Der er stor interesse for det nye tegnehold for nybagte forældre. De har efterspurgt sådan et initiativ.

Der er stor interesse for det nye tegnehold for nybagte forældre. De har efterspurgt sådan et initiativ. Foto: Skolen og Kunst og Design

Babyerne er med til tegning

Det nye Ble og Blyant-hold giver forældrene et frirum

Af
Bente Tahmasbi Hansen

10 nybagte forældre mødte forleden op med baby, ble, blyant og barnevogn til kreativ udfoldelse i Krea Lokale 2.6 på Fjordsgade Skole.

Det nystartede hold hedder Ble og Blyant og underviseren er illustrator Amalie Kvistgaard.

Hun har fornyligt selv været på barsel med tvillinger, og savnede et kreativt fællesskab, da hun var på barsel.

Et frirum med plads til babyer

"Jeg savnede, at noget af min tid også kunne handle om mig. Man kan gå til meget, når man er på barsel, men det er med fokus på børnene. Tegneholdet er et lille frirum, hvor man må lave noget for sig selv, og samtidig er der plads til alle de afbrydelser, babyerne giver," siger Amalie Kvistgaard.

"Holdet er for alle - både mænd og kvinder. Man kan sagtens være med som nybegynder. Tegning er som en muskel, der skal trænes og alle kan deltage uanset form. Man arbejder med de samme principper uanset niveau," forklarer underviseren.

Skolen for Kunst & Design har startet det nye tiltag på opfordring fra nybagte forældre, der har savnet at kunne mødes i et og omkring et kreativt fællesskab.

Kurset har ikke tidligere værer lavet i Aarhus, og det har vundet stor gehør hos nybagte forældre. Skolen for Kunst & Design tilbyder derfor løbende hold, der starter hver 6. uge, næste gang er i marts.

Ble og Blyant er på torsdage klokken 10.00-11.50.

Med mor til tegning og kreativ udfoldelse.

Med mor til tegning og kreativ udfoldelse. Foto: Skolen og Kunst og Design

Publiceret 19 February 2020 10:00