Foto:

Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix

Clara Toft Simonsen vinder pris ved Danish Music Awards

Clara Toft Simonsen, der blot er kendt som Clara, løb med prisen som årets nye danske navn ved Danish Music Awards

Af
Jonas Wrede Hansen

Hun er kun 19 år gammel, men Clara Toft Simonsen er allerede ved at slå sit navn godt fast i den danske musikbranche. Torsdag vandt hun således prisen for årets nye danske navn ved Danish Music Awards. Det sker efter et år, hvor karrieren virkelig har taget fart for den unge sangerinde med de kendte efternavne. Selv bruger hun blot sit fornavn Clara i offentlig sammenhæng.

Det var derfor også det navn, der blev råbt op i KB Hallen på Frederiksberg i København, da hun torsdag blev annonceret som årets nye danske navn. En fornem pris, der tidligere er blevet vundet af prominente navne som Dizzy Mizz Lizzy, Aqua, Nik & Jay og Medina.

Som blot 15-årig skrev Clara Toft Simonsen under hos Sony Music, og på sin 18-års fødselsdag sidste år udgav hun sit første album. I den forbindelse mødte Lokalavisen Aarhus Clara til en snak om fremtiden.

"Det album er farvel til en periode i mit liv, hvor jeg skulle finde min vej. Og goddag til en ny periode, hvor jeg har valgt en retning og popmusikken. Popmusik står for populær musik, og det har jeg det super fint med," sagde hun blandt andet dengang om sit første album, "August 2018".

Med albummet fulgte hun i sin kendte families fodspor, hvor både onkel Thomas Helmig og fætter Hugo Helmig ikke behøver nogen introduktion.

"Min onkel, Thomas Helmig, siger, at andre ikke ved bedre, end man selv gør. Han er så god til at støtte mig, selv om hans musik er anderledes end min," fortsatte Clara Toft Simonsen sidste år til Lokalavisen Aarhus.

Clara Toft Simonsen kommer fra Kolind og er niece til tidligere topmodel og forfatter Renée Toft Simonsen. Hun har brugt meget tid på den aarhusianske musikscene ved blandt andet koncerter på Musikskolen Frontsession i Mejlgade, på Train og ved Aarhus Volume på Godsbanen.

Publiceret 18 October 2019 09:00