At går en tur styrker både hjernen, hjertet, knoglerne og kreativiteten og så formindsker det stress. Især ture i skoven og den øvrige natur har en god effekt på vores psykiske velvære.

At går en tur styrker både hjernen, hjertet, knoglerne og kreativiteten og så formindsker det stress. Især ture i skoven og den øvrige natur har en god effekt på vores psykiske velvære. Arkivfoto: Morten Rasmussen/Ritzau-Scanpix

Guide til gåture i Aarhus - de gør os sunde og sociale

I Aarhus er der mange muligheder for at komme ud at gå sammen med andre. Gang giver god form og godt humør - og så kan man føre sjove og interessante samtaler samtidig

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Der er næsten ingen grænser for alt det gode en rask gåtur gør for vores krop og psyke. Både hjernen, hjertet, knoglerne, kreativiteten og humøret bliver styrket samtidig med at man bliver mindre stresset.

Det kræver med andre ord ikke andet, end at man sætter den ene fod foran det andet, hvis man vil være i god form, godt humør og fuld af gode ideer.

En frisk spadseretur frigiver signalstofferne serotonin og dopamin, som blandt andet spiller en rolle i reguleringen af humøret, appetitten, søvn, sexlyst, hukommelse og indlæring. Samtidig sænker det også mængden af stresshormonet kortisol i blodet. Det er beskrevet i stribevis af artikler på blandt andet videnskab.dk, i Samvirke, Femina og I Form.

Allerede for 2500 år siden udråbte den græske læge Hippokrates en rask gåtur som den bedste medicin.

Allerede for 2500 år siden udråbte den græske læge Hippokrates en rask gåtur som den bedste medicin. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen

Desuden er det gode ved at gå at man kan gøre det alle steder og at man ikke engang behøver at klæde sig om. Man kan gå til og fra arbejde, sammen med hunden, barnevognen eller en god ven. Det er også muligt at få ordnet en telefonsamtale eller et ugemøde med kollegerne.

Hvis man ikke ønsker at være effektiv men i stedet vil gøre noget godt for sig selv, er en tur ud i naturen en god ide. Der får man lys til hjernen, frisk luft i lungerne og skridt i benene. Samtidig kan det være et mentalt pusterum, hvor man holder fri fra hele tiden at være på.

Gåturene har altid være vigtige

Det er absolut ikke nogen nyhed, at det er sundt og godt at gå. Filosofferne Nietzsche og Kant og Søren Kierkegaard har alle ytret sig om, at de tænkte godt, når de gik.

"Tab for Alt i Livet ikke Lysten til at gaae. Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa Tung, at man jo ikke kan gaae fra den," skrev Søren Kierkegaard i 1847 til sine syge svigerinde.

Heller ikke på Søren Kierkegaards tid var den sunde gang en nyhed, for den breakede Hippokrates for 2500 år siden:

"En gåtur er den bedste medicin," sagde den græske læge.

Især de ældre bliver sundere

Siden dengang er der blevet forsket meget i det populære fænomen at gå. Et af de nye resultater er, at man ikke nødvendigvis skal gå i timevis eller de berømte 10.000 skridt om dagen. Mindre kan også gøre det. Det gælder helt generelt for alle aldersgrupper, at gang er sundt og at små mængder også gør en forskel. Men ifølge Jama Internal Medicines studie har især ældre kvinder stor gevinst ved at gå ud og gå.

Jama Internal Medicines tal viser, at omkring halvdelen af de anbefalede daglige skridt kan være nok til at mindske risikoen for tidlig død hos ældre kvinder.

Heldigvis er der da også stor interesse for gang som motionsform hos de ældre. Epinion har lavet en undersøgelse for 'Bevæg dig for Livet' om interessen for at gå. Undersøgelse viser, at gåture er den idrætsgren, som folk over 55 år helst vil i gang med. Gå, så går det nok, som man siger.

Allerede for 2500 år siden udråbte den græske læge Hippokrates en rask gåtur som den bedste medicin.

Allerede for 2500 år siden udråbte den græske læge Hippokrates en rask gåtur som den bedste medicin. Arkivfoto: Hanne Eriksen/Ritzau Scanpix

Fakta

Folkenetværket samles om gode vaner og sunde aktiviteter. Netværket går om onsdagen klokken 12 fra forskellige steder i byen. Man skal afsætte cirka to timer til en tur, hvor der også er socialt samvær og kaffe. Foreningen holder til på Folkestedet. Man kan se dens ruter på hjemmesiden: http://www.folkenetvaerket.dk/

Stavgang i Viby Torsdag klokken 10 mødes en gruppe stavgængere til fælles opvarmning og en times stavgang i området. Gruppen slutter af med en lille snak og noget at drikke på Holme Lokalcenter, Nygårdsvej 34. Gruppen drives af frivillige og man kan bare møde op.

Gå dig glad Aarhus 1900 har et hold for folk, der ikke er medlem af sportsklubben og som gerne vil i gang med at gå. Der er fokus på fællesskabet og glæden ved en gåtur sammen med andre. Tempo og distance er overkommelig og tilpasses dem, der møder op. Holdet går hver onsdag klokken 18 fra statuen af de to fodboldspillere foran stadion. Andre walk-hold starter på samme tidspunkt og sted.

Gåvenner mødes hver mandag klokken 17 på parkeringspladsen ved Bellevuehallen på hjørnet af Vestre Strand Allé og Nordre Strandvej i Risskov. De fremmødte går i cirka 40 minutter og alle er velkomne. Der er plads til både fortælling og tavshed og glæden ved at gå sammen.

Tur i Vestervang Hver onsdag klokken 10.00 mødes en gruppe borgere, der går i det lokale område. De mødes ved forhallen ved Spisestedet Vestervang og går to forskellige ruter: Fem kilometer, der tager halvanden time, og to kilometer, det tager en time at tilbagelægge.

Dansk Vandrelaugs Aarhusafdeling går en tur i og omkring Aarhus på hverdage. Mandag er der både en lang og kort tur på maks seks kilometer. Tirsdag går man typisk en tur på otte kilometer og det foregår om aftenen klokken 19-21.30. Mandag, onsdag og torsdag er det midt på dagen. I weekenderne er der ture ad naturskønne ruter i Østjylland. De er ofte 20-25 kilometer. Man kan se ruterne og mødestederne på deres hjemmeside: https://dvl.dk/aarhus/

Aarhus Fodslaw går hver tirsdag klokken 10 en tur på 9-10 kilometer. Ruterne skifter hver tirsdag, så man kommer til at kende sin by ud og ind, hvis man går med mange gange. Til og med august går Fodslaw torsdag aften klokken 19 derefter er turene på lørdag klokken 10. De er også små 10 kilometer og alle mulige steder i Aarhus. Vandreklubben har den 21. september en 30 kilometer lang tur allerede klokken 9 lørdag morgen fra Hasle Bakker. 28. september er der ingen ture, for der er Ecco Walkathon i Aarhus med flere starttider. Se mødestederne på hjemmesiden: http://www.aarhusfodslaw.dk/

Publiceret 11 August 2019 08:15