Bolette Engstrøm Bjerre spiller tv-vært i Teatret Svalegangens satiriske egenproduktion 'Valgaften', som sætter fokus på grænsen mellem politik og underholdning.

Bolette Engstrøm Bjerre spiller tv-vært i Teatret Svalegangens satiriske egenproduktion 'Valgaften', som sætter fokus på grænsen mellem politik og underholdning. PR Foto

Et optimistisk Teatret Svalegangen præsenterer ny sæson

Oven på adskillige ugers nedlukning ser Teatret Svalegangen nu frem til at blænde op for en ny sæson. På repertoiret er hele fire egenproduktioner om en aarhusiansk massemorder, prostata kræft, grænsen mellem politik og underholdning og kapitalismens mange ansigter

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Teatret Svalegangens vartegn eller maskot om man vil – elgen – ligger i en flamingobakke dækket af plast, iklædt jakkesæt skjorte og slips. Det tankevækkende foto pryder forsiden på Teatret Svalegangen program 20/21, som teatret løftede sløret for 1. maj.

"Corona har vendt op og ned på hverdagen og ændret vores virkelighed markant. Verden er aldrig, som vi tror, den er. Derfor må vi være åbne for andre narrativer, end dem vi kender, og her spiller kunsten en kæmpe rolle. Kunsten er nemlig aldrig bare en cellofan-indpakket vare, dikteret alene af et marked. Kunsten repræsenterer en grundlæggende værdi i os, og måske er der lige nu mere end nogensinde før brug for teatret og fortællinger, der kan genrejse det fysiske nærvær og sætte tidens tanker og følelser i bevægelse," siger Teatret Svalegangens direktør og kunstneriske leder Per Smedegaard. Med disse ord forklarer han samtidig baggrunden for sæsonprogrammets forside.

"Ugerne med corona har tydeligt vist, at samfundet vælger kunsten til - ikke som en vare, men som en refleksion. Kunsten skaber demokratisk sammenhængskraft og spejler vores liv, eksistens og samtid. Den giver os mulighed for at mødes i et fælles, levende nu," fortsætter teaterdirektøren.

Efter uger med tomme sale kan Teatret Svalegangen nu begynde at tælle ned til august, hvor teatret forhåbentlig igen kan byde publikum velkommen indenfor.

"Corona har gjort, at vi har lukket teatret ned og sendt alt vores personale hjem. Men til vores held, var vi lige gået i gang med at renovere store sal, da Mette F. lukkede landet ned. Derfor havde vi hverken store produktioner i gang, som måtte sættes i stå, eller forestillinger i store sal, vi måtte aflyse," siger Per Smedegaard med hørbar lettelse i stemmen.

Teatret Svalegangen har kunnet ‘nøjes’ med at aflyse nogle ganske få forestillinger samt en klimavejfest, som skulle have fungeret som oplæg til teatrets store iscenesættelse af FN’s verdensmål 'United change' i 2022. Vejfesten skulle have fundet sted ultimo maj, men er nu rykket til 2021, hvor eventet bliver en del af Aarhus Festuge.

"Alle planer om kokassebingo, gospelkor og undervandskoncert blev med et sat på standby. Det er surt, men samtidig er vi meget glade for at få mulighed for at folde det ud i forbindelse med Festugen til næste år," slår Per Smedegaard fast.

Trods den uvished som stadig lurer i forbindelse med coronakrisen, er teaterdirektøren optimistisk.

"Med regeringens hjælpepakke og den donation vi for nyligt har modtaget fra Salling Fonden, tror vi på, vi kommer ud på den anden side af det her med skindet på næsen," lyder det fortrøstningsfuldt fra Smedegaard.

En af den kommende sæsons egenproduktioner er verdenskrigsdramaet ‘En plads i solen’ går tæt på den aarhusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen, der i tiden op til 2. Verdenskrig begik 57 drab.

En af den kommende sæsons egenproduktioner er verdenskrigsdramaet ‘En plads i solen’ går tæt på den aarhusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen, der i tiden op til 2. Verdenskrig begik 57 drab. PR Foto

Historisk drama om en massemorder

Teatret Svalegangens kommende sæson byder på intet mindre end fire egenproduktioner.

"Aarhus Kommune hævede støttebidraget til teatret sidste år, og det har været med til at skabe forudsætningen for, at vi kan stable hele fire egenproduktioner på benene," siger Per Smedegaard.

En af den kommende sæsons egenproduktioner er verdenskrigsdramaet ‘En plads i solen’, som er blevet til i et særligt samarbejde med Besættelsesmuseet ved Den Gamle By og har danmarkspremiere i oktober. Forestillingen går tæt på den aarhusianske massemorder Kaj Henning Bothildsen Nielsen, der i tiden op til 2. Verdenskrig begik 57 drab.

"Jeg havde læst Jens Kaiser og Søren Tange Rasmussens dokumentariske bog ‘Den aarhusianske massemorder’ og syntes, det var enormt interessant at gå dybere ind i, hvad der får et menneske til at træffe valget om at slå ihjel. Så jeg tog fat i dramatiker Julie Maj Jakobsen, som med afsæt i bogens udformning har skrevet et historisk drama, som sætter radikalisering i et nyt lys og reflekterer vores nutid," fortæller Per Smedegaard.

Kommentar til dansk politik og kønsdebat

I begyndelsen af januar næste år genopsætter Teatret Svalegangen den komiske cancer-monolog ‘En lille smule ubehag’. Her ses skuespiller Holger Østergaard i rollen som professor Frank Fjordby, der får konstateret prostatakræft. Forestillingen spillede første gang på Teatret Svalegangen i foråret 2019 og er blevet til i samarbejde med Landsforeningen for prostatakræft; Proba.

