Kunstneren Damien Hirsts indrammede får med titlen 'Away From The Flock' (1994) er blandt skulpturerne på Aros' nye udstilling 'Objects of Wonder - From Pedestal to Interaction'.

Kunstneren Damien Hirsts indrammede får med titlen 'Away From The Flock' (1994) er blandt skulpturerne på Aros' nye udstilling 'Objects of Wonder - From Pedestal to Interaction'. Pressefoto

Bolsjer på gulvet, bh lavet af cigaretter: Skulpturen er kravlet ned fra sin piedestal og har fået humor

I samarbejde med Tate Gallery i London præsenterer Aros udstillingen ‘Objects of Wonder – from Pedestal to Interaction’. Udstillingen skildrer skulpturens kunstneriske udvikling op gennem historien og opfordrer beskueren til interaktion

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS En stol beklædt med en bh lavet af cigaretter. En overdimensioneret stikkontakt. En sæbeboblemaskine og en stor bunke bolsjer. Omsluttet af de lyserøde vægge og sirligt fordelt på det lyserøde gulvtæppe inviterer tankevækkende og sanselige skulpturer indenfor i galleriet på Aros’ niveau fem. Værkerne udgør kunstmuseets nye, rendyrkede skulpturudstilling ‘Objects of Wonder – from Pedestal to Interaction’, som kan opleves frem til 1. marts 2020.

Udstillingen viser skulpturens kunstneriske udvikling op gennem historien og er Aros’ andet samarbejde med Tate Gallery i London. ‘Objects of Wonder – from Pedestal to Interaction’ præsenterer en række forskelligartede skulpturer, skabt over en periode fra 1960’erne og frem til i dag. Blandt kunstnerne er Anish Kapoor, Damien Hirst, Tracey Emin og Sarah Lucas nogle af hovednavnene.

"Efter måneders dialog med det britiske kunstmuseum Tate, er den oprindeligt meget lange værkliste blevet skåret ned og de omkring 50 skulpturer, der udgør udstillingen, valgt ud. Fælles for de udstillende kunstnere er, at de arbejder med det skulpturelle enten figurativt eller formalistisk," siger projektansvarlig og kurator på Aros, Pernille Taagaard Dinesen.

Galleriet på niveau fem fremstår som ét stort omsluttende hele, hvor fokus er på at udfordre og nytænke forholdet mellem rum, kunst og betragter.

“Den lyserøde nuance, som galleriets vægge og tæpper har, er mit og min kollegaers take på skulpturerne fra Tate. Farven er inspireret af menneskekroppen og menneskekroppens indre organer - sådan som skulpturerne også er det. På den måde får vi her en totalinstallation, som er med til at tydeliggøre den historiske udvikling; fra opfattelsen af skulpturen som et objekt til opfattelsen af skulpturen som en begivenhed,” fortæller kuratoren.

Projektansvarlig og kurator på Aros, Pernille Taagaard Dinesen, i den nye, lyserødt indrammede udstilling 'Objects of Wonder' på museets niveau fem.

Projektansvarlig og kurator på Aros, Pernille Taagaard Dinesen, i den nye, lyserødt indrammede udstilling 'Objects of Wonder' på museets niveau fem. Foto: M. Jeppesen

Fra fast til flydende form

Med 1900-tallets modernisme sker en generel forandring, som får betydning for skulpturens udtryk fra omkring 1960’erne. Skulpturen kravler ned fra sin hidtil næsten obligatoriske piedestal og kommer i demokratisk øjenhøjde med beskueren.

“Til at åbne udstillingen har vi Sir Anthony Caros ‘Yellow Swing’, som illustrerer, hvorledes de klassiske materialer som sten og bronze, man hidtil havde lavet skulpturer i, blev skiftet ud med andre materialer. Ved at arbejde med gule metalplader, insisterer Caro på, at skulpturer er meget andet end klassiske rytterstatuer. Piedestalen er væk; værket står på gulvet og er dermed i øjenhøjde med betragteren,” forklarer Pernille Taagaard Dinesen.

