Mælkebøtter har ikke noget med komælk at gøre og 'at strække ben' betyder at røre sig. Sabah Alkadhemy og Claude Mulumba Mukedi lærte forleden nye ord og betydninger i læsegruppen på Viby Bibliotek. Den er åben for alle.

Mælkebøtter har ikke noget med komælk at gøre og 'at strække ben' betyder at røre sig. Sabah Alkadhemy og Claude Mulumba Mukedi lærte forleden nye ord og betydninger i læsegruppen på Viby Bibliotek. Den er åben for alle. Foto: Tahmasbi

Nye aarhusianere læser sammen

Der er åbnet to nye læsegrupper i Viby og Gellerup. Det er gratis og kræver ingen forberedelse - man skal bare møde op

Af
Bente Tahmasbi Hansen

I et mødelokale på Viby Bibliotek sidder Claude Mulumba Mukedi og Sabah Alkadhemy og lytter til et digt af Søren Ulrich Thomsen. Det bliver læst langsomt og tydeligt op af en meget levende læseguide, Bodil Thomsen, og handler om forår, kærlighed og mælkebøtter.

"Ved I, hvad mælkebøtter er?" Spørger hun.

"Jeg kender mælk," svarer Claude Mulumba Mukedi, der bliver meget overrasket over, at mælkebøtter er blomster og ikke har noget med den hvide drik at gøre.

Digtet handler også om at falde i hver sin søvn i den samme seng og at vågne med en hånd let på sin skulder.

"Sover forfatteren alene?" Spørger Bodil Thomsen.

"Nej, der må være to i sengen, for der er to, der sover. Så hånden er sikkert den andens," svarer Sabah Alkadhemy.

Både hun og Claude Mulumba Mukedi går til sprogundervisning, og de synes, at de lærer noget nyt og noget mere i læsegruppen. De læser teksten to gange og taler om den.

"Første gang synes jeg, der er mange ord, jeg ikke forstår. Men når vi taler om det, finder jeg ud af, hvad de betyder," fortsætter hun.

To nye grupper

Læsegruppen på Viby Bibliotek er ny og der er plads til mange flere deltagere. Det samme gælder for en tilsvarende læsegruppe, som er etableret på Gellerup Bibliotek.

Det er Læseforeningen, der står bag, og den tilbyder guidet læsning for nye danskere. Læsegruppen er åben for alle. Det kræver ingen forberedelse at være med, og man behøver ikke at vide noget om litteratur på forhånd.

"I læsegruppen findes der ikke rigtige og forkerte oplevelser af en tekst. Det vigtigste er, at du møder op med åbent sind - klar til at lytte og undre dig," siger Bodil Thomsen.

"Vi guider læser teksten højt, fordi det sænker tempoet nok til, at man kan nærlæse teksten og opfatte ting, man måske ellers ikke havde bemærket."

Undervejs i læsningen bliver der holdt pauser, hvor man reflekterer over og taler om teksten. Denne metode kaldes guidet fælleslæsning. Fordelen ved den er, at metoden ikke kræver særlige forudsætninger eller forberedelse. Alle, der kan lytte til en historie, kan være med.

Erfaringer fra Læseforeningen viser, at fælleslæsning giver mennesker, der ikke allerede er aktivt deltagende i kulturlivet, mod på at opsøge og tage aktivt del i kulturarrangementer, samt samfundsdeltagelse mere generelt. Læsningen kan også styrke deltagernes danske sprog.

Det oplever Sabah Alkadhemy og Claude Mulumba Mukedi i høj grad.

Som det sidste inden dagens læsegrupper slutter, spørger Bodil Thomsen, om de har lært noget denne dag?

"Ja. Nu ved jeg, hvad det betyder at strække ben", siger Claude Mulumba Mukedi med et meget stort smil.

Fakta

Gellerup Bibliotek, Gudrunsvej 78, 8220 Brabrand

torsdage kl. 16.00 - 17.30

Viby Bibliotek, Skanderborgvej 170, 8260 Viby

tirsdage kl. 15.30 - 17.00

Publiceret 18 May 2019 08:30