Jørgen Leth indtager symfonisk sal med film og digte

Aarhus Symfoniorkester har premiere på deres nye koncertform Symfomagica. Første koncert i aften har digteren Jørgen Leth i en ny hovedrolle.

Jørgen Leth skal være med til at lokke nye publikummer til klassiske koncerter.
Aarhus Symfoniorkester har i aften premiere på deres nye koncertform ”Symfomagica”, hvor nye medier inddrages i de traditionelle klassiske koncerter.
Til første koncert er det Jørgen Leths digtoplæsning og uddrag fra hans film, der supplerer orkestrets toner.
For musikchef Palle Kjeldgaard er det vigtigt, at orkestret hele tiden fornyer sig.
"Vi vover pelsen med den her nye koncertform. Vi vil rigtig gerne lokke nye publikummer til og vise, at klassisk musik jo faktisk er en del af rigtig mange ting. Vi hører det hele tiden i film. Med koncerterne vender vi bare tingene om, og sætter orkestret i centrum på scenen. Mens billederne kører på skærmen bagved."
Palle Kjeldgaard var med det samme interesseret, da dirigenten René Bjerregaard henvendte sig med ideen om en koncert med Jørgen Leth.
"Jørgen Leth er jo begavet. Han kan og tør rigtig mange ting. Han har en spændende stemme og står for en utrolig billedskabende poesi. Via koncerten kan han tage publikum på en rigtig spændende rejse," siger Palle Kjeldgaard.
 

Berusende tanke

Og også Jørgen Leth var med det samme tiltalt af projektet.
"Det er en berusende tanke. Jeg føler mig altid godt tilpas pakket ind i musik, men jeg har aldrig før stået foran et symfoniorkester," siger Jørgen Leth, der tit forbindes med jazz, men også er meget interesseret i klassisk musik.
"Det er spændende, at de prøver at finde nye krydsformer. Jeg har en enorm tillid til René Bjerregaard, og har givet ham frie hænder i det her projekt. Så min rolle bliver egentlig bare at falde til ro i situationen, at læne mig tilbage i musikken. Man må ikke forcere noget, digtene skal komme naturligt som et åndedræt," forklarer 76-årige Jørgen Leth, der også var begejstret for ideen om at sætte hans digte sammenmed musik af brasilianske Heitor Villa-Lobos.
"Jeg har en vis sympati for Brasilien, hvor jeg er kommet meget, og jeg kan meget godt lide Villa-Lobos, som er den eneste klassiske komponist, jeg kender derfra. Men det er René Bjerregaards projekt, jeg er sådan set bare en af musikerne. Eller måske en solist. Så meget vil jeg godt strække mig til."
Trods tilliden til projektet, er det dog ikke uden nerver at Jørgen Leth stiller sig op på scenen i fødebyen Aarhus i aften.
"Jeg er vanvittig spændt. Ikke nervøs - jo lidt, for det skal man være. Men ikke mere end det. Jeg tager det som en oplevelse. Jeg har altid eksperimenteret gennem min karriere. Både med mine film og mine digte. Jeg tager det her som en udfordring, og så må vi se, hvor det fører hen," siger digteren og filmmanden, der er vokset op i Aarhus, men nu bor halvdelen af året i Haiti og den anden halvdel i Gothersgade i centrum af København.
 

Sentimental Aarhus-dreng

Tilknytningen til Aarhus vil man kunne se under koncerten.
"Filmklippene vil indeholde nogle glimt fra min film om Aarhus, som jeg lavede i 2005. Og det er jeg glad for. Det er lidt nostalgisk for mig at være her. Jeg føler i høj grad, at Aarhus er min hjemmebane. Jeg har et godt publikum her i byen, og jeg bliver altid meget sentimental, når jeg er her, for jeg føler, jeg en gammel Aarhus-dreng," siger Jørgen Leth, der boede i byen indtil han var 22 år og stadig har "masser af fætre og kusiner i byen."
Udvælgelsen af digtene har Jørgen Leth lagt fuldstændig i hænderne på dirigenten.
"Mine digte er lidt ligesom børn for mig. Jeg kan lide dem alle sammen, og jeg har meget svært ved at vælge nogle frem for andre. Så jeg bliver glad, når andre kan, og kan begrunde, hvorfor lige præcis de her passer godt ind i et bestemt stykke musik."
 

Symfomagica

Aarhus Symfoniorkester har med koncerten ”Symfonisk Poesi” i aften premiere på deres nye koncertform Symfomagica.

Symfonisk Sal kl. 19.30.

Oplæser :Jørgen Leth.

Dirigent: René Bjerregaard.

Sopran: Iben Silberg.

Fløjte: Lena Kildahl.

Fagot: Eric Beselin.

Musik af: Heitor Villa-Lobos.

Næste Symfomagica koncert er 5. og 6. februar, med den sydamerikanske dirigent Miguel Harth-Bedoya.

Orkestret modtog i februar 1,2 mio. kr. af A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Beløbet blev givet til indkøb af teknisk udstyr i Symfonisk Sal i Musikhuset.

Publiceret 06 November 2013 10:00