Taïga String Quartet spiller nye nordiske kompositioner inspireret af Njals Saga til Seïga; en iscenesat koncert på Godsbanen 26.-28. september. PR Foto

Taïga String Quartet spiller nye nordiske kompositioner inspireret af Njals Saga til Seïga; en iscenesat koncert på Godsbanen 26.-28. september. PR Foto

SEGÏA: Musikalsk møde mellem saga og nutid

Islandsk saga møder nutiden gennem nykomponeret musik, lyskunst og tøjdesign i Segïa; en iscenesat koncert, som opføres af den Aarhus- og internationalt baserede strygekvartet ‘Taïga String Quartet’ på Godsbanens Åbne Scene 26.-28. september

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS En islandsk saga, en lyskunstner, en designer og strygekvartetten ‘Taïga String Quartet’ er hovedelementerne i Segïa; en iscenesat koncert som kan opleves 26.-28. september på Godsbanens Åbne Scene.

“Segïa er et navn, jeg selv har fundet på. Det betyder ‘at sige’ på islandsk. Og så kunne jeg godt lide prikkerne over ï'et, fordi de også er i ‘Taïga String Quartet’, som er navnet på vores kvartet,” siger aarhusianske Maria Isabel Edlund med et skævt smil.

Hun er idekvinden bag og projektejer på Segïa. Sammen med Madlen Breckbill på bratsch og Louise Gorm og Jessica Ling på violin, danner hun den fremadstormende Aarhus- og internationalt baserede ‘Taïga String Quartet’.

”Louise og jeg startede Taïga tilbage i 2015, da vi begge to boede i Berlin. Vi havde spillet i flere, mere traditionelle kvartetter før, men med Taïga ønskede vi at skabe klassiske koncerter på en anderledes måde og involvere andre kunstformer end musik,” fortæller Maria, som selv er cellist i kvartetten.

Njals saga er hjertet

Med Segïa er det ønske gået i opfyldelse. Her møder nordisk saga nutiden gennem nyskrevet musik, lyskunst og tøjdesign.

“Til koncerten fremfører vi i kvartetten fem nye værker af nordiske komponister - fra Norge, Finland, Island, Sverige og Danmark. Men det bliver ikke en klassisk koncert på den måde, at vi spiller et nummer, og så klapper publikum, og så spiller vi det næste. Vi spiller alle fem komponisters værker sammen, så det bliver et stort værk,” forklarer Maria.

Hver af de fem værker er inspireret af den islandske saga ‘Njals Saga’.

“Udgangspunktet for Segïa er den islandske Njals Saga. Den er ligesom hjertet i det hele. Jeg tog udgangspunkt i den, fordi den er den første nedskrevne tekst i Norden og på den måde noget af det mest nordiske, vi har.De fem komponister er meget forskellige i deres udtryk, men måske fordi de alle har det samme udgangspunkt – Njals Saga - så hænger deres kompositioner rigtig godt sammen,” fortæller Maria.

Den erfarne cellist kendte et par af de fem komponister i forvejen. De øvrige har hun fået anbefalet.

“Alle fem komponister er vanvittigt dygtige. De har formået at udtrykke den helt specielle stemning, sagaen formidler og det usentimentale og kraftfulde sprog, den er skrevet i, gennem deres kompositioner. Sagaens mange drømme og forudsigelser, og nordens mange kontraster – de lyse nætter, de mørke dage og de skiftende årstider - alt sammen fornemmer man i musikken, synes jeg,” siger Maria.

Strygekvartetten Taïga String Quartet består af (fra venstre) Louise Gorm (violin), Jessica Ling (violin), Madlen Breckbill (bratsch) og Maria Isabel Edlund (cello).

