Moderne dans på højt internationalt plan fra Black Box Dance Company blander sig med Pernille Rosendahls fortolkninger af den danske sangskat. Dansekoncerten handler om, hvordan danskerne har det i dag.

Moderne dans på højt internationalt plan fra Black Box Dance Company blander sig med Pernille Rosendahls fortolkninger af den danske sangskat. Dansekoncerten handler om, hvordan danskerne har det i dag. Foto: Christian Bang

Klar til åbning:

Aarhus Teater præsenterer nye forestillinger

Byens teater viser som noget nyt moderne dans ind imellem forestillinger for familierne og de store klassikere, der har fået et tvist

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Aarhus Teater satser på at åbne for publikum efter sommerferien, hvis regeringen tillader det. Der er arbejdet intenst på at forberede den nye sæson, som teatret nu løfter sløret for.

En af nyhederne er, at Black Box Dance Company danser ind på scenen til lyden af Pernille Rosendahl og et orkester, som vil være på scenen. De vil være iført kostumer, som er skabt af den kendte designer, Mark Kenly Domino Tan.

Dansekoncerten hedder Vita Danica og bygger på musik fra den danske sangskat. Pernille Rosendahl og det internationalt anerkendte dansekompagni har tidligere lavet forestillingen 'Elsker dig for evigt' sammen.

"Denne gang er instruktøren, Sargun Oshana, ind over og trækker forestillingen ind i en teatralsk sammenhæng, så vi udvikler et nyt koncept," siger Trine Holm Thomsen, der er teaterdirektør på Aarhus Teater og stolt over at præsentere noget, som ikke før er set.

"Vita Danica er en dansekoncert med en stærk kommunikation til publikum. Den afspejler det, vi er fælles om," uddyber Trine Holm Thomsen.

Der bliver fart over feltet, når stort set alle kræfter på Aarhus Teater spiller og synger sig gennem musicalen, 'Charlie og chokoladefabrikken'.

Der bliver fart over feltet, når stort set alle kræfter på Aarhus Teater spiller og synger sig gennem musicalen, 'Charlie og chokoladefabrikken'. Illustration: Yellow

Flere nyheder

Aarhus Teater sætter en ære i spænde bredt, så der er noget for alle. Teateret har også fokus på at udvikle nye tiltag.

"Vi har nogle af de dygtigste skuespillere i landet, fordi de prøver kræfter med så mange forskellige ting. De er håndplukkede hertil og er med til at udvikle det kunstneriske hele tiden," fortsætter Trine Holm Thomsen.

I afdelingen for det, der ikke før er set, finder vi også sansekoncerten, 'Intet er nok' af musikeren Marie Koldkjær Højlund. I den skal publikum sidde på drejescenen på Store Scene og opleve hendes musik og en række dufte.

Marie Koldkjær Højlund er som nyt er blevet huskomponist på teateret. Hun udviklede i 2017 musikken til 'Lyden af de skuldre vi står på' sammen med Simon Kvam og har været med i gruppen Nephew.

Prisvindende Jakob Kvols spiller den sure gnier, som har svært ved at komme i julehumør i Charles Dickens klassiker, 'Et juleeventyr'. Næsten alle mand på Aarhus Teater er med.

Prisvindende Jakob Kvols spiller den sure gnier, som har svært ved at komme i julehumør i Charles Dickens klassiker, 'Et juleeventyr'. Næsten alle mand på Aarhus Teater er med. Illustration: Creative Zoo

Fest for familierne

Den nye sæson 20-21 byder ud over det nytænkte også på de store brede forestillinger for familierne.

Årets julehygge-stykke er Charles Dickens' 'Et juleeventyr' om gnieren Ebenezer Scrooge hvis hjerte er hårdt og koldt som sten, når folk ønsker ham glædelig jul. Et genfærd og tre ånder advarer ham om, at han vil at dø og vandre om i evig ensomhed, hvis han ikke ændrer sig. Prisvindende Jakob Kvols spiller rollen som gnieren. Han vil sammen med stort set alle teatrets andre skuespillere sørger for at publikum kommer i den rette julestemning.

Desuden lægger Aarhus Teater op til familiefest med musicalen 'Charlie og chokoladefabrikken'.

Simon Mathew, der har en eventyrlig evne til at balancere på vanviddets rand, spiller Willy Wonka - ejeren af slikfabrikken. Han får besøg af den kvikke dreng, Charlie, der lever af kålsuppe og kærlighed. Sammen tager de på tur i det syrede slikparadis, hvor sukkerstænger vokser mellem brusende chokoladevandfald, og en hær af dansende og syngende Oompa-Loompaer koger knas og stads i lange baner.

"Begge forestillingerne har fantastiske tekster. Vi vil gerne give børn og unge gode muligheder for at få oplevelser, så de dannes tidligt ved at se store fortællinger, der perspektivere livet og giver andre stimuli til hjernen," forklarer Trine Holm Thomsen.

Klassikere i en ny version

Intet teater uden de store klassikere. Sådan bliver det også i Aarhus i den kommende sæson. Det ovenfor nævnte juleeventyr af Charles Dickens' er en klassiker og 'Kong Lear' af Shakespeare er en klassiker i traditionel forstand. Kongen spilles af Jens Jørgen Spottag fra København.

Holbergs den vægelsindede med en spændende fransk instruktør. Anne Plaugborg spiller den vægelsindede kvinde.

I den nytænkte ende af skalaen finder man 'Leonora Christina - sandhedens dronning'. Her har dansk teaters enfant terrible, Christian Lollike, igen været på spil. Efter sin Reumertsucces med Erasmus Montanus går han igen løs på en klassiker og har skrevet et intenst og hæsblæsende drama ud fra bogen, 'Jammers Minde'.

"Det glæder vi os helt vildt til. Det bliver et historisk ddrama i et nutidsperspektiv," siger Trine Holm Thomsen.

Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkø fra Avenue Teateret sætter teaterkoncerten 'C.V. Jørgensen' op. Det bliver intet mindre end en verdenspremiere, der bygger på musik fra fire årtier, som kan samle generationer på tværs.

Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkø fra Avenue Teateret sætter teaterkoncerten 'C.V. Jørgensen' op. Det bliver intet mindre end en verdenspremiere, der bygger på musik fra fire årtier, som kan samle generationer på tværs. Illustration: creativezoo

En række samarbejder

Endnu en ting, der kendetegner den nye sæson, er en række samarbejder med andre teatre.

"Det har vi, fordi dobbelt så mange på den måde kan se stykkerne, som spilles flere steder, og fordi det udvikler at arbejde i fællesskab," siger Trine Holm Thomsen.

For eksempel er det de to opfindere af og eksperter i teaterkoncerter, Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkø fra Avenue Teateret, der sætter teaterkoncerten 'C.V. Jørgensen' op. Det bliver intet mindre end en verdenspremiere, der bygger på musik fra fire årtier og som kan samle generationer på tværs.

Monologen 'The Supreme Gentleman' iscenesættes sammen med Betty Nansens Teateret. Den handler om mænd, der hader kvinder, og den spilles af Jakob Kvols.

Desuden iscenesætter Christian Lollike den portugisiske nobelpristager José Saramagos roman 'En fortælling om blindhed' i samarbejde med teateret S/H. I stykket rammes en by af en blindhedsepidemi, og én efter én mister byens borgere synet.

Publiceret 30 April 2020 00:10