Gnags er ude med bandets album nummer 23. 'Robot'n'Roll' 12. april. Med Peter A.G. i front og med Per Christian Frost tilbage på guitaren som i gamle dage.

Gnags er ude med bandets album nummer 23. 'Robot'n'Roll' 12. april. Med Peter A.G. i front og med Per Christian Frost tilbage på guitaren som i gamle dage. Foto: Jeppesen

Garvede Gnags klar med nyt album lavet i Aarhus:

"Vi bliver ved!"

Gnags er ude med et nyt album i en gammel konstellation. I juni debuterer aarhusbandet på Northside Festival i forbindelse med deres forestående sommerturné

Af
Mai-Britt Jeppesen

Per Frost går forrest op ad trappen til sit musikstudie på Risskov-villaens 1. sal. Den garvede guitarist, bassist og producer flytter en forstærker fra dens placering midt på gulvet til en ledig kvadratmeter helt inde langs væggen.

“Vi kan sidde...” begynder han.

“Frost! Skal vi ikke være hernede? I stuen. Så kan vi også bedre sidde her alle sammen,” råber Peter A.G. nede fra stueetagen.

Frost smiler under den tæt på obligatoriske hovedbeklædning, som i dag består i en sort herrehat.

“Jo!” svarer han og tager trappen ned.

De to Gnags-musikere er i gang med at lægge sidste hånd på et mix. Det sker på Per Frosts hjemadresse. Gnags udkommer med gruppens 23. album 12. april. Pladen hedder ‘Robot’n’roll’ og er nummer 17, A.G. og Frost laver sammen.

“I dag er vi i gang med at lave et alternativt mix af ‘Guldkaret’, som er et af numrene på vores nye album. Vi laver en mere enkel version, hvor en masse er pillet af, så ikke det bliver mærkeligt, når nummeret skal spilles på live-tv,” forklarer Peter A.G.

Han har sat sig ved et rundt træbord med front mod vinduet. Per sætter et par kopper og en tallerken med en kage skåret sirligt i stykker på bordet.

“Påskekage, værsgo’,” siger han og sætter sig.

De to, Peter A.G. og Per Frost, har en lang forhistorie. Fra 1974 til 1997 spillede de sammen i Gnags. Herefter skiltes deres veje. Og så efter små tyve år - i 2015 – vendte Frost tilbage til Gnags og A.G.

“Da Peter spurgte, om jeg ville være med igen, var der ikke så meget at være i tvivl om. Der er meget hjerteblod i de sange, vi lavede i løbet af de første 20-25 år, vi havde sammen i Gnags. Skulle de sange vækkes til live igen, skulle det være nu. Så det blev et ja – og nu sidder vi her. Med vores andet album i den gamle konstellation på vej i trykken.” Per ser på Peter.

En overmodig bid påskekage forhindrer Gnags-kaptajnen i at svare, så han nøjes med at nikke. Energisk.

Per benytter sig af A.G.'s sjældne tavshed:

“Det har været en stor fornøjelse at være med igen. Vores sange er jo sange, som også de unge tager til sig. Vi får god respons fra alle aldre – det er fedt at opleve. Som Peter så tit siger: Gnags er noget, vi har sammen med publikum.”

Peter har fået tygget af munden og byder fluks ind.

“Det er, når vi spiller live, vi høster frugterne af vores mange års samarbejde. Det varme bifald... For der er forskel på bifald... Det bifald, vi har modtaget ved vores sidste mange koncerter, det har været varmt. Og det får mig til at tænke; ‘Det giver mening, det vi laver. Det giver mening at fortsætte!’” siger den sprælske Gnags-forsanger. Han kører en hånd gennem sit skulderlange grå hår og læner sig tilbage mod stoleryggen.

Per Christian Frost (v.) og Peter A.G. mødtes i Pers hjemmestudie i Risskov for at lukke et mix af et af numrene fra den nye plade.

Per Christian Frost (v.) og Peter A.G. mødtes i Pers hjemmestudie i Risskov for at lukke et mix af et af numrene fra den nye plade. Foto: Jeppesen

Dunkraft til tungsind

Albummet ‘Robot’n’Roll’ rummer ti dansevenlige, swingende numre. Lyden er den velkendte Gnags-lyd og teksterne enkle, men med noget på hjerte.

“Vi lever af, at folk danser og har det skægt. Så ‘Robot’n’Roll’ er et album, man kan danse til. Fra start til slut. Men det er også et album, hvor vi forsøger at formidle nogle alvorlige budskaber på en let og sjov måde. Vores album er den der ‘dunkraft’, som kan løfte tungsind. Og jeg mener ‘dun-kraft’ ikke donkraft, da det lette – dun – skal kunne opveje det tunge sind,” siger Peter A.G.

‘Når robotterne kommer’ og ‘Syndflod af plastik’ er titlen på to af numrene på det nye album.

"For mig at se, er et godt album, et album der rammer tiden. Derfor er vi også nødt til at beskæftige os med forurening og kunstig intelligens. Begge dele er derude, og det breder sig. Så jeg håber, vi er lykkes med at skrive en sang om at redde havet. Og om at vi skal tage robotter alvorligt...” Gnags’ frontmand sætter sig frem på stolen.

