Sara sørger for, at barslen ikke kommer i vejen for karrieren
Sara Schjemte har opfundet en digital barselsplatform, der holder virksomheder op på barselsreglerne og medarbejderne inde i loopet, selvom de er på barsel.
Når The Link og StartUp Aarhus 27.-31. marts afholder Diversity Week, er det med fokus på »et startup-økosystem i kønsmæssig ubalance«. Det er alt for ulige vilkår for kvinder i iværksættermiljøet.
En af de kvindelige iværksættere, som skal holde oplæg, er Sara Schjemte fra Aarhus. Hun står bag virksomheden Bclude i Risskov, der udbyder en digital barselsplatform til virksomheder.
Platformen bliver tilpasset den enkelte virksomheds barselspolitik og -tiltag samt individuelle aftaler mellem leder og medarbejder på barsel. Lederen får således en reminder om, når der er noget han eller hun skal huske i forhold til sin medarbejder, og hvis de har aftalt at holde kontakt løbende ud over det lovmæssige.
Målet er, at man stadig bliver inkluderet, selvom man er på barsels- eller forælderorlov.
Den nye barselsorlov med 11 uger øremærket hver forælder har givet lidt ekstra vind i sejlene til Bclude.
»Nu er det noget, der vedrører en endnu større del af arbejdsstyrken. Inden den nye lovgivning, har vi kunne se, at kvinder tog ca. 10 måneders barsel, mens mænd har taget ca. en måned. Det kommer uden tvivl til at ændre sig,« fortæller founder Sara Schjemte, der med det samme slår fast, at platformen ikke er målrettet udelukkende kvinders barsel, men alle de forældre, der skal på orlov.
»Det har dog i høj grad været kvinder, der har oplevet udfordringer relateret til barsel, fordi de har taget størstedelen af det.«
Og nu er der endelig ved at komme fokus på netop det. Sara Schjemte nævner halvt i spøg – halvt i alvor, at »når det er et mande-problem, bliver det et reelt problem«.
Man kommer nemlig let ”bagud” på arbejdsmarkedet, når man er på barsel. Man går ofte glip af performance- og lønsamtaler, selvom det faktisk er lovpligtigt til at have dem på lige fod med alle andre medarbejdere. Og ofte avancerer man ikke inden for sin egen virksomhed, fordi man ikke inkluderes nok, når man er på barsel, forklarer hun.
Jeg er helt sikker på, at ingen glemmer nogen med vilje. Men realiteten er, at det ofte er ”ude af øje, ude af sind”, eller ”den lønsamtale kan vi tage, når du er tilbage fra barsel”, men pludselig har man en forælder, der kan være to år bagud i forhold til sine kollegaer.
»Der er efterhånden mange virksomheder med gode intentioner, men det nytter ikke noget, hvis de bare ligger som en pdf på intranettet. Bclude hjælper med rent faktisk at få det implementeret.«
Et af formålene er at hjælpe lederne med at huske på deres medarbejdere, der er på barsel.
»Jeg er helt sikker på, at ingen glemmer nogen med vilje. Men realiteten er, at det ofte er ”ude af øje, ude af sind”, eller ”den lønsamtale kan vi tage, når du er tilbage fra barsel”, men pludselig har man en forælder, der kan være to år bagud i forhold til sine kollegaer.«
Virksomheden er efterhånden omkring to år gammel. Og idéen fik Sara Schjemte, da hun selv var på barselsorlov med sin første barn. Hun har selv arbejdet med HR i syv år.
»Barsel og barselsregler er omsonst for at bruge et godt jysk ord.«
Efter en sygemelding sagde Sara Schjemte sit job op hos det digitale marketingsbureau hun arbejdede hos. Hun kløede på med sin idé og fandt senere en partner, som var udvikler, som kom med på holdet som co-founder.
Faktisk blev hun i den periode selv gravid igen.
»Fuck! Tænkte jeg, da jeg først fandt ud ad det,« indrømmer hun.
For tror man, at barslen sætter en bagud på arbejdspladsen, så kan barsel som selvstændig være endnu sværere at få til at gå op. Heldigvis for Sara Schjemte var der lige på det tidspunkt oprettet en barselsfond for selvstændige, som hun kunne søge. I de første par år drev de Bclude uden at have fået en eneste investering udefra.
Men nu er virksomheden på en et udviklingsforløb for iværksættere kaldet Innofounder fra Innovationsfonden, som giver løn til co-founderen i ét år og 100.000 kr til at udvikle for.
»Det er virkelig rart! Både min partner og jeg har hus og børn. Så det giver lidt mere ro på,« fortæller Sara Schjemte.