Fra ‘Yellow Swing’ bevæger hun sig videre til Donald Judds blå kasser, hvor rummet imellem kasserne udgør en lige så stor del af skulpturen som selve kasserne. Og herfra videre til Arne Jacobsens klassiske 7’er stol, som er skåret op og hængt op som en mobile under loftet.

“En stor del af skulpturerne her i udstillingen er en hilsen til hverdagsobjekter. Almindelige, uprætentiøse objekter bliver gjort til skulpturer, flere med et tydeligt præg af humor. Med 7'er stolen her ironiserer Martin Boyce over det moderne funktionalitetsbegreb og illustrerer, hvorledes noget kan ændres fra funktionalitet til dekoration.”

David Medallas sæbeboblemaskine med titlen 'Cloud Canyons' fra 2004 gør op med ideen om skulpturen som en statisk, fastlåst størrelse.

“Som Medallas sæbeboble maskine tydeligt viser det, bliver skulpturerne mere eksperimenterende, mere flydende og legende. De bliver lavet af materialer, som er foranderlige, uden faste dimensioner,” forklarer kuratoren.

Den fillippinske kunstner David Medallas sæbeboblemaskine med titlen 'Cloud Canyons' gør op med ideen om skulpturen som en statisk, fastlåst størrelse.

Den fillippinske kunstner David Medallas sæbeboblemaskine med titlen 'Cloud Canyons' gør op med ideen om skulpturen som en statisk, fastlåst størrelse. Foto: M. Jeppesen

Interaktion med beskueren

‘From Pedestal to Interaction’ er udstillingens undertitel. I den ligger, at skulpturen er kravlet ned fra sin sokkel og insisterer på at gå i dialog med sin beskuer. I sidste halvdel af 1900-tallet begynder man at se flere og flere begivenhedsorienterede skulpturelle værker, der involverer publikum i en aktiv medskabende rolle.

“Flere af værkerne er performativt inviterende. Når værket går i dialog med sin betragter, ændres det. Som eksempelvis Felix Gonzalez-Torres' bunke af bolsjer på gulvet, som udstillingens besøgende må spise af. På den måde ændrer bunken sig i form og størrelse og beskueren gøres til en del af værket.” Pernille Taagaard Dinesen snupper et bolsje pakket i lilla cellofan fra værket.

Enkelte skulpturer leder opmærksomheden hen på kroppen ved at understrege fraværet af den.

“Som værktøjet her, der bevæger sig af sig selv. Vi kommer automatisk til at tænke på hånden, der ikke fører hammeren,” siger Pernille Taagaard Dinesen med henvisning til Jean Tinguelys kunstværk 'Débricollage'.

Det samme gør sig gældende i Erwin Wurms værk ’One minute sculptures’ fra 2005. Værket, som ligner en madras, følges på vej af en tekst, som inviterer betragteren til at lægge sig ned, trække vejret dybt og pause tankestrømmen.

Fra hver sin side indtager Pernille Taagaard Dinesen og en af eftermiddagens fremmødte madrassen – og hermed den fravalgte skulpturs rolle.

"Vi håber, besøgende har lyst til ikke bare at betragte skulpturerne, men også at interagere med dem," lyder det fra kuratoren.

Et af de værker, der i særdeleshed opfordrer besøgende til interaktion, er Erwin Wurms værk ’One minute sculpture'.

Et af de værker, der i særdeleshed opfordrer besøgende til interaktion, er Erwin Wurms værk ’One minute sculpture'. Foto: M. Jeppesen

FAKTA: 'Objects of Wonder - From Pedestal to Interaction'

  • 12. oktober 2019 til 1. marts 2020
  • Aros Kunstmuseum, Aros Allé 2, 8000 Aarhus C, Niveau 5
  • Åbningstider: Mandag: Lukket. Tirsdag til fredag: kl. 10.00-21.00. Lørdag til søndag: kl. 10.00-17.00
  • Entré
  • Se mere på aros.dk

Publiceret 16 October 2019 05:30