"’En lille smule ubehag’ satte fokus på et samfundsrelevant emne, og så var den med til pludselig at trække rigtig mange mænd i teatret. På Teatret Svalegangen har vi fokus på publikumsudvikling, og den forestilling, må man sige, både udviklede og udvidede vores publikum," siger Per Smedegaard.

Sidst i januar blænder teatret op for ‘Valgaften’; en stærk komedie om et kommende statsministervalg, der er forvandlet til et reality-show, hvor publikum via sms-afstemning er med til at vælge Danmarks næste statsminister.

"Det unge dramatikertalent Niclas Ashkan Johansen har skrevet et stykke, hvor der er skruet helt op for underholdningsværdien og helt ned for troværdigheden. Forestillingen er en kommentar til, hvordan vores politikere i stadig højere grad bliver valgt på, om de er i stand til at udnytte de 17 sekunders taletid, de får på tv, end på deres politiske synspunkter," forklarer Per Smedegaard.

"Samtidig har vi valgt at lade skuespiller Bolette Engstrøm Bjerre spiller tv-vært og være ‘ansigtet på plakaten’. Som et indspark til ligestillingsproblematikken. Fakta er, at mandlige skuespillere får langt flere roller og replikker end de kvindelige. Som kvindelig skuespiller over 45 år er det nærmest umuligt at få roller. Det er jo helt gakke-lak!," siger Per Smedegaard tydeligt indigneret.

"Vi er nødt til at træffe beslutninger i branchen, som kan være med til at ændre på den form for struktur," tilføjer han så.

Den kommende sæsons fjerde og sidste egenproduktion har titlen ‘Ondskabens ansigt’ og er en satire om penge og magt skrevet af Nis-Momme Stockmann specifikt til Teatret Svalegangens to komiske talenter; Anders Brink Madsen og Holger Østergaard.

"Det er let at sige, at kapitalismen bor i onde mænd i jakkesæt, men sandheden er, at den findes overalt. Vi deltager alle i den i en eller anden forstand. Med forestillingen forsøger vi at belyse det paradoks og sætte et menneskeligt ansigt på kapitalismen," fortæller Per Smedegaard, der selv er iscenesætter på stykket, som får premiere i april næste år.

Teatret Svalegangens direktør Per Smedegaard glæder sig til at skyde den nye sæson i gang og tror på, at teatret kommer ud af coronakrisen med skindet på næsen.

Teatret Svalegangens direktør Per Smedegaard glæder sig til at skyde den nye sæson i gang og tror på, at teatret kommer ud af coronakrisen med skindet på næsen. Foto: M. Jeppesen

Forskelligartede gæstespil

Udover de fire egenproduktioner inviterer Teatret Svalegangen på 16 gæsteproduktioner. Blandt andet opfører Bådteatret, der laver dukketeater for voksne, forestillingen ‘Blod, svigt og tårer’. Teater Glad, hvor mennesker med funktionsnedsætteler er på scenen, opfører stykket ‘Dit blik, mit syn’, og Hans Rønnes enmandsstykke ‘Det begynder at blive koldt om fødderne’ genopsættes. Det aarhusianske danseteater Granhøj Dans indtager desuden store sal med tre danseforestillinger i forbindelse med Aarhus Festuge 2020.

"Vi glæder os til at kunne præsentere en række forskelligartede gæstespil for vores publikum og har forsøgt at sammensætte en gæstespilsstrategi, som sætter tidens tanker og følelser i bevægelse," lyder det fra teaterdirektøren.

Også de populære Off The Record arrangementer er på repertoiret i den kommende sæson.

"Vi fortsætter med at byde indenfor på vores Off The Record scene om torsdagen. Her går aktører, der har deres egen crowd, så som tryllekunstnere og podcastere, på scenen og er forhåbentlig med til at tiltrække nye publikumsgrupper, som ellers ikke kommer i teatret," siger Smedegaard.

Går alt planmæssigt, åbner Teatret Svalegangen igen op for fysisk salg af billetter 10. maj. Og er så klar til at skyde den kommende sæsons første forestillinger ud over scenekanten i august.

"Vi glæder os vanvittigt til at få gang i hjulene igen. Som det ser ud nu, varer forsamlingsforbuddet august ud, hvilket kan gå hen og få indflydelse på de første tre forestillinger, vi har på programmet. Måtte det vise sig nødvendigt, at publikum sidder på hvert andet sæde til den tid, har vi mulighed for det. Det vigtigste er, at vi kan tilbyde vores publikum trygge rammer i teatret. Og det både kan og vil vi!" understreger Per Smedegaard.

Teatret Svalegangens maskot, elgen, pakket i cellofan som en vare, pryder teatrets sæsonprogram 20/21.

Teatret Svalegangens maskot, elgen, pakket i cellofan som en vare, pryder teatrets sæsonprogram 20/21. PR Foto

FAKTA: Teatret Svalegangen sæson 20/21

Sæsonprogrammet for 20/21 blev offentliggjort 1. maj

Programmet byder blandt andet på fire egenproduktioner:

  • ‘En plads i solen’ > spiller i Store Sal 31. oktober til 28. november
  • ‘En lille smule ubehag’ > spiller i Ny Sal 9. til 20. januar
  • ‘Valgaften’ > spiller i Store Sal 30. januar til 20. februar
  • ‘Ondskabens ansigt’ > spiller i Store Sal 10. til 29. april

Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C

Find det fulde sæsonprogram 20/21 og køb billet på svalegangen.dk

Publiceret 01 May 2020 14:00