“Vores budskab er, at vi skal gøre alt det, der ikke kan programmeres: vi skal føle og elske og være glade. Glæde er vigtig!” siger han tænksomt og lader blikket svømme ud gennem vinduet og ud i den solfyldte have.

“Vi har lagt os i selen for at lave et godt album. Men hvordan, det bliver modtaget, er svært at vide. Det er altid svært at spå om fremtiden,” indskyder Per.

Peter har halet blik og tanker inden-vindues igen og supplerer:

“Per har ret. Det er ikke til at vide, om vores album rammer spot on. Men jeg ved, vi har lavet en god plade, og om så vi ikke får lov til at lave flere, er albummet her en værdig afslutning.”

At gøre alt med glæde og energi, gøre alt som var det sidste chance – det er indbegrebet af Gnags.

“Vi lægger, alt vi har, i et nyt album. Ligesom vi spiller hver af vores koncerter, som var det den sidste. Når vi spiller live, spiller vi altid, som gjaldt det liv eller død. Og sådan skal det være. Hver koncert, vi spiller, kan være den sidste, uden vi ved det. Det var det for Kim Larsen. Det var det for Master Fatman...”

Igen søger Peters blik mod haven og solskinnet.

Dagen i dag – Peter der kommer til Pers hjemmestudie med idéerne stående i kø - adskiller sig ikke fra så mange andre.

“I dag skal vi færdiggøre et mix. Men ellers er det som regel sådan, det foregår, når vi laver numre sammen; Peter kommer her med en tekst og en idé til en melodi. Han sætter sig til klaveret og spiller den. Jeg optager...”

“Og ødelægger,” afbryder Peter sin ven og guitarist.

“Jeg er melodimand. Jeg spiller nogle akkorder, som jeg synes, lyder godt. Og så kommer Per, som er mere analytisk og skolet, og ødelægger melodierne, så de bliver...fede!" Peter ler. Per smiler og ryster på hovedet.

“Nej... Per respekterer min måde at arbejde på og omvendt. Samarbejdet mellem musikere skal swinge, hvis det skal fungere. Og det swinger mellem os. Vi har fundet en måde at bruge hinandens ressourcer bedst muligt på,” siger Peter.

“Præcis. Efter så mange år kender vi hinandens tankesæt virkelig godt, og vi er gode til at finde en fælles vej at følge,” tilføjer Per.

Debut på Northside

‘Robot’n’Roll’ bliver afsættet til Gnags forestående turné, der bringer dem til 32 byer rundt omkring i landet sommeren over. Aarhus får besøg af bysbandet 7. juni i forbindelse med Northside Festival.

“Som det Aarhus-band Gnags er, glæder vi os til at debutere på Northside. Folk, der kommer på Northside kommer vel for at have en fest. Og det skal vi nok give dem!” lover Per Frost.

Peter A. G. nikker, så håret bouncer på hans skuldre.

“Vores energi skal nå helt ud bag publikum. Helst helt ud bag pølsevognen. Og det gør den. Gnags er meget et liveband. Det er, når vi er på turné, vi møder vores publikum, og det glæder vi os til. Det er dejligt at mærke nerven og nærværet. Særligt i en tid som vores, hvor alt er digitalt...,” reflekterer han.

“Gnags er noget, vi har med publikum. Ja, nu siger jeg det også. Men det er i sandhed sådan, det er. Vi har en samhørighed med publikum, der føles som en stor krammer. På de allerbedste aftener, er det meget store krammere, vi laver. Og det er langt mere værd end tusind likes på Facebook...” slår Peter A. G. fast.

Meget har ændret sig siden 80’erne, hvor Gnags for alvor slog igennem med numre som ‘Vilde Kaniner’ og ‘Mr. Swing King’. Og så alligevel ikke. Nok er Frost og A. G. blevet de år ældre, men Gnags kan stadig. Få folk til at flytte fødderne og synge med. På gamle numre især, men også på nye.

“Noget af det, jeg tit bliver spurgt om, er, om ikke jeg er ved at falde ned af scenen af udmattelse efter en koncert. Og hver gang svarer jeg. Nej! Tværtimod. Jeg er ved at flyve og føler mig fuld af energi efter sådan et show. Energien, dansen, glæden og krammerne fra publikum. Det er det, der gør, vi bliver ved.”

A.G. fægter med en knytnæve i luften.

“Det gør vi - bliver ved!” understreger Per Frost.

Fakta GNAGS

    Består af:

    Peter A.G. (vokal), Per Christian Frost (guitar) Niels Mathiasen (saxofon), Søren Runge (keyboards), Lars Daugaard (trommer), Rune Harder Olesen (percussion), Henrik Poulsen (bas) og Anne Seier (kor)

    Udkommer med albummet Robot'n'Roll 12. april 2019

    Optræder på Northside Festival i Aarhus 7. juni 2019

Publiceret 10 April 2019 17:00