Tvillingebrødrene Alec og Chris Andreev fra den aarhusianske gruppe The Cosmic Twins er aktuel med en ny single om at stå sammen i en svær tid, hvor Covid-19 hærger.

Tvillingebrødrene Alec og Chris Andreev fra den aarhusianske gruppe The Cosmic Twins er aktuel med en ny single om at stå sammen i en svær tid, hvor Covid-19 hærger. Pressebillede

Aarhus-tvillinger opfordrer til at stå sammen på ny single

I en tid hvor vi skal holde afstand til hinanden, synger den aarhusianske popduo The Cosmic Twins om at stå sammen på en ny, opløftende single

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS 'Stå sammen - hver for sig' synes at være blevet denne tids slogan. Det er også en del af titlen på den aarhusianske popduo The Cosmic Twins helt nye single 'Stand Together'. En single de musikalske tvillingebrødre Chris og Alec Andreev har skrevet i håb om at kunne modvirke alt det triste, som Covid-19 bringer med sig.

I en tid hvor vi skal holde afstand til hinanden, opfordrer tvillingerne med deres feel-good omkvæd til at stå sammen. I denne - for mange - ensomme tid, skal vi ikke kun tænke på sig selv, men på hinanden.

"Som vi alle ved, så spreder Coronavirus sig ekstremt hurtigt i hele verden. Vi har derfor skrevet nummeret 'Stand Together' i håb om at kunne være med til at modvirke al den elendighed og panik, virussen har bragt med sig. For kun ved at stå sammen kan vi kæmpe imod Covid-19 pandemien og overkomme den globale krise," siger den ene halvdel af duoen Chris Andreev.

"Together, we'll make it, You and I" synger The Cosmic Twins på den nye single 'Stand Together'. Pressebillede

Hans tvillingebror Alec supplerer:

"Vi skal tænke det som én stor, fælles udfordring, som vi kun sammen kan løse. Vi befinder os alle i samme båd med flere kilometer og tykke mure imellem os. Det hele kan godt virke meget ensomt og skræmmende, men hvis vi ikke gør en fælles indsats, så synker vi. Så længe vi står sammen og passer på hinanden, så kan vi ikke andet end at tro på, at vi nok skal klare den."

The Cosmic Twins håber, at deres nye single 'Stand Together' vil virke som et samlingspunkt på nettet, hvor man netop på afstand kan finde det sammenhold, som der lige nu er stor brug for.

The Cosmic Twins udgav 20. marts 2020 en håbefuld og opløftende single med titlen 'Stand Together'.

The Cosmic Twins udgav 20. marts 2020 en håbefuld og opløftende single med titlen 'Stand Together'. Pressebillede

FAKTA: The Cosmic Twins

  • I 2017 dannede de aarhusianske tvillinger The Cosmic Twins, som udover tvillingerne består af deres gode ven og musikproducer, amerikaneren Benjamin Rozilio, der er gruppens trommeslager
  • I 2018 udgav de debut EP’en ‘Save Me’
  • I 2018 deltog de i talentshowet ‘Live’ på DR1, hvor de havde Sanne Salomonsen som mentor
  • I 2019 udgav de singlen 'You'll Be Just Fine', som kort efter blev fulgt op af singlen ‘Amelia’. 'Amelia' ramte flere playlister på musiktjenesten Spotify samt blev rost i KarriereKanonen og har til dato været gruppens mest succesfulde single
  • 20. marts 2020 udgav de singlen 'Stand Together'. Hør singlen og se The Cosmic Twins’ officielle visualizer på YouTube her
  • Læs mere om The Cosmic Twins på deres officielle hjemmeside her

Publiceret 20 March 2020 08:11