Fra venstre er det Cecilie Stenspil, instruktør Mehdi Avaz sammen med sin niece Karla Avaz og Nikolaj Lie Kaas.

Fra venstre er det Cecilie Stenspil, instruktør Mehdi Avaz sammen med sin niece Karla Avaz og Nikolaj Lie Kaas. Foto: Sofie Amalie Skovsager

Se video og billeder fra rød løber:

Gallapremiere på Kollision i Aarhus med Nikolaj Lie Kaas og Cecilie Stenspil

Nikolaj Lie Kaas og Cecilie Stenspil lover stort drama og ægte følelser i Kollison, hvor de spiller sig helt ud

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Mandag aften var Cinemaxx i Aarhus myldrende fuld af forventningsfulde premieregæster, en række af landets mest kendte skuespillere og de tre iranske Avaz-brødre. Alle kom for at se den nye film, 'Kollision', der spiller i alle landets biografer fra torsdag 31. oktober.

'Kollision' handler om et ægtepars bitre kamp om forældremyndigheden over deres datter.

(Indslaget er produceret af TV Aarhus, Palle Hansen)

"Det har været fantastisk at få lov til at lave det helt store drama med de selfmade Avaz-brødre, der har store hjerter og som ved, hvor de vil hen," sagde Nikolaj Lie Kaas.

"Jeg har selv to døtre og er familiefar. Det har jeg ikke spillet ret meget, så det er nyt og jeg læner mig ind i den rolle, jeg har som far i mit privatliv. Men vi har ikke så store problemer hjemme hos mig, som de har i denne film," storsmilede en afslappet Nikolaj Lie Kaas.

"Jeg kan love, at man får en følelsesmæssigt stormende oplevelser, hvis man går ind og ser denne her film, men man er nok ikke i humør til at gå ud og feste bagefter," fortsatte han.

Fortolker følelser helt i bund

Cecilie Stenspil blev mor til en lille dreng tre måneder før, hun gik i gang med indspilningerne af 'Kollision'. Hun har desuden haft bonusbørn i 17 år, så hun kan i høj grad genkende de store følelser, man har for sine børn, fra sit privatliv.

"At blive forælder føles for mig som at give mit hjerte to ben at gå på. Der er både stor kærlighed og stor angst for at der skal ske børnene noget. Jeg fortolker følelserne helt i bund, så publikum kan mærke dem, når jeg spiller," sagde hun.

Det er Cecilie Stenspils første store filmhovedrolle, og hun har været glad for at kunne læne sig op ad den rutinerede Nikola Lie Kaas.

"Avaz-brødrene arbejder jo med de store melodramatiske og ægte følelser. Vi spiller, så det gør ondt, men det er også vores job at gå ud af rollen og at kunne gå i Netto bagefter," fortsatte Cecilie Stenspil inden holdet af skuespillere og Avaz-brødrene satte sig ind i salen for at se resultatet af alle deres anstrengelser på det store lærred.

Det store drama

De tre iranske brødre gik fra at være totalt ukendte til at være det næste store i dansk filmbranche i 2017, hvor de stod bag 'Mens vi lever'. Den blev beskrevet som et voldsomt medrivende drama. Det samme kan man ifølge instruktøren, Mehdi Avaz, sige om 'Kollision'. Lokalavisen talte med ham før premieren.

"Folk spørger os, hvorfor følelserne skal være så store. Vi synes bare, at vi viser det ægte. Der er jo store følelser på spil, hvis man mister et barn. Og i min familie er vi vant til følelser og stor passion. Da vores mor for nylig bakkede ind i en stander på en bezinstation, græd hun, som om der var udbrudt krig. Vi kommer ud med det, vi føler," lo Mehdi Avaz.

Instruktøren er i øvrigt selv blevet far under indspilningen af 'Kollision', og det har gjort ham endnu mere følelsesladet.

"Jeg har aldrig før oplevet den form for kærlighed. Da jeg fik min søn i mine arme, tænkte jeg: "Hold kæft, jeg har da ikke elsket før nu," forklarede Mehdi Avaz.

Han er meget tilfreds med den nye film. Han fortalte, at filmen er blevet test-vist for flere end 1.000 mennesker forskellige steder i Danmark og at de har været begejstrede.

"Jeg kunne ikke have gjort det bedre. Man kan altid ønske sig mere tid og flere penge, men mulighederne er, som de er," fastslog Mehdi Avaz.

I filmen 'Kollision' falder en kernefamilie fra hinanden efter en dramatisk begivenhed. Forældrene, som spilles af Nikolaj Lie Kaas og Cecilie Stenspil, kommer ud i en hård kamp mod hinanden og slås i retten om forældremyndigheden over deres datter.

Scenen er filmet i den gamle byrådssal på Kvindemuseet i Aarhus. Af samme grund havde filmen gallapremiere i Cinemaxx i Aarhus, hvor Nikolaj Lie Kaas, Cecilie Stenspil, Charlotte Munck, Sebastian Jessen og Avaz-brødrene var til stede på den røde løber.

Fra venstre er det manuskriptforfatter Milad Avaz, Charlotte Munck, instruktør Mehdi Avaz, Cecilie Stenspil, Karla Avaz, Nikolaj Lie Kaas, Sebastian Jessen og producent Misam Avaz.

Fra venstre er det manuskriptforfatter Milad Avaz, Charlotte Munck, instruktør Mehdi Avaz, Cecilie Stenspil, Karla Avaz, Nikolaj Lie Kaas, Sebastian Jessen og producent Misam Avaz. Foto: Sofie Amalie Skovsager

FAKTA

Kollision

  • Kollision handler om et par i skilsmisse, og hvordan det bringer deres datter i krise
  • I hovedrollerne ses Nikolaj Lie Kaas som Leo og Cecilie Stenspil som Olivia. Desuden medvirker blandt andre Tommy Kenter som stenrig og magtfuld morfar. Henning Jensen som kærlig farfar. Bodil Jørgensen som mormor. Charlotte Munck som presset overlæge. Sebastian Jessen som krigstraumatiseret bror til Olivia. Julie Christiansen som Leos nære kollega. Og Rasmus Bjerg og Nicolas Bro som kyniske advokater
  • Kollision er Misam, Mehdi og Milad Avaz's spillefilm nummer to
  • De gik fra at være ukendte til at blive dansk films fremtid i 2017 med filmen 'Mens Vi Lever'
  • Mehdi Avaz instruerer, og Milad Avaz har skrevet manuskript. Misam Avaz er producer og hans datter, Karla Sigrid Wienberg Avaz, spiller datteren i filmen
  • Filmen har fået støtte fra Den Vestdanske Filmpulje og er derfor optaget blandt andet i Aarhus og i Frederikshavn

Publiceret 29 October 2019 07:12