Bliv klogere på katastrofen forårsaget af vulkanen Vesuv i Pompeji i år 79.

Bliv klogere på katastrofen forårsaget af vulkanen Vesuv i Pompeji i år 79. Pressefoto

Guide: Vinterferieaktiviteter i Aarhus for hele familien

Vinterferien står for døren og med den masser af tid til sjov og ballade for både store og små legebørn

Af
Mai-Britt Jeppesen

Rundt omkring i byen byder massevis af sjove, anderledes og udfordrende aktiviteter sig til hver dag i uge syv. Tag på historiske eventyr tilbage i tiden, bliv en ægte rumhelt, tag på lysjagt, pynt din egen fastelavnsbolle og meget, meget mere. Mulighederne er mange - det sværeste er at vælge.

Derfor har Århus Onsdag udvalgt og samlet en række vinterferieaktiviteter i en guide, som du kan tage udgangspunkt i, når ferien spænder af fra 8.-16. februar, og det kribler i fingrene efter at komme ud og opleve og opdage.

Bliv klogere på verdenshistorien

Tag familien med på Moesgaard Museum i vinterferien og bliv klogere på en af verdenshistoriens helt store fortællinger i udstillingen 'På vej mod katastrofen – Pompeji og Herkulanum'. Drej på Fortunas hjul i museets foyer og få bestemt din status i datidens Pompeji. Med en oplevelsesbog i hånden bestemmer du selv din helt unikke rejse gennem udstillingen.

De yngste kan også vælge at følge fortællingen om de romerske børn Jafar og Saga gennem særlige ’kighuller’ og ’lyttekopper’ i børnehøjde, som findes flere steder i udstillingen.

Vinterferien byder også på en række filmforevisninger for både børn og voksne i museets auditorium. Det er gratis at se filmene, men der skal bestilles billet.

Moesgaard Museum, Moesgaard Allé 15, 8270 Højbjerg. Åbningstider: Torsdag til tirsdag kl. 10-17. Onsdag kl. 10-21. Når entréen til museet er betalt, er alle aktiviteter gratis. Der er fri entré for alle under 18 år. Se mere på moesgaardmuseum.dk

Deltag i Steno Museets EXtremeChallenge og bliv en ægte rumhelt.

Deltag i Steno Museets EXtremeChallenge og bliv en ægte rumhelt. Pressefoto

Rumhelt blandt stjerner og planeter

Steno Museet byder i vinterferien på EXtremeChallenge for rumhelte. Grib den spændende astro-udfordring og se, om du har det, der skal til for at blive en ægte rumhelt. Kan du overleve på eXtreme exoplaneter? Kan du bevæge dig rundt på en planet af glødende lava? Kan du skaffe mad, vand og ilt nok til at overleve på Mars? Du kan også snuppe eXtreme selfier fra lavaplaneten iført orange rumdragt, lave funklende stjernetåge, lave din egen eventyrlige StopMotion-film og meget andet. Som altid kan du også besøge Planetariet og opleve den smukke og fascinerende stjernehimmel på nært hold.

Steno Museet, C. F. Møllers Allé 2, 8000 Aarhus. EXtremeChallenge er alle dage klokken 10.00-16.00. Planetariets åbningstider: Alle dage klokken 11.00, 13.00 og 15.00. Der er fri entré til museet for alle under 18 år. Der betalesr entré til Planetariet. Se mere på sciencemuseerne.dk.

Udfyld dagene i vinterferien med ny og sjov viden om natur og dyreliv.

Udfyld dagene i vinterferien med ny og sjov viden om natur og dyreliv. Pressefoto

Bæredygtighed, natur og skattejagt

I vinterferien emmer Naturhistorisk Museum af natur, dyreliv, hygge og kreativitet.

Hjælp Shane fra Ramasjang med at bygge bæredygtige ting og figurer af genbrugsmaterialer eller besøg det spændende BioXplore-Lab, hvor du skal løse opgaver med redskaber fra dyrenes verden. I museets nye naturshow kan du få svar på alt det, Google ikke kan svare på, eller du kan gå på opdagelse i museets zoo, hvor du for eksempel kan røre ved en levende fugleedderkop. Du kan kigge museets konservatorer over skulderen, når de tager DNA-prøver fra mus og lægger dem i sprit, ligesom du også kan komme på en spændende skattejagt, der tager dig på opdagelse fra kælder til loft i museets udstillinger.

Naturhistorisk Museum, Wilhelm Meyers Allé 10, 8000 Aarhus C. Åbningstider: Alle dage klokken 09.00-17.00. De fleste aktiviteter foregår i tidsrummet klokken 10.00-16.00. Når entréen til museet er betalt, er alle aktiviteter gratis. Der er fri entré for alle under 18 år. Se mere på naturhistoriskmuseum.dk.

Gå på opdagelse i Den Gamle Bys store underjordiske tidsrejse ’Aarhus Fortæller’.

Gå på opdagelse i Den Gamle Bys store underjordiske tidsrejse ’Aarhus Fortæller’. Pressefoto

Rejs tilbage i tiden

Hver dag i vinterferien inviterer Den Gamle By hele familien på sjove aktiviteter. Bliv eksempelvis klogere på, hvad kyndelmisse er for noget, tag på en spændende lysskattejagt rundt i det levende museums gader og huse og bliv klogere på lysets udvikling fra pisprås til elpære. Du har også mulighed for at bygge din helt egen pisprås og tage den med hjem. Man kan også bare hygge med en friskbagt fastelavnsbolle fra Den Gamle Bys bager eller gå på opdagelse i den store underjordiske tidsrejse ’Aarhus Fortæller’.

