Aarhusiansk rejsebureau for håndværkere vil opbygge ny tradition for sabbatår
Med en investering på 800.000 kroner fra Jacob Risgaard og Jesper Buch i ’Løvens Hule’ står ScandiMate nu med ekstra kapital til at indfri ambitioner.
Coolshop-frontfigur Jacob Risgaard og serieiværksætter Jesper Buch blev torsdag aften medejere af den blot fire år gamle Aarhus-virksomhed ScandiMate, der med dansk-engelske Alexander James Nissen-Ripley i spidsen har sat sig for at sende massevis af danske håndværkere til udlandet.
De købte således to gange 12,5 procent af virksomheden for i alt 800.000 kroner. Ambitionen er i første omgang at femdoble forretningen med den nuværende bemanding.
Ifølge Nissen-Ripley er der alt, alt for få håndværkere, der ligesom studenterne benytter sig af muligheden for et sabbatår i udlandet.
Sammen med sit team i Aarhus sendte ScandiMate sidste år godt 100 tømrere, murere, blikkenslagere, brolæggere, elektrikere, smede, snedkere, VVS’ere, malere og ufaglærte afsted til Australien, New Zealand og Canada. Men virksomheden mener, at langt flere håndværkere – og ufaglærte – burde benytte sig af muligheden for et arbejds-sabbatår i udlandet.
»Herhjemme hylder vi konsekvent landets studenter i medierne, og det er en del af den almene dannelse, at studenterne tager et eller to sabbatår. Det vil vi gerne gøre op med på håndværkernes vegne, for der ligger et kæmpe menneskeligt boost i at begive sig ud i verden. Jeg har selv gjort det som ufaglært tømrer, og jeg kan se, hvad det har bidraget med i form af erfaring, modenhed, sprogkundskaber og ikke mindst penge på lommen. Derfor satser vi på allerede i år at sende 500 håndværkere ud på et sabbatår, og på den måde håber vi på at gøre op med den eklatante mangel på muligheder for håndværkere, der efter endt uddannelse som regel bare glider over i en hverdag med arbejde efter svendebrevet,« siger Alexander James Nissen-Ripley, der har stiftet ScandiMate, i en pressemeddelelse.
De fleste af de håndværkere og ufaglærte, som ScandiMate sidste år sendte afsted, rejste til Australien, New Zealand og Canada, og de ville formentlig ikke være kommet afsted uden ScandiMates mellemkomst. Det skyldes ifølge Alexander James Nissen-Ripley, at det godt kan være en lidt bøvlet proces at stå for alt det praktiske.
ScandiMate har nogle underleverandører tilknyttet på for eksempel forsikringer, bolig og kontakten til de udenlandske arbejdsgivere, og det fjerner en stor del af besværet. ScandiMate sender typisk 10-15 håndværkere afsted på samme tid, og hvis det står til Jesper Buch og Jacob Risgaard, skal det gerne blive til en fast tradition for håndværkere og ufaglærte at rejse ud i verden.
Det er vores mulighed for at hjælpe Alexander og hans team med at få endnu flere håndværkere ud og se noget andet end en kold tagryg i Ballerup eller Brande.
»Det er så uhyre vigtigt, det, som ScandiMate gør for de unge håndværkere og ufaglærte, der rejser ud og høster erfaring og får et perspektiv på verden. Vi mangler det som samfund, og i vores optik er investeringen i ScandiMate mere end blot en forretningsmulighed. Det er vores mulighed for at hjælpe Alexander og hans team med at få endnu flere håndværkere ud og se noget andet end en kold tagryg i Ballerup eller Brande. På den måde kan vi forhåbentlig være med til at skabe en helt ny kulturel bølge inden for håndværksfagene,« siger Jacob Risgaard, som sammen med Jesper Buch købte i alt 25 procent af ScandiMate i seneste udgave af Løvens Hule.
Hver håndværker betaler cirka 40.000 kroner for et udlandsophold, og uanset om man er afsted solo eller som en gruppe, knytter ScandiMate alle håndværkerne sammen i en Facebook-gruppe i hvert land, så det er nemt for alle at kommunikere med hinanden. Desuden er ScandiMate den sidste lørdag i hver måned vært ved pizza og øl for de udstationerede, hvilket er med til at skabe sammenhold og samhørighed.
Læs mere på www.scandimate.dk
ksa