Sanger Joseph Williams, guitarist Steve Lukather og resten af Toto gav koncert i Falkoner Salen i 2015.

Sanger Joseph Williams, guitarist Steve Lukather og resten af Toto gav koncert i Falkoner Salen i 2015. Foto: Gonzales Photo/Kim Matthai Leland/Ritzau Scanpix

Toto: Amerikansk superband kommer til Aarhus

Toto giver koncert i Ceres Arena

Det amerikanske superband Toto kommer næste år til Danmark og giver sin eneste koncert her landet i Ceres Arena søndag 23. juni.

Toto har gennem fire årtier leveret deres særlige fusion af pop, rock, funk og jazz, der har skabt en særdeles populær lyd hos mange fans siden 70'erne. Bandet har i år 40 års jubilæum og fejret det med albummet '40 Trips Around The Sun.

"Hold the Line" fra 1978 var gruppens første store hit. Det blev siden fulgt op af endnu større hits som "Rosanna" og "Africa".

Toto har solgt over 40 millioner albums og været nomineret til utallige Grammy-priser i hjemlandet USA. I 2015 udgav gruppen sit første studiealbum i ni år, "Toto XIV", der lå i top-10 i ni lande og blev deres mest succesfulde album siden 1988 i England og USA.

Til november udkommer boks-sættet ”All In”, der samler op på bandets karriere.

"Vi er selvfølgelig glade og enormt stolte af, at Toto har valgt Aarhus og Ceres Arena som deres næste danske destination og som den eneste i 2019. Det vidner om, at vi er en koncert-by med stor betydning, når der skal planlægges turné hos de største internationale artister. Vi glæder os meget til at præsentere Toto for deres østjyske fans og naturligvis også for resten af Danmark. Det bliver en fantastisk aften i Ceres Arena," siger eventchef Hanne Bisbo Stadsgaard i en pressemeddelelse fra Ceres Park & Arena.

Billetsalget begynder 25. oktober kl. 10.00 hos Ticketmaster.

jr

Publiceret 22 October 2018 10:17