Simon Kvamm har remixet sangene til ualmindelig populær teaterkoncert.

Simon Kvamm har remixet sangene til ualmindelig populær teaterkoncert. Foto: Isak Hoffmeyer

Ekstra ekstra forestillinger af 'Lyden af de skuldre vi står på'

Billetterne bliver revet væk til repremieren af populær teaterkoncert

Interessen for at se teaterkoncerten 'Lyden af de skuldre vi står på' er så stor, at Aarhus Teater opfører yderligere fem forestillinger - udover de tre ekstra forestillinger der allerede blev indsat inden repremieren.

Simon Kvamm og Marie Højlunds remix af danske sange som 'Dejlig er jorden', 'I skovens dybe stille ro' og 'Solen er så rød, mor' blev en stor succes i 2017 med 19.000 solgte billetter på Aarhus Teater.

Anmelderne var vilde med 'Lyden af de skuldre vi står på', og mange gik forgæves til teaterkoncerten, som derfor lige nu spiller igen på Aarhus Teater.

Foto: Emilia Therese.

Til repremieren i 2020 er der solgt lige så mange billetter, hvilket har fået teatret til at indsætte de ekstra ekstra fem forestillinger, som svarer til 3.500 billetter.

"Det er ret enestående og taget i betragtning af, at vi kun er i begyndelsen af spilleperioden, er det klart det bedste resultat, jeg har oplevet i min tid på Aarhus Teater," siger teaterdirektør Allan Aagaard i en pressemeddelelse.

Repremieren havde premiere 31. januar og har sidste forestilling 14. marts.

De fem ekstra forestillinger er:

• Mandag d. 24/2 19.30

• Mandag d. 2/3 19.30

• Mandag d. 9/3 19.30

• Fredag d. 13/3 19.30

• Lørdag d. 14/3 16.00

'Lyden af de skuldre vi står på' fik Reumertpriser for Årets Musical/Musikteater og Årets Scenedesign 2018.

jr

Publiceret 06 February 2020 07:56