Når en opdateret version af musicalen Dirty Dancing rammer Musikhuset i oktiber er det med blandt andre Silas Holst, Mathilde Norholt og Karina Frimodt på rolleslisten.

Når en opdateret version af musicalen Dirty Dancing rammer Musikhuset i oktiber er det med blandt andre Silas Holst, Mathilde Norholt og Karina Frimodt på rolleslisten. Foto: Miklos Szabo

Legendariske musikere og mere musical i Musikhuset

Stolerækkerne i Lille Sal var godt fyldt, da Musikhuset Aarhus løftede sløret for programmet for 2020. Blandt nyhederne var en ny, luksusudgave af musicalen Dirty Dancing, Løvernes Konge filmkoncert og musiklegender som Graham Nash og Susanne Vega

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS 250 forventningsfulde publikummer, sponsorer og presse var samlet i Lille Sal i Musikhuset Aarhus 22. januar til middag, hvor det aarhusianske kulturhus præsenterede sit nye program for 2020.

Til at skyde formiddagens arrangement i gang var den aarhusianske guitarist og sangerinde Kajsa Vala, som gik på scenen og spillede et af sine mere melankolske numre. Få meter fra sangerinden sad Musikhusets direktør Jan Christensen, pressekoordinator Thomas Råhlin og ny kunstnerisk chef, Jeppe Uggerhøj. De tre tog ordet på skift.

           

Indslaget er produceret af TV Aarhus, Palle Hansen

Det nye sæsonprogram blev præsenteret oven på endnu et rekordår for Musikhuset med knapt en million gæster igennem huset og for 85 millioner kroner solgte billetter i 2019.

“I Musikhuset møder vi enestående opbakning fra gæster, kunstnere, sponsorer og erhvervsliv. Det er det, der gør det muligt endnu engang at præsentere et rekordresultat. Men vores organisation er også spændt til bristepunktet, så jeg vil ikke stå her og love, at vi slår rekorder også i 2020. Det kan godt være, vi skal til at finde en anden måde at måle på; måske vi skal til at måle mere på kvalitet og ikke på hoveder alene,” sagde Jan Christensen.

Bier og Helmigs musical Den Skaldede Frisør med Maria Lucia og Silas Holst i hovedrollerne spiller i Musikhuset fra 24. april.

Bier og Helmigs musical Den Skaldede Frisør med Maria Lucia og Silas Holst i hovedrollerne spiller i Musikhuset fra 24. april. PR Foto

Enkelte nyheder

Billetsalget til en stor del af de omkring 1.500 arrangementer, som udgør programmet for 2020, har været i gang længe. Således har musicalversionen af Susanne Biers succesfilm fra 2012 ‘Den Skaldede Frisør’ med musik af Thomas Helmig længe været kendt som en del af 2020-programmet. Det samme gjaldt Den Korte Radioavis live, Star Wars filmkoncert med livemusik af Aarhus Symfoniorkester og koncert med Alex Vargas og Mads langer. Alle blev de - samt adskillige flere liveoplevelser - nævnt i Musikhusets videokavalkade af udvalgte arrangementer i 2020, som blev vist på storskærm denne formiddag.

Enkelte nyheder var der dog imellem. Succesmusicalen ‘Dirty Dancing’ fra 2015 med Silas Holst og Mathilde Norholt i hovedrollerne som henholdsvis Johnny og Baby vender tilbage til Musikhuset Aarhus i oktober i en ny, opdateret luksusudgave. Løvernes Konge følger i fodsporene på Ringenes Herre og Star Wars, når den bliver vist på det helt brede lærred i Store Sal akkompagneret af Aarhus Symfoniorkester live. Og på musikfronten var de store nyheder koncerter med rockikonet Graham Nash, den amerikanske singer-songwriter Susanne Vega, Cecilia Bartoli, der er en af klassisk musiks helt store navne, samt jazzlegenden Chick Corea.

Pressekoordinator Thomas Råhlin tog en snak med Frederik Cilius og Rasmus Bruun fra Den Korte Radioavis, som gæster Musikhuset i marts.

