Foto: Marc Roed

Mathilde Falch: Selvstændig og vaneglad musiker

Det er ikke det kendte efternavn, men lige dele vilje, talent og nærhed til sit publikum, der har fået Mathilde Falch frem i den danske musikbranche. Over ti års erfaring som udøvende og turnerende musiker har givet hende troen på sig selv – som menneske og som musiker

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Hun har over ti års erfaring som udgivende og turnerende rockmusiker på den danske musikscene og har spillet alle steder, hun har kunnet komme i nærheden af. På gadehjørner, barer, små spillesteder og store scener. I juni 2019 udgav Mathilde Falch sammen med sit band sit femte og seneste album. Livealbummet ‘Mathilde Falch og Band Live’ er en hyldest til publikum og til livescenen. På albummet er 12 numre, som alle er blevet udvalgt af Mathilde Falchs fans.

“Mit publikum og fans har via Facebook været med til at bestemme hvilke numre, der skulle være med på vores seneste album. Ud fra deres kommentarer og sparring med mit band, udvalgte vi de tolv sange til albummet. Enkelte af numrene...ssshhh, shhh, shhh...dut, dut...” Mathilde Falchs stemme forsvinder og bliver afløst af en sagte summen i mobilens højtaler. Få sekunder efter ringer mobilen.

“Det’ Mathilde. Min telefon driller. Jeg kan godt høre dig, men du kan vist ikke høre mig... Er det bedre nu?” Sangerinden med det kendte efternavn går igen klart igennem via opkaldet fra hjemmet i Storkøbenhavn.

“Publikum valgte nogle numre, som overraskede mig. Fordi det var numre, jeg hverken havde haft med live, eller som var blevet spillet i radioen. Men det betyder jo, at publikum hører min musik på cd eller vinyl – det er gerne der, man får de lidt ‘hemmelige’ numre - så det er jo dejligt,” tager hun tråden op fra før.

Det er ikke første gang, 30-årige Mathilde Falch vælger at inddrage sine fans. Hun gjorde det samme tilbage i 2007, da hun etablerede sit eget pladeselskab og skulle finde et navn til det. ‘Just For The Record’ kom det til at hedde.

“For mig er det at inddrage mit publikum en anerkendelse af, hvor stor del de har i, at jeg er, hvor jeg er i dag rent musikalsk. Det er så afgørende, at folk møder op til koncerterne. Spillestederne gider jo ikke booke en, hvis der ingen publikummer kommer,” forklarer sangerinden og fortsætter:

“Jeg har spillet alt det, jeg har kunnet komme til i de sidste ti år, og der har publikum været og er stadig fuldstændig altafgørende. Som så mange andre i min branche lagde jeg ud med at spille for to mennesker, og det gjorde jeg længe. Stille og roligt tog de nogle venner og bekendte med, og via mund-til-mund-metoden voksede det sig langsomt større og større.”

Mathilde Falchs koncerter er voldsomme, som rockkoncerter er flest. Men der er også plads til skrøbelighed og sårbarhed.

Mathilde Falchs koncerter er voldsomme, som rockkoncerter er flest. Men der er også plads til skrøbelighed og sårbarhed. Foto: Marc Roed

Ikke fået noget foræret

Som datter af sanger og skuespiller Michael Falch er det en nærliggende tanke, at sangerinden er blevet båret frem i branchen. Men for Mathilde Falch er det ikke tilfældet.

“Det er publikum, der har hjulpet mig med at opbygge min karriere. Jeg har hverken haft en manager eller et pladeselskab til at bane vejen for mig. Og det er et bevidst valg fra min side. Jeg har haft brug for at vise både mig selv og andre, at jeg ikke har fået noget forærende bare fordi, jeg har et kendt efternavn. Så det har været noget med at spille ufatteligt mange små koncerter for meget få mennesker – som så har været små ambassadører, der har spredt ordet om mig og min musik,” lyder det.

Som musiker har Mathilde Falch altid stået på egne ben, og det at være kendisdatter har reelt ikke fyldt meget rent karrieremæssigt.

“Det, jeg kunne have fået forærende, i kraft af at jeg har et kendt efternavn, forsvandt ret hurtigt igen. De, der i starten kom for at se giraffen, om man så må sige, var hurtigt væk igen. Den gider man jo ligesom kun at se en gang. Så med mindre man rent faktisk syntes, jeg og min musik kunne noget, var det ikke spændende for folk at blive. Så jeg har en tro på, at folk, der bliver, gør det på grund af min musik – ikke på grund af mit efternavn,” slår Mathilde Falch fast.

Mathilde Falch har spillet sammen emd sit band i seks år. Bandet tæller Adam Winberg (trommer), Christian Ki (guitar), Charlotte Schultz (keyboard og kor) samt Jeppe Skovbakke (bas).

Mathilde Falch har spillet sammen emd sit band i seks år. Bandet tæller Adam Winberg (trommer), Christian Ki (guitar), Charlotte Schultz (keyboard og kor) samt Jeppe Skovbakke (bas). Pressefoto

Energisk og skrøbelig koncert

1. februar optræder Mathilde Falch i Musikhuset Aarhus’ Lille sal.

