Mandecenteret i Vestergade 58 K tilbyder som noget nyt en fædregruppe til førstegangsfædre. Tanken er, at trygge fædre betyder trygge børn.

Mandecenteret i Vestergade 58 K tilbyder som noget nyt en fædregruppe til førstegangsfædre. Tanken er, at trygge fædre betyder trygge børn. Foto: Tahmasbi

Mandecenteret starter fædregruppe

Gruppen skal være et frirum for nye fædre med plads til at lytte, sparre og dele erfaringer

Mandecenteret i Vestergade i Aarhus inviterer førstegangsfædre til at være med i et opbyggende og trygt fællesskab. Fædrene skal mødes uden deres børn efter fyraften.

På den måde får fædrene mulighed for at dele deres erfaringer og tanker, at lytte, at reflektere og at få sparring fra de andre i gruppen og fra gruppelederne. Første møde er 18. februar.

Bedre fædre giver trygge børn

Samtalen vil tage udgangspunkt i det, der optager fædrene, og som de ønsker sparring til. Det kunne for eksempel være emner som fædreroller, tab af frihed, drømme for familien, egne tilknytninger i opvæksten, parforhold, konflikthåndtering og så videre.

Målet er, at fædrene bliver mere trygge og selvstændige i rollen som far, og at de opbygger en god relation til deres barn.

Det er Mandecenterets overbevisning, at jo mere fædrene styrkes i ders selvtillid og far-identitet, jo mere vil de opleve sig selv som en vigtig forælder og tage del i og ansvar for deres børns opvækst. Det er i dag velunderbygget, at nærværende, deltagende fædre fremmer barnets ressourcer, skriver Mandecenteret i en pressemeddelelse.

Gruppen skal mødes et par timer hver anden uge sammen med en rådgiver fra Mandecenteret og en frivillig, der faciliterer fædregruppen. Man skal kontakte Mandecenteret i Vestergade 58, hvis man vil være med. Souschef og psykoterapeut Tove Land står for projektet.

Mandecenteret hjælper kriseramte

Mandecenteret Aarhus hjælper mænd, der går i krise i forbindelse med brudte paarforhold og skilsmisse. Målgruppen er mænd over 18 år uden svær psykisk sygdom og misbrug, der ikke er behandlet.

Mandecenteret har til formål at forebygge eller bryde social deroute. Centeret har et særligt fokus på mandens rolle som far og arbejder for et konstruktivt samarbejde mellem forældrene omkring børn.

Tahmasbi

Fakta

Fædre i fællesskab

Mødes to timer hver anden tirsdag

På Mandecenteret i Vestergade 58K

Første gang er 18. februar

Tilmelding via mail: tl@mandecentret.dk

Publiceret 15 February 2020 06:00