Træning nummer 250 vil blive afviklet på amfiscenen mellem Musikhuset og Aros - altså under regnbuen. Sick Projekt har eksisteret i fem år og afvikler præcis 50 frivillige og ganske gratis træningssøndage om året.

Træning nummer 250 vil blive afviklet på amfiscenen mellem Musikhuset og Aros - altså under regnbuen. Sick Projekt har eksisteret i fem år og afvikler præcis 50 frivillige og ganske gratis træningssøndage om året. Foto: Sick Projekt

Gratis søndagsmotion nummer 250 i regnbuefarver

Første søndag i 2020 afholder Sick Projekt træning nummer 250 ved siden af Aros - ganske gratis som altid

Af
Bente Tahmasbi Hansen

50 søndage om året kan man et eller andet sted i Aarhus se en gruppe glade motionister løbe rundt og træne sammen. Hver søndag er de et nyt sted, men uanset, hvor man finder dem, er humøret højt og træningen gratis. Tidspunktet er også det samme - nemlig mellem klokken 11 og 12.

"Vi glæder os rigtig meget til at holde en ekstra festlig træning 5. januar. Og vi håber, at der kommer lige så mange, som da vi fejrede træning nummer 200 for et år siden. Da var vi 560 deltagere," siger manden bag projektet, Tor Fabian-Jesing.

Det skal først og fremmest være sjovt

Han kalder Sick Projekt selvorganiseret. Det kører i høj grad via Facebook, hvor man kan se næste søndags træningssted.

"Vi er et af Danmarks største selvorganiserede træningsfællesskaber, og det er vi stolte af. Alle kan være med. Ved sidste træning var yngste deltager to år og den ældste var 90. Der kommer motionister, som er ude af form, og top-atleter," forklarer den energiske entusiast, der til daglig arbejder i DGI. Han er uddannet fysioterapeut, har en kandidatgrad i Folkesundhedsvidenskab fra Aalborg Universitet og en fortid som fodboldspiller i AGF.

"Træningen skal være så sjov, at man ikke opdager, når det er hårdt. Det er godt for kroppen, men det skal først og fremmest være godt for sjælen," er hans filosofi bag fællestræningen, der er fuld af high fives og krammere.

"Det nytter ikke at have landets laveste hvilepuls, hvis man ikke har det godt psykisk. Et liv kan blive så sundt, at det er sygt. Derfor har vi fokus på mental og social sundhed," uddyber han.

Søndagstræningerne har ofte et tema, som kan inspirere deltagerne til at klæde sig ud. Træning nummer 250 har temaet Colors of Aarhus. Og det opfordrer deltagerne til at tage farverigt tøj på. Som det fremgår af billedet har temaet før været alle regnbuens farver.

Man kan ved jubilæumstræningen få sig en halsedisse, der er lavet specielt til lejligheden.

"Vi har tidligere fået lavet 1.000 halsedisser med vejrsymboler. Nu får vi lavet en 2020-edition med en anden illustration på. Og med halsedisse på kan man træne ude i al slags vejr," mener Tor Fabian-Jessing.

Han lover, at området ved amficenen vil være pyntet i mange farver og at Sick Projekt på denne dag vil afholde det årlige sten, saks, papir-mesterskab søndag 5. januar klokken 11.

Sick-motionisterne i hjerteformation som et symbol på sundhed og socialt fællesskab i skøn forening.

Sick-motionisterne i hjerteformation som et symbol på sundhed og socialt fællesskab i skøn forening. Foto: Sick Projekt

Publiceret 03 January 2020 10:00