Nyt slag for Aarhus Airport: Mister rute til Island og USA
Rute, som var et »mega hit« og forbindelsen til Nordamerika, er nu blevet droppet af flyselskab. Ifølge Aarhus Airport får det ikke den store betydning.
»Vi kunne ikke starte året på en bedre måde.«
Sådan lød det fra Aarhus Airport, da den østjyske lufthavn i januar kunne løfte sløret for en ny lavprisrute med flyselskabet Play.
Ruten skulle være med afgange til den islandske hovedstad Reykjavik hver mandag og fredag, men nok så vigtigt var den lufthavnens forbindelse til Nordamerika og byer som New York, Baltimore, Boston og Washington DC.
Men før det første Play-fly den 12. juni skulle være lettet fra den østjyske landingsbane, er det blevet aflyst. For Play har valgt at droppe ruten igen - 2,5 måned efter annonceringen af den.
Det bekræfter Aarhus Airports kommunikationschef, Tina Baungaard-Jensen, i en mail til Din Avis Aarhus.
»Vi er meget ærgerlige over, at Play ikke går i luften med Reykjavik-ruten fra Aarhus denne sommer, som planlagt. Årsagen er operationelle omstændigheder, idet Play ønsker at disponere den flykapacitet, som var møntet til AAR-KEF, til en ny hub-destination i Europa.«
»Mega hit«
Lufthavnen har ikke ønsket at stille op til interview, men uddyber i mailen, at rutetabet ikke vil få betydning for de strategiske målsætninger.
»Rent vækstmæssigt har aflysningen af ruten ikke den store betydning, idet det estimerede passagertal på ruten udgør omkring en procent af den samlede forventede trafik i 2023. Det er således en meget lille procentdel af de rejsende i Aarhus Airport i sammenligning med det passagerpotentiale, der ligger i rutesamarbejdet med blandt andet Ryanair, Wizz Air og charterselskaberne Spies, Århus Charter og Atlantis,« skriver kommunikationschefen, som oplyser, at man har planer om at »geare op« til sommer, og at der vil være rutenyheder til efteråret.
Det står noget i kontrast til de udmeldinger, der kom fra lufthavnen, da Reykjavik-ruten blev annonceret i januar.
Dengang sagde David Surley, senior director for route development and marketing, i hvert fald i pressemeddelelsen, at ruten var meget efterspurgt blandt kunderne.
»En direkte rute til Island med god forbindelse til USA har længe været efterspurgt af både forretnings- og ferierejsende i Østjylland. Omkring 60 procent af al nordamerikansk rejseefterspørgsel fra og til Jylland er knyttet til Aarhus-området, så det er absolut et mega hit, der er landet på Aarhus Airport’s playliste. Vi forventer, at trafikken fordeler sig ligeligt mellem tovejsturisme Island-Aarhus og USA-trafik,« lød det for 2,5 måneder siden.
Kommunikationschef Tina Baungaard-Jensen erkender dog i sin mail, at Plays valg er skuffende.
»Plays disponering er naturligvis skuffende, men vi er fortsat i god dialog med Play, som holder Aarhus Airport i loopet i forhold til fremtidige destinationer.«
Play: »Superærgerligt«
Det islandske flyselskab fortæller i en mail til Din Avis Aarhus, at det er »superærgerligt, at vi har måttet ændre i planern«, og at forklaringen på den droppede rute er, at der var en åbning i Schiphol-lufthavnen i Amsterdam.
Her har man fået en plads fra juni 2023, og det får konsekvenser for Aarhus-samarbejdet.
»Vi er utroligt kede af at skuffe de passagerer, der havde købt billet til eller fra Aarhus. Amsterdam er en af vores allervigtigste destinationer, grundet den massive via-traffik fra resten af verden, og derfor prioriterer vi muligheden. Vi håber, at vores to andre jyske destinationer i Billund og Aalborg vil være en god løsning for de rejsehungrende aarhusianere,« siger CEO Birgir Jónsson.
Flyselskabet fastslår samtidig, at alle Aarhus-passagerer, der havde købt billet til Reykjavik-ruten, vil blive kontaktet og tilbagebetalt omgående.
Aflysningen af den islandske rute sker, efter at Aarhus Airport i februar mistede en anden vigtig rute, da KLM valgte at trække sit engagement og dermed også ruten til Amsterdam efter blot 142 dage.