“Aarhus er en by, jeg elsker at komme til. Og så er der noget særligt ved at skulle optræde i Musikhuset, hvor rigtig mange af de musikere, som jeg har så stor respekt for, har gået rundt og haft lydprøve før mig. Jeg har optrådt i Musikhuset en enkelt gang før, og at få lov til at komme igen, det er virkelig dejligt! For mig er vores koncert der en form for blåstempling,” siger Mathilde Falch.

Sangerinden fra Storkøbenhavn har optrådt solo, som duo og som trio. Når hun giver koncert i Musikhuset Aarhus, bliver det sammen med sit band.

“Jeg har nogle af de absolut dygtigste musikere med på scenen. Musikere som jeg selv har lyst til bare at sætte mig ned og lytte til,” roser Mathilde Falch sit firemands band.

“Bandet og jeg har spillet sammen i seks år, men fordi vi tilbringer så megen tid sammen, føles det næsten som endnu længere tid. Man kommer rigtig tæt på hinanden, når man er så intenst sammen, og så skaber det at spille sammen en helt særlig samhørighed. Man brænder for det samme, og det føles næsten som om, man er på mission sammen, det er der noget virkelig rart i,” siger hun.

Når Mathilde Falch optræder solo, er hendes koncerter ofte præget af personlige fortællinger, hvor hun deler nogle af sine inderste tanker og følelser med sit publikum. Med bandet bliver historierne i højere grad spontane, og der kommer mere fysik på.

“Jeg vil ikke kalde det ‘dans’, men jeg hopper givetvis mere på scenen, når jeg har bandet med. Jeg får meget energi fra musikerne, og der kommer ligesom mere gang i den. Til vores koncert i Musikhuset vil der blive hoppet og givet gas på instrumenterne - vi er jo et rockband. Men det bliver også en koncert, hvor det sårbare og skrøbelige får lov til at fylde. For mig er det først en god liveoplevelse, når publikum får anledning til både at grine og græde. Det gør de 1. februar.”

Ud af komfortzonen

Godt ti år i musikbranchen har gjort Mathilde Falch mere sikker på sig selv. Som menneske og som musiker.

“Jeg har brugt ti år på at øve mig i at blive mere sikker som sanger, musiker og sangskriver. I dag har jeg følelsen af at have fundet en ro i, hvem jeg er både på scenen og udenfor. Mit billede af, hvordan en musiker er og bør være, har jeg lagt væk. Jeg stoler mere på mig selv; jeg tør skeje mere ud og tage chancer uden at være bange for at blive til grin,” reflekterer hun.

Den kommende tid byder på flere koncerter og ny musik fra Mathilde Falch.

“Jeg har altid været ude at spille rigtig meget, og det skal jeg også i år. Og så skal jeg skal skrive ny musik. Jeg håber at kunne gå i studiet senere i år og dermed kunne nå at udgive ny musik i 2020. Og så håber jeg at kunne lave flere samarbejder lig det, jeg lavede med Søren Huss om et nummer på mit sidste studiealbum. Det vil jeg i hvert fald være opsøgende omkring,” siger hun.

At fortsætte i samme rille, kan have en negativ klang. Men ikke for Mathilde Falch. Slet ikke faktisk.

“Nogle gange har folk en forventning om, at jeg vil noget større. Men det er der, hvor jeg er nu, jeg gerne vil være. Jeg er i gang med at gøre præcis det, jeg gerne vil,” siger hun og tilføjer:

“Desuden er jeg ret meget et vanedyr. Nogle ting, har jeg det bare bedst med, er, som de plejer. Og jeg plejer jo at...shhh, shhh...”

“Hallo... Hallo! Nå, nu kan du vist høre mig igen?! Jo, men altså jeg plejer jo at have en guitar med på scenen, men jeg har faktisk en ambition om at bevæge mig lidt ud af min komfortzone til mine kommende koncerter og også tage et keyboard med. Og måske et klokkespil.”

Mathilde Falch holder en kort pause. Så ler hun og siger:

“Måske jeg tager mig mod til og bevæger mig ikke bare lidt men helt ud af min komfortzone og får anskaffet mig en ny mobil. Men som sagt; jeg er et vanedyr.”

FAKTA: Mathilde Falch

  • musiker, sanger og sangskriver
  • etablerede sit eget pladeselskab ‘Just For The Record’ i 2007
  • Mathilde Falch har udgivet fem album og en EP. Senest livealbummet ‘Mathilde Falch og Band Live’ fra juni 2019
  • datter af den danske sanger og skuespiller Michael Falch
  • 1. februar klokken 20 optræder hun med sit band i Musikhuset Aarhus, Lille sal, Thomas Jensens Allé, 8000 Aarhus C
  • bandet består af Adam Winberg (trommer), Christian Ki (guitar), Charlotte Schultz (keyboard og kor) samt Jeppe Skovbakke (bas)
  • Billetter på www.musikhusetaarhus.dk

Publiceret 30 January 2020 13:30