Niklas Runge udkommer 13. marts med sit debutalbum 'I Know I'm Not Magnificent'. Dagen efter giver han releasekoncert på HeadQuarters i Aarhus.

Niklas Runge udkommer 13. marts med sit debutalbum 'I Know I'm Not Magnificent'. Dagen efter giver han releasekoncert på HeadQuarters i Aarhus. Foto: Anders M. Teibel

Niklas Runge: Musiker uden en plan B

Først da Niklas Runge for nogle år siden lagde musikken på hylden, indså han, han ikke kunne undvære den. Siden har musikken været hans plan A. 13. marts udkommer han med sit debutalbum

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS I en snæver vending gør Niklas Runge plads til yderligere to i den lille og tydeligt populære kaffebar Street Coffee i Vestergade. Den aarhusianske sanger og sangskriver hænger hjemmevant sin jakke på en krog i det nærmeste hjørne og griber sin bestilte kop dampende mokka fra disken. Han placerer koppen på bordet og sig selv på en grå plasticskammel.

“Jeg har arbejdet her i snart tre år. Det er på en måde her, kimen til mit debutalbum er blevet lagt. Det er her, jeg har skrevet mange af mine sange, og her jeg har mødt Dennis Ahlgren, som er producer på min plade,” siger Niklas og roder sig i håret.

Denne eftermiddag er han ikke i kaffebaren for at brygge kaffe bag baren, men alene for at lave et interview i den pause på et par timer, han har fra sit studie på Det Jyske Musikkonservatorium.

“Dennis er her tit for at købe kaffe. Han er jo en erfaren producer; har produceret for navne som Tina Dickow og Søren Huss... Så jeg vidste godt, hvem han var. En dag han var forbi, tog jeg mig endelig mod til og spurgte ham, om han ville lytte til et par af mine numre. Det sagde han ja til...” fortæller Niklas.

Han sendte den aarhusianske producer et par af sine numre. Og så... Ugers tavshed.

“Ugerne bare gik og gik, og jeg hørte ikke fra Dennis. Jeg var jo sindssygt nysgerrig efter at vide, hvad han syntes, men jeg ville heller ikke presse på. Men så en dag meldte han tilbage: han ville gerne producere min musik. Det var vildt nok. En stor dag...” husker Niklas.

Det blev starten på et samarbejde mellem de to. Om de fire singler Niklas Runge allerede har på gaden og om hans debutalbum ‘I Know I’m Not Magnificent’, som udkommer 13. marts.

Albummet indeholder ti melodiøse indiepop-sange og har ligget færdigt i to år.

“Jeg har gået og ventet på, at tidspunktet var det rigtige til at udkomme med min plade. For mig var det det vigtigste; at tidspunktet var rigtigt. Langt vigtigere end bare at udkomme. Men da et publishing bureau kontaktede mig og tilbød at betale for vinylerne, tænkte jeg: ‘Så gør vi det sgu!’.” Runge slår en knyttet næve i det lille bord, så kaffen vugger i koppen.

Mange toner er slået an, siden Niklas Runge indspillede sit debutalbum.

“Jeg har udviklet mig meget i de par år, der er gået, siden vi indspillede albummet. Jeg synes, jeg er blevet en dygtigere musiker. Og skulle jeg lave albummet i dag, er der da flere ting, jeg ville gøre anderledes. Men jeg vælger at tænke på albummet som et symbol på, at jeg er blevet bedre. Og jeg trænger til at sætte punktum og kunne gå i gang med noget nyt,” siger den unge musiker.

På sit debutalbum demonstrerer Niklas Runge både sit store sangskrivertalent og sin begavelse som multiinstrumentalist.

På sit debutalbum demonstrerer Niklas Runge både sit store sangskrivertalent og sin begavelse som multiinstrumentalist. Foto: Anders M. Teibel

Tvivlen gav sikkerhed

Musikken har altid fyldt meget i Niklas Runges liv. Som dreng begyndte han som korsanger i Sankt Clemens Drengekor og kom også på Klejtrup Musikefterskole. Alligevel har det ikke altid været givet, at det var inden for musikken, han skulle gøre karriere.

“Musikken virkede som det oplagte valg. På en eller anden måde også for oplagt. Jeg begyndte at læse musikvidenskab, men godt to år inde i studiet, skete der nogle ting i mit liv, der var med til at gøre, at jeg blev i tvivl, om musikken nu også var den rigtige vej for mig at gå.” Niklas’ fortænder når at efterlade et flygtigt mærke i underlæben, inden han efter en kort tænkepause fortsætter:

“Jeg sprang fra musikvidenskab for at læse op på matematikken... Jeg havde fået den idé, at jeg ville begynde på datalogi i stedet. Allerede få måneder inde i forløbet, måtte jeg give op. Det føltes bare ikke rigtig. Men det var det, der skulle til: at musikken helt blev taget ud af ligningen, før jeg kunne mærke, jeg ikke kunne undvære den!”

Med denne nyvundne overbevisning søgte Niklas Runge ind på vokallinjen på Det Jyske Musikkonservatorium.