Den Gamle By, Viborgvej 2, 8000 Aarhus C. Åbningstider: Hverdage klokken 10.00-16.00, weekend klokken 10.00-17.00. Der er fri entré for alle under 18 år. Enkelte aktiviteter koster et engangsbeløb. Se mere på www.dengamleby.dk.

Prøv kræfter med aktiv hjernegymnastik på Aros.

Prøv kræfter med aktiv hjernegymnastik på Aros. Foto: Tine Rosing

Mental fitness for hele familien

I vinterferien udfordrer Aros hele familien i disciplinen aktiv hjernegymnastik. Du kan blandt andet dyrke maleri-fægtning og længde-tegning og selvfølgelig gå på opdagelse i museets mange udstillinger.

8. februar klokken 10.30-15.00 inviterer Aros til et forrygende tegneshow med blyantsakrobatik på storskærm, mange, gode tegneøvelser og sjove opgaver med tape-tegninger.

ARoS, Aros Allé 2, 8000 Aarhus C. Åbningstider: Mandag til fredag klokken 10.00-21.00, lørdag og søndag klokken 10.00-17.00. Der er fri entré for alle under 18 år. Enkelte aktiviteter koster et engangsbeløb. Se mere på aros.dk

Pynt fastelavnsboller og deltag i konkurrencer på Aarhus Central Food Market.

Pynt fastelavnsboller og deltag i konkurrencer på Aarhus Central Food Market. Pressefoto

Festlig fastelavnsbolle-pyntning

I vinterferien inviterer Aarhus Central Food Market alle børn og barnlige sjæle til fastelavnsbolle-pyntning. Det sker 9. februar klokken 14.00-16.00. En fastelavnsbolle koster en rund tyver, og så må du ellers pynte løs med glasur, drys og krymmel i alle regnbuens farver. Herudover kan du deltage i en konkurrence om at vinde vafler og biografbilletter, du kan opleve speeddating og live-kunst på scenen og så selvfølgelig mæske dig i et væld af eksotiske streetfood-retter.

Aarhus Central Food Market, Sankt Knuds Torv, 8000 Aarhus C. Åbningstider: Mandag til torsdag klokken 11.30-20.00, fredag og lørdag klokken 11.30-21.00 og søndag klokken 11.30-18.00. Fri entré. Se mere på aarhuscentralfoodmarket.dk

Slip kreativiteten fri i Kvindemuseets legetøjsværksted.

Slip kreativiteten fri i Kvindemuseets legetøjsværksted. Pressefoto

Lav legetøj som i gamle dage

Kvindemuseet holder åbent alle dage i vinterferien og byder hele familien indenfor til vinterhygge og sjove aktiviteter. I udstillingen 'Pigernes og drengenes historier' kan du lære, hvordan det var at være barn i gamle dage. Du kan også gå på skattejagt efter små garndukker i udstillingen, prøve at gå på stylter eller klæde dig ud som børn i gamle dage.

Du kan også lave dit eget legetøj, sådan som mange børn gjorde det i gamle dage. Lav eksempelvis biler af træ, fingerdukker og farverige papirmøller. Slip kreativiteten løs i Kvindemuseets legetøjsværksted alle dage i vinterferien klokken 10.00-15.00. Husk også at besøge museets fotostudie, hvor du kan forevige dig selv med dit nye hjemmelavede legetøj.

Kvindemuseet, Domkirkepladsen 5, 8000 Aarhus C. Åbningstider: Onsdag klokken 10.00-20.00, søndag klokken 10.00-16.00, øvrige ugens dage klokken 10.00-17.00. Der er fri entré for alle under 18 år. Der betales entré til værkstedet. Se mere på kvindemuseet.dk

Sigurd Barrett tager dig på musikalsk, historisk og humoristisk rejse verden rundt.

Sigurd Barrett tager dig på musikalsk, historisk og humoristisk rejse verden rundt. Pressefoto

Musik, humor og historie

Musikhuset Aarhus byder på glimrende underholdning for hele familien i Vinterferien.

Fra 6. til 29. februar præsenterer Teaterhuset Filuren forestillingen Tre står på hovedet, som er en filosofisk forestilling, der sætter spørgsmålstegn ved den hierarkiske orden og ved regler. Den handler om at tilhøre, at bryde ud og om at høre sammen på trods og på tværs. Og så handler den om venskab fortalt på finurlig, musisk og vittig vis. Teksten er oprindelig tysk og har vundet flere europæiske teaterpriser.

15. og 16. februar lægger Sigurd Barrett vejen forbi Musikhuset Aarhus med sin historiske og underholdende teaterkoncert. I vanlig humoristisk fortællestil og med masser af musik og sangnumre inviterer han børn og voksne med på en fortryllende tidsrejse, hvor publikum blandt andre møder Egtvedpigen, Grauballemanden, H.C. Andersen og Grundtvig.

Musikhuset Aarhus, Thomas Jensens Allé, 8000 Aarhus C. Mere info og billetter på musikhusetaarhus.dk

Publiceret 08 February 2020 06:00