Tomas N'evergreen, der er døbt Christiansen, ynder at tage til Ugebølle, når han er i Danmark. Her bor hans mor og her har postadresse. Her kan også være sammen med sin 10 årige datter, der går i skole på en af de lokale skoler i Syddjurs.

Tomas N'evergreen, der er døbt Christiansen, ynder at tage til Ugebølle, når han er i Danmark. Her bor hans mor og her har postadresse. Her kan også være sammen med sin 10 årige datter, der går i skole på en af de lokale skoler i Syddjurs.

Tomas N'evergreen restituerer i Ugelbølle

Tomas N'evergreen med det borgerlige navn Tomas Christiansen, der lørdag aften vandt det Dansk Melodi Grandprix 2010 sammen med sangerinden Christina Chanée, kobler som regel af i Ugelbølle, når han er hjemme fra Rusland.

Af
Af Lars Norman Thomsen

Tomas N'evergreen (f. 1969) var lørdag aften hjemme i Danmark for en kort bemærkning, og sikke et visitkort han fik afleveret.
Tomas N'evergreen, der er døbt Tomas Christiansen, sang den ABBA-inspirerede duet "In A Moment Like This" til sejr i Dansk Melodi Grandprix 2010 sammen med Christina Chanee.
Sangen er skrevet af de tre svenske hitmagere Thomas Gustafsson, Erik Bernholm og Henrik "Rockhard".
Tomas N'evergreen er et stort musikalsk navn i Rusland, hvor han har boet siden 2003. Når han er hjemme i Dannevang slapper han bl.a. af hos sin mor, Tove Hansen, der bor i Ugelbølle. Her har sønnike også sin danske postadresse.
Tove Hansen, der tidligere har været læge i Hadsten, flyttede til Ugelbølle for otte år siden.

Ikke med i Aalborg

Tove Hansen sad ikke bænket på pladserne i Gigantium i Aalborg, hvor lørdagens musikkonkurrence foregik.
"Tomas, der meget beskeden og ikke til stor festivitas, syntes ikke, at vi skulle komme, så det respekterede vi, men jeg så konkurrencen sammen med en veninde på et hotelværelse på Rold Store Kro, og da sejren var i hus, besluttede vi os for, at tage til Aalborg for at ønske tillykke," fortæller Tove Hansen dagen derpå.
Tomas N'evergreen var selvfølgelig festens mest ombejlede ved det nachspiel, der fulgte efter den direkte transmission på DR, men det lykkedes Tove Hansen at komme tæt på sønnen og give ham en fortjent knuser.

Altid til musik

"Tomas har altid været meget interesseret i musik. Jeg kan huske, da vi boede i Galten, hvordan han kom hjem en dag fra Randers Lilleskole, hvor han gik dengang, og foreslog, at han fik et trommesæt, fordi han havde en skolekammerat, der havde fået et. Vi syntes, det var lige tidligt nok, så Tomas fandt i stedet på at lave trommelyde på alle mulige ting, som han kunne finde i vores garage," fortæller Tove Hansen.
Musikken fortsatte med at være hans følgesvend. Også da han gik på Rudolf Steiner Skolen i Risskov fra 6. klasse. Rytmisk musik var ikke just velanskrevet på skolen, men det fik ikke ungersvenden til at give op.

Den russiske forbindelse

Gruppen Two Men Junction, hvor partneren hed Jacob Johansen, var det egentlige første skridt til en professionel musikalsk karriere. Desværre kuldsejlede pladeselskabet Playground i 2003, hvor gruppen ellers var udset til at skulle pladebutere.
En russisk musikbooker have imidlertid hørt den skrottede plade som var blevet et hit på russisk tv og radio. Den russiske forbindelse var skabt og der har ikke været støj på linien siden.
"Tomas er meget kendt i Rusland. Det har vi fornemmet de gange, hvor vi har besøgt ham i Moskva. Det er helt umuligt at gå på gaden uden, at han bliver stoppet af folk, der vil snakke eller have hans autograf," fortæller Tove Hansen.
"Jeg kørte Tomas til toget i Aarhus i sidste uge, hvor han skulle til Aalborg, og da vi gik lidt rundt i Bruuns Galleri før togafgang, kunne han ikke lade være med at smile over, at her i Aarhus var der ikke en sjæl som kendte ham. Det kan være, at der er lidt flere nu, der gør det."

Med til Oslo

Tove Hansen forventer at være med på tilskuerpladserne, når det internationale grandprix afvikles i Oslo til maj. Hun tror på sangens muligheder.
Måske kan Tomas N'evergreen ligefrem hente stemmer på, at han er et kendt navn i Østeuropa. Han har hittet i flere europæiske lande med numre som 'Every Time (I See Your Smile)', 'Since You've Been Gone' og 'Just Another Love Song', og i 2007 udsendte han soloalbummet 'Since You've Been Gone'.
I 2009 var hans sang 'How Can I Make You Love Me' i rotation på dansk P4, og samme år nåede han til finalen i det russiske Melodi Grand Prix med sangen 'One More Try'.

Tomas N'evergreen er en af de helt store navne i Rusland, Kazakhstan, Uzbekistan, Azerbaydan, Georgien, Kirghzien og Ukranie hvor han har flere hits bag sig og over en kvart million officielle solgte albums og millioner af uofficielle solgte albums. Han giver store koncerter med sit band overalt i disse lande.

Publiceret 08 February 2010 11:49