“Jeg søgte ind med den holdning, at kom jeg ind, så var det fedt. Hvis ikke måtte jeg bare prøve igen. Har man ikke en plan B, må man få plan A til at lykkes. Jeg havde ingen plan B. Til gengæld viste musikken sig at være min plan A.” Hans øjne udstråler beslutsomhed under de viltre, mørkblonde lokker.

Det er tydeligt at mærke at fordums tvivl er væk. I hvert fald når det gælder musikken.

“I dag er det musikken, jeg satser på, og musikken jeg træffer størstedelen af mine livsvalg efter. Og tvivlen ville jeg ikke have været foruden. Den har lært mig at mærke efter og holde fast i ting, der er gode for mig. Og det ER musikken!” slår han fast.

Noget på hjerte

På debutalbummet blander Niklas Runges karakteristiske falset sig med toner af pop, rock, rytmisk, elektronisk – og klassisk. De ti numre på albummet handler alle sammen i en eller anden forstand om ikke at vide, hvad man vil. Om ikke at kunne finde sit ståsted.

“Inspirationen til mine numre får jeg fra mit eget liv. Ofte fortalt igennem andres øjne. Jeg holder af, at der er flere lag i en sang, også selv om det bare er en popsang. Og langt hen ad vejen er jeg en popdreng, men på mine egne præmisser,” erklærer Niklas Runge.

Det er først i de senere år, den unge musiker er begyndt at skrive sange. Eller i hvert fald – efter eget udsagn - er lykkedes med det.

“Jeg har før sat mig ned med en pen og en blok, men det blev kun til nogle få linjer, før papiret endte i skraldespanden. Men da jeg først havde noget på hjerte, var det som om, det kom til mig. Og så blev numrene til et efter et...” fortsætter han med tænksom mine.

Titlen på debutalbummet ‘I Know I’m Not Magnificent’ bunder i følelser mere end i Jantelov.

“Da jeg skrev den sidste sang på albummet, Droplets, fik jeg en form for åbenbaring. Jeg indså ligesom, at jeg ikke nødvendigvis var det vigtigste i den store sammenhæng. At småproblemer ikke betyder noget i det store billede. Man skal ikke tage det hele så tungt – det er egentlig dét, der ligger i titlen,” reflekterer Niklas. Han holder en kort kunstpause og tilføjer så:

“Og så synes jeg også bare at ‘I Know I’m Not Magnificent’ er en fed titel!”

På albummets ti sange demonstrerer Niklas Runge ikke alene sit store sang- og sangskrivertalent. Han cementerer også sin begavelse som multiinstrumentalist ved selv at spille de fleste instrumenter på pladen.

“Jeg har den opfattelse, at vil man, som jeg, gerne skrive musik til flere forskellige instrumenter, bør man kende dem godt. Heldigvis er jeg ret lærenem, så jeg har lært mig selv at spille på en del instrumenter. Efterhånden mangler jeg vist kun blæseinstrumenterne... Det kan være, jeg skal øve mig på dem i tourbussen, når vi kører rundt i landet. Det bliver de andre i bandet helt sikker glade for...” Niklas ler ved tanken og tager en tår af kaffen.

Genkendelse er guld

Og tourbussen er så småt sat i gear. I de kommende måneder spiller Niklas Runge med sit faste syvmands band i vinylbutikker og på spillesteder rundt omkring i landet. Håbet er, at rækken af livekoncerter kan være med til at skabe opmærksomhed omkring Runges navn og musik.

“Hvis folk først lærer mit navn at kende, tror jeg på, det kan virke som katalysator i forhold til også at få folk til at lytte til min musik. Så herfra handler det dybest set om at lave så megen larm som muligt og så håbe, folk kan lide det, de hører. Ellers må jeg bare lave noget, der er bedre. Jeg ved, det nok skal lykkes. Spørgsmålet er bare hvornår.” Niklas Runge suger de sidste dråber kaffe ud af sin kop. Så tilføjer han:

“Min SU udløber om halvandet år, så jeg håber da at kunne leve af min musik inden da!”

FAKTA: Niklas Runge

· Født i 1993 i Odense. Har boet i Aarhus siden 2004

· Studerer på vokallinjen på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus

· Har udgivet singlerne ‘Roots’ (april 2019), ‘Crossroads’ (september 2019), ‘Elevate’ (november 2019) og ‘Hello/Goodbye’ (februar 2020)

· Udgiver debutalbummet ‘I Know I’m Not Magnificent’ 13. marts

· OBS! Releasekoncerten på HeadQuarters, Valdemarsgade 1, 14. marts kl. 20.00 er desværre aflyst som følge af Statsministeren samt myndighedernes nye retningslinjer vedrørende beværtninger og arrangementer, der involverer 100 mennesker eller derover. Se mere på HeadQuarters Facebookside.

· Spiller på Salling Rooftop, Søndergade, 23. april kl. 16.30

· Spiller på SPOT Festival i Aarhus, 30. april til 3. maj

Publiceret 13 March 2020 10:00