Lige nu er det utrolig populært blandt de unge at sy bukser af det køkkenternede stof og at sy bukser i glitterstof al la stjernedesignerne Saks Potts. Det mærker Stof Shop i Åbyhøj for tiden, hvor mange nye og unge kunder kommer i butikken.

Lige nu er det utrolig populært blandt de unge at sy bukser af det køkkenternede stof og at sy bukser i glitterstof al la stjernedesignerne Saks Potts. Det mærker Stof Shop i Åbyhøj for tiden, hvor mange nye og unge kunder kommer i butikken. Foto: Tahmasbi

Nye kunder strømmer til hobbybutikkerne

Corona-tiden har givet garn-, stof- og hobbybutikkerne en helt ny gruppe af unge kunder. De er et lyspunkt i en svær tid

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Byens garn-, stof- og hobbybutikker har solgt massevis af malerlærreder og metervis af stof og garn siden resten af Aarhus lukkede ned på grund af Corona. Det gav mange mennesker bedre tid, og det har sendt dem i den kreative afdeling.

Avisen har talt med fire forskellige butikker i byen, som samstemmende siger, at især de unge aarhusianere har fundet vej til dem. De unge er en ny kundegruppe, som med entusiasme er gået i gang med håndarbejde og gør-det-selv-projekter.

"De har lagt mobilen til side til fordel for strikkepindene. Mange af dem har bare kastet sig ud i projekter uden den store betænkning. Hvis der er noget, de ikke ved, finder de hjælp på nettet eller også spørger de mig. Jeg er altid klar og synes, det er sjovt," siger Anne Birgitte Bertelsen, der driver garnbutikken Fandango i Gammel Munkegade.

Man bliver glad

I Stofshop i Åbyhøj er der også blevet solgt mange garnnøgler til nye strikkere. Og mange meter stof.

"I denne digitale tidsalder er det skønt at opleve, at de unge har lyst til at arbejde med hænderne og fordybe sig i det kreative. Man bliver glad af at skabe noget, og det er en stor tilfredsstillelse, når man kan løse en af de udfordringer, der altid vil opstå i en kreativ proces," siger indehaveren Gitte Mathiasen.

Hos Panduro Hobby har den nye gruppe af unge kunder især rykket perleplader og malerlærreder ned af hylderne. På Sjælland i sådan en grad, at de to åbne hobbybutikker derover har sat salgsrekord. Det samme gælder Pandurokædens netbutik, mens butikken i Badstuegade har haft moderat travlt.

Midt i den svære coronatid er der et lyspunkt: Garn- og stofbutikker har fået en ny kundegruppe, der består af de unge. Anne Birgitte Bertelsen, der driver Fandango i Gammel Munkegade, har hjulpet mange nye strikkere i gang.

Midt i den svære coronatid er der et lyspunkt: Garn- og stofbutikker har fået en ny kundegruppe, der består af de unge. Anne Birgitte Bertelsen, der driver Fandango i Gammel Munkegade, har hjulpet mange nye strikkere i gang. Foto: Tahmasbi

"Vores største og mest populære udvalg er til børn. Det solgte rigtig godt, da coronaen satte ind, og familierne skulle have fyldt hylderne derhjemme op med noget godt at tage sig til. Siden har vi solgt meget fra kunst- og perle-afdelingen, som de voksne også boltrer sig i," siger butikschefen Britta Holm, som håber, at de nye kunder er kommet for at blive.

Ligesom Panduro har de andre butikker haft travlt med nethandlen. Garnlageret i Rosenkrantzgade valgte at lukke butikken i nogle uger, men åbnede hver dag for at udlevere bestilt garn.

"Jeg vurderede, at der ikke var plads nok til at jeg kunne holde åben på en god måde. Men jeg har været i tæt kontakt med mange kunder og har solgt masser af garn via nettet," siger indehaveren Lene Hedegaard, der åbnede igen umiddelbart efter påske.

Siden har hun haft travlt, og også hun har mange studerende som nye kunder, der kaster sig ud i håndarbejdets glæder.

Tålmodige kunder

De fire butikschefer har ud over den nye kundegruppe også nogle meget høflige og tålmodige kunder til fælles.

"Jeg er simpelthen så imponeret over, at folk har stået udenfor i op til en halv time i regn og blæst og ventet på, at de kunne komme ind i butikken. De har været meget forstående overfor hinanden og talt sammen på kryds og tværs i køen," siger Anne Birgitte Bertelsen.

Hun bakkes op af sine kolleger.

"Der har været en utrolig god stemning i butikken, hvor folk har været meget hjælpsomme og opmærksomme, selv om jeg har måttet bede nogle af dem om at vente udenfor. Vi kan bare håbe, at det forsætter, når coronaen har lagt sig," siger Gitte Mathiasen.

Publiceret 22 April 2020 15:00