I uge 40 har 'Art by Me' en lang række arrangementer til fordel for Kræftens Bekæmpelse, samtidig med at man kan farvelægge skåle, fade og kopper.

I uge 40 har 'Art by Me' en lang række arrangementer til fordel for Kræftens Bekæmpelse, samtidig med at man kan farvelægge skåle, fade og kopper. Foto: Art by Me

Keramikcafé i Aarhus støtter kræftramte bryster

'Art by Me' på Vesterbro Trov arrangerer et lyserødt bankospil og en krystalaften for at støtte Kræftens Bekæmpelse

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Keramikcaféen 'Art by Me' på Vesterbro Torv har valgt at støtte op om Kræftens Bekæmpelses kampagne 'Støt Brysterne' i hele uge 40.

Formålet er, at samle så mange penge som muligt ind til kampen mod brystkræft, og det sker ved hjælp af forskellige arrangementer. Der er et nyt hver dag i ugen.

"Vi håber, at vi når ud til mange mennesker, så vi kan samle en hel masse penge ind til det gode formål," siger den daglige leder af 'Art by Me', Mia Rahbech.

Søndag 6. oktober er det et år siden, at caféen åbnede på Vesterbro Torv. Konceptet for den er, at man maler keramik, der er lavet på forhånd. Man kan man vælge mellem 200 skåle, kopper og fade, som man så farvelægger. Man får gode råd om maleteknikker og mønstre, inden man går i gang. Det færdige resultat skal brændes og kan hentes efterfølgende.

Aarhusianerne har taget godt imod det kreative tilbud og nu håber Mia Rahbech, at de også vil være med til at støtte Kræftens Bekæmpelse. Der vil være entré til nogle af arrangementerne.

Et indslag hver dag

Ugen er skudt i gang med blandt andet livemusik og fortsætter med følgende indslag:

Tirsdag er der ansigtsglimmermaling til børn og barnlige sjæle hele dagen.

Onsdag aften klokken 19.30-22 kan man male på caféens specielle krystal-glasure.

Torsdag er der lyserødt banko klokken 18.30-20. Spillet har mange lokale præmier og selvfølgelig også præmier fra cafeen. Man kan ikke male denne aften.

Lørdag er der salg af 'Støt Brysterne'-sløjfer.

Søndag fejres et års fødselsdag med kage til alle.

'Art by Me' er ikke en traditionel café med et stort udvalg af mad og drikke, men man kan få en kop varm chokolade eller kaffe, mens man arbejder med keramikken.

'Art by Me' er ikke en traditionel café med et stort udvalg af mad og drikke, men man kan få en kop varm chokolade eller kaffe, mens man arbejder med keramikken. Foto: Art by Me

Publiceret 02 October 2019 06:30