på grund af det unikke sammenhold, den er funderet i. Det skal vi huske på og støtte op om. Derfor er Transmission! et fælles projekt, hvor unge kulturaktører skal indtage scenerne og unge frivillige engagere sig i planlægningsfasen, bag lydpultene og kameraerne, og så videre,” uddyber Mathias Brander Skovsted.

Deltag i Transmission! Festival via transmissionfestival.dk eller på Facebook 2. og 3. maj. Det er gratis, men man er velkommen til at donere en skærv til de optrædende kunstnere.

Deltag i Transmission! Festival via transmissionfestival.dk eller på Facebook 2. og 3. maj. Det er gratis, men man er velkommen til at donere en skærv til de optrædende kunstnere. PR Foto

Kultur i bred forstand

Transmission! festivalen kommer til at byde på koncerter, film, teater, poetry slam, live-podcast og naturoplevelser. Alt sammen optaget og udsendt fra Frontløbernes hovedkvarter på Sydhavnen i Aarhus.

“Alting er gået ekstremt stærkt. Det er ikke mange dage siden, Turborgfondet gik ind i projektet, og vi dermed fik penge til at kunne give de optrædende kunstnere et honorar. Så vi har ikke hele programmet på plads endnu,” lyder det lidt undskyldende fra Mathias Brander Skovsted.

Flere optrædende er dog på plads, og fælles for dem alle er, at de har et tilhørsforhold til Aarhus.

“Et af dogmerne for festivalen er, at alle, der er med, enten er fra Aarhus eller holder til i byen. Men ellers præsenterer vi kultur i sin bredeste forstand,” siger Frontløberen og indvilliger i at løfte lidt af sløret for de to dages festivalprogram.

“Den unge duo, Føl Som, giver koncert. I lige præcis den weekend, hvor Transmission! spænder af, skulle de have spillet Karrierekanon Finale på Spot Festival, men det er jo af gode grunde aflyst. Det har selvfølgelig været noget af en skuffelse for dem, så vi synes, det kunne være både fedt og enormt meningsfuldt at gribe fat i dem og sætte dem på plakaten.”

Herudover nævner Mathias Brander Skovsted singer-songwriteren ‘Angående mig’, Aarhus Volume som præsenter nogle forskellige dj’s og spillestedet Det turkise telt, som også vil bidrage med musikalsk indhold til programmet.

Udover musik kommer programmet for festivalen også til at byde på en række andre kulturelle aktiviteter.

“Enten lørdag eller søndag morgen optager den småfilosofiske podcast ‘Åndgranater’ en live-podcast, og på festivalens sidste aften vil filmfællesskabet 4F og den unge filmskaber Oliva Droob arrangere midnatsbiograf med en række kortfilm af unge amatørinstruktører. Og så arbejder vi på at få noget poetry slam på programmet...” lister Mathias Brander Skovsted op.

Også det aarhusianske naturfællesskab Natur Retur deltager på festivalen, hvor de inviterer på en slags digital udflugt ud i naturen.

“Hele den øvrige del af festivalen kan opleves hjemme fra lænestolen, men med Natur Retur indslaget lægger vi rent faktisk op til, at man bevæger sig ud under åben himmel,” indskyder Frontløberen.

Åben for input

Der er stadig ledige huller i programmet, som Frontløberne vil opfordre deres følgere på de sociale medier til at komme med bud på, hvem skal udfylde.

“Det er vigtigt for os, at det ikke bliver en lukket klub. Derfor forsøger vi at være inddragende med et open call på Facebook og Instagram, hvor vi rækker ud til vores følgere og det øvrige aarhusianske kulturliv i håb om at få nogle indspark. Så det ikke bare er os i ledelsen, som arbejder professionelt med det her til dagligt, der kører det, men folk udefra også har mulighed for at få medbestemmelse,” siger Mathias Brander Skovsted.

Frem mod 2. maj vil Frontløberne løbende offentliggøre programmet for festivalen, som vil blive live-streamet på festivalens hjemmeside og på Facebook.

“I udgangspunktet er det gratis at deltage i festivalen, men vi lægger op til, at man kan donere et beløb til kunstnerne, når man ser med 2. og 3. maj. Størstedelen af de penge, vi har fået fra Turborgfondet, går til honorar til kunstnerne, men det er ikke noget stort honorar, de får. Så vi håber selvfølgelig, at deltagere på festivalen har lyst til at donere en skærv,” opfordrer Mathias Brander Skovsted stilfærdigt.

Begge festivaldage skydes programmet i gang klokken ti og varer frem til midnat.

“Man kommer til at kunne ‘komme og gå’, som man vil, i løbet af festivalen. Men vi regner selvfølgelig med, at alle kommer til at sidde klistret til skærmen fra lørdag morgen til søndag aften,” lyder det kækt og håbefuldt fra Frontløberen.

FAKTA: Transmission! Festival

2. og 3. maj 2020, begge dage klokken 10.00-23.59

På programmet er blandt andre:

  • Føl Som (duo)
  • Angående Mig (singer-songwriter)
  • Aarhus Volume (DJs)
  • Åndgranat (live-podcast)
  • Natur Retur (udflugt)
  • 4 x F (kortfilm)

Bag Transmission! står Frontløberne, som er en åben projektplatform af unge kulturskabere mellem 16-35 år

Deltag i festivalen via hjemmesiden transmissionfestival.dk eller på Facebook.

Publiceret 02 May 2020 07:30