Strygekvartetten Taïga String Quartet består af (fra venstre) Louise Gorm (violin), Jessica Ling (violin), Madlen Breckbill (bratsch) og Maria Isabel Edlund (cello). Foto: M. Jeppesen

Et kunstnerisk kollektiv

For knapt tre år siden begyndte Maria Isabel Edlund at gøre sig tanker om at stable et større projekt på benene, som kunne give ‘Taïga String Quartet’ mulighed for at dykke dybere ned i noget. Dage, uger og år er gået med at samle et hold af dygtige, kreative kræfter, lægge budget og få alle de praktiske ting til at gå op.

“I processen har vi været et kunstnerisk kollektiv bestående af tøjdesigner Prisca Vilsbøl, lyskunstner Jakob Kvist, de fem komponister, en moderator og vores kvartet. Vi har ikke haft et defineret mål forude, hvilket er meget atypisk for mig som klassisk musiker. Det har giver mulighed for leg, og for at vi hele tiden har kunnet udvikle os,” fortæller Maria.

“Selv om jeg her med få dage til premieren stadig ikke kender slutresultatet, ved jeg, det bliver godt. Det har jeg vidst fra start. Fordi vi alle sammen er dygtige til det, vi gør, og fordi alle virkelig vil det her projekt 100 procent,” fortsætter hun. Hun suger luft ned i maven og puster langsomt ud.

Tøjdesigner Prisca Vilsbøl kreationer, som ‘Taïga String Quartet’ skal have på under koncerten, er lige nu på udstilling i London.

“Vi prøvede Priscas kjoler – eller kostumer er det jo næsten - første gang forleden. De er bløde, organiske og enkle. Og så er de skulpturelle. De er alle sammen hvide, så man med lyssætningen kan få dem til at ændre udtryk i takt med stemningen undervejs i koncerten,” forklarer Maria. Hun holder vejret et par sekunder og udbryder:

“Kendisser som Rihanna, Peaches og Lady Gaga har båret tøj, Prisca har designet. Så jeg synes, det er rimelig badass, at vi får lov til at få designet tøj af hende!” Maria smiler bredt.

Spændthed og håb

Idekvinden bag projektet må tålmodigt vente med at se resultatet af små tre års arbejde til få dage før premieren.

“Jeg kan jo hverken se lyset eller opleve helheden før få dage inden, vi får publikum på. Så jeg er super spændt og har allerede nu de vildeste drømme om natten. Men det ER spændthed og ikke nervøsitet. Jeg har tillid til, at Segïa bliver fantastisk, og jeg er rigtig stolt af holdet bag. Så håber jeg bare, at folk har lyst til at komme og opleve det,” Maria gør store øjne.

Segïa spiller tre aftener i træk på Åbne Scene på Godsbanen. Herefter håber holdet at kunne tage på turné med værket.

“Det her projekt har fyldt alt for mig så længe, og jeg er ikke klar til at slippe det efter bare tre opførelser. Så jeg håber, vi kommer på turné. Ej, det kommer vi. Det skal vi!” Maria løfter højre hånd op foran sit ansigt og krydser lange- over pegefinger.

“Fingers crossed!” siger hun så.

FAKTA:

· SEGÏA spiller på Åbne Scene på Godsbanen 26., 27. og 28. September, alle dage kl. 19.30

· Taïga String Quartet (DK/US/DE) består af Louise Gorm (violin), Jessica Ling (violin), Madlen Breckbill (bratsch) og Maria Isabel Edlund (cello)

· Komponister: Britta Byström (SE), Anna Huuskonen (FI), Louise Alenius (DK), Therese Birkelund Ulvo (NO), Bára Gísladóttir (IS).

· Tøjdesigner: Prisca Vilsbøl (DK)

· Lyskunstner: Jakob Kvist (DK)

· Produceret af AUT - Aarhus Unge Tonekunstnere

· Støttet af: Nordisk Kulturfond, Nordisk Kulturkontakt, Aarhus Kommunes Musikpulje, Dansk Komponist Forening og KODA Kultur, Knud Højgaards Fond, A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond, Wilhelm Hansen Fonden, William Demant Fonden, Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik og Godsbanen Åbne Scene

· Billetter kan købes på www.aut.dk

Publiceret 25 September 2019 16:00