Direktør for Aarhus City Forening, Claus Bech, er gået sammen med Front of House om drive-in underholdning på Tangkrogen.

Direktør for Aarhus City Forening, Claus Bech, er gået sammen med Front of House om drive-in underholdning på Tangkrogen. Pressefoto: Aarhus City Forening

Nu kan du snart opleve drive-in underholdning på Tangkrogen

Fra omkring 25. april kan man opleve comedy og livekoncerter fra den nye 'P-scene' på Tangkrogen i corona-sikker afstand af sin bil

KULTUR Kulturen har været hårdt ramt af corona-krisen, hvor danske kunstnere og entertainere ikke kan optræde live som før, og publikum kan ikke komme ud og opleve live-kulturen og fællesskabet.

Men det prøver det aarhusianske eventbureau Front of House og Aarhus City Forening nu at gøre noget ved, når de etablerer 'P-Scenen' - en midlertidig Drive-In underholdningsplatform på Tangkrogen.

Idéen med P-Scenen er, at aarhusianske foreninger, orkestre, uddannelsesinstitutioner, musikskoler, artister kan optræde på en opstillet scene, mens publikum nyder underholdningen fra deres biler – i god og sikker afstand fra hinanden.

(Artiklen fortsætter under video-klippet)

           

"Vi har allerede testet Drive-In-konceptet, da vores arbejdsgruppe påskedag afholdt gudstjeneste med omkring 1.800 publikummer ved Agro Food Park, og arrangementet var en stor succes. Vi kan mærke, at folk i høj grad efterspørger arrangementer som disse, og vi vil rigtig gerne forsøge at sprede glæde og byde på bredspektret underholdning i disse corona-tider," udtaler Mark Chemnitz fra Front of House i en pressemeddelelse.

Front of House og Aarhus City Forening er i dialog med Aarhus Kommune og øvrige myndigheder, som er meget positive over for konceptet, og det forventes derfor at alle tilladelser falder på plads i løbet af få dage, så der kan åbnes op for Drive-In på Tangkrogen i løbet af kort tid.

"Aarhus City Forening har i flere år samarbejdet med Front of House, og vi bakker naturligvis op om dette fantastiske projekt, der giver byens kunstnere mulighed for at komme ud at optræde trods corona, samtidig med at vi kan give folk mulighed for at komme ud til en god, sundhedssikker og fælles oplevelse, før vi igen kan komme tilbage til normale tilstande og igen kan tage byrummet og kulturscenerne i brug," siger Claus Bech, direktør for Aarhus City Forening, som samarbejder med Front of House om 'P-Scenen'

Programmet forventes klart i begyndelsen af uge 17.

am

Publiceret 17 April 2020 13:40