Pressekoordinator Thomas Råhlin tog en snak med Frederik Cilius og Rasmus Bruun fra Den Korte Radioavis, som gæster Musikhuset i marts. Foto: M. Jeppesen

Uggerhøjs favoritter

Den nye mand ombord, kunstnerisk chef Jeppe Uggerhøj, har med start 1. december 2019 naturligvis ikke kunne nå at få stor indflydelse på det nye sæsonprogram. Ikke desto mindre påtog han sig beredvilligt opgaven at udvælge nogle af de arrangementer, som han glæder sig mest til i 2020.

Her nævnte Jeppe Uggerhøj allerførst Gaffa-Prisen, der for første gang overrækkes i Aarhus. Gaffa-Prisen fejrer ti års jubilæum i år, og det sker med et brag af et show i Store Sal 26. februar med komikeren Melvin Kakooza som aftenens vært og med liveoptræden fra musiknavne som Dizzy Mizz Lizzy og When Saint Go Machine.

“Noget af det, der gør, at vi kan præsentere det her fantastiske og meget brede program for 2020, er alle de interne samarbejder vi har i huset – med eksempelvis Filuren og Symfoniorkestret. Og så er det resultatet af, at vi også rækker ud til andre institutioner i byen. Det er Gaffa-prisen et eksempel på,” sagde Jeppe Uggerhøj. Som ny kunstnerisk chef håber han at kunne være med til at etablere endnu flere lignende samarbejder både internt og eksternt.

Herudover nævnte Jeppe Uggerhøj koncerterne med jazzlegenden Chick Corea i februar og den klassiske sangerinde Cecilia Bartoli i juni, som nogle af de liveoplevelser han ser særligt frem til.

“Corea og Bartoli gør sig bemærket indenfor hver deres genre, men fælles for dem er, at de er nogle af de tungeste navne på den internationale scene lige nu,” lød det fra Uggerhøj.

Jeppe Uggerhøj pegede desuden på Star Wars og Løvernes Konge filmkoncerterne, på musicalen Den Skaldede Frisør og på Dirty Dancing som nogle af sine absolutte favoritter fra 2020 programmet.

Den aarhusianske guitarist og sangerinde Kajsa Vala gav et par numre til onsdagens programpræsentation i Musikhuset Aarhus.

Den aarhusianske guitarist og sangerinde Kajsa Vala gav et par numre til onsdagens programpræsentation i Musikhuset Aarhus. Foto: M. Jeppesen

Musikhuset rummer det hele

Ud over Kajsa Vala var også de to satirikere Frederik Cilius og Rasmus Bruun, som står bag Kirsten Birgit og Den Korte Radioavis på scenen, hvor de teasede for deres forestilling Sommeren på Birgitø, som de gæster Musikhuset Aarhus 26.-28. marts.

“Det fandens ved at have taget Den Korte Radioavis fra æteren til de skrå brædder er, at vi ikke længere bare kan sige, at der er en kænguru i studiet, uden at der er det. Nu hvor vi er gået live, er vi jo nødt til rent faktisk at få fat i en kænguru. Det kan gå hen at blive dyrt at få idéer...” sagde Rasmus Bruun med et smil.

Efter endnu et nummer med Kajsa Vala solo på vokal, guitar og mundharmonika, rundede Thomas Råhlin programpræsentationen af.

“Kajsa er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun i dag underviser. Hun har spillet i Musikhuset i forbindelse med Spot Festival, hun optrådte for nyligt sammen med den gendannede rockgruppe Psyched Up Janis i Musikhusets Store Sal, og i april vil hun igen stå på scenen her i Lille Sal sammen med sit band og spille ny musik,” sagde han og sluttede:

“Fra talent til lysende stjerne - Kajsa Vala er et spillevende eksempel på, at Musikhuset Aarhus rummer det hele!”

Find Musikhuset Aarhus' samlede program for 2020 her.

Publiceret 22 January